Dansen kan bli' en blues

Tekst: Knud Pheiffer.
Musik: Dolores Wicki Silvers.

Du lærte for tidligt
med lovende gloser,
at livet var bare
som at danse på roser
Og du har levet
i sus og i dus -
men nu har du lært, at
dansen kan bli' en blues!
Du føler dig ensom -
du er så alene -
den eneste ene
har for evigt forladt dig -
Du leved' livet —
men kun i en rus —
nu ved du, at dansen —
dansen kan bli' til en blues
Du var så lykkelig,
du drømte både nat og dag —
nu syn's du hele verden
kun er løgne og bedrag -1
At tro og at mene,
at hun er den ene -
den eneste ene,
må du vokse dig fra —!
Du så, at Verden
med eet sank i grus —
nu ved du, at dansen —
dansen kan bli' en blues. —!

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Der stod Roser i Flor

Dansk Tekst: Knud Pheiffer.
Musik: Cäfvert-Hallgren.

Vi to, vi staar nu ved Moders gamle Hus.
Ingen kaade Stemmer klinger ud fra Græs og Grus!
Fordøren klaprer til Vindens triste Sang,
og i Drømme ser jeg det, jeg elsked' engang:
Der stod Roser i Flor
foran Huset hos min Mor,
hvor jeg leged' blandt tusinde Blomster!
Hendes kærlige Haancl
bandt mig her med blide Baand,
og den gemte Alverdens Kiv og Strid!
Jeg lytter til Vinden og Vindfløjens Sang,
jeg hører i Linden de gamle Stemmers Klang
som en Hilsen fra Mor,
og det er, som om hun bor
her i Rosernes Flor
til evig Tid.

Her var mit Hjem, og her vil jeg atter bo.
Her skal lyde glade Stemmer, Blomster skal her gro
Du, lille Kære, skal staa i Moders Dør;
alt i Barndomshjemmet skal nu være som før:
Der bli'r Roser i Flor,
som der var det hos min Mor,
og de tusinde, dejlige Blomster!
Og hvem tror du skal gaa
med de bare Fødder smaa
rundt paa Græsplænen, det skal Lillebror!
Naar Solen bag Skoven har lagt sig til Ro,
og Maanen foroven fortryller vores Bo,
ta'r vi Minderne frem
om det gamle Barndomshjem,
hvor nu Roserne atter
staar i Flor!

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Det staar der i det gamle Eventyr

Tekst:Victor Skaarup.
Musik: Sven Gyldmark.

Børn de ved jo ikke særlig meget,
først naar man er Voksen, bli'r man klog;
det, jeg tænkte, naar jeg løb og leged',
stammed' fra min Barndoms første Bog:
Man skal være god, man skal vise Mod,
det staar der i det gamle Eventyr!
Og den gode Fe la'r Mirakler ske,
det staar der i det gamle Eventyr!
Man skal aldrig gaa rundt og fortvivle,
selv om Himlen er fyldt med sorte Sky'r.
Skønt det tegner trist, bli'r det godt til sidst,
det staar der i det gamle Eventyr!

Alt det her med Trolde og Prinsesser,
det er noget Vrøvl, det sir enhver.
Voksne, de har andre Interesser,
kun de smaa har Eventyret kær:
Hvergang Sol gaar ned, er der Ro og Fred,
det staar der i, det gamle Eventyr,
ja, og Kærlighed varer evigt ved,
det staar der i det gamle Eventyr.
Naar man bare er trofast og ærlig,
og er flittig li' fra Morgenen gry'r,
bli'r dit Liv en Leg, stol du blot paa mig,
det staar der i det gamle Eventyr!

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Der er en Sang
(af Syngespillet »Farinellisc)

Tekst: Mogens Dam.
Musik: Emil Reesen.

Et ædelt gammelt Sagn fortæller,
at Løvens Klo i Kongens Vaabenskjold
i Farens Stund som Tegn os gælder,
og kalder os til Sammenhold.
Vi ved, at han med Klogskab og Ære
vil stride for vort elskede Land.
Refræn: Der er en Sang, vi aldrig glemmer,
selv om slet ingen ved dens Ord,
en Sang, som vi fornemmer,
af tusind Fuglestemmer i det skønne Land,
hvor Fred og Frihed bor.
Den nynner sødt i alle Stemmer
i jævne Ord fra Mand til Mand.
Og om engang det kræves,
vor Drøm til Daad skal hæves
til Lykke for vort skønne Land.

En Tak skal denne Aften være
til Landets første Mand af Byrd og Rang.
Vi Kunstens Folk til Kongens Ære
har svøbt vor Kærlighed i Sang.
Og gid den da de Toner maa bære
langt ud til alle Landsmænd engang.
Refræn: Der er en Sang, vi aldrig glemmer,
selv om slet ingen ved dens Ord,
en Sang, som vi fornemmer,
af tusind Fuglestemmer i det skønne Land,
hvor Fred og Frihed bor.
Den nynner sødt i alle Stemmer
i jævne Ord fra Mand til Mand.
Og om engang det kræves,
vor Drøm til Daad skal hæves
til Lykke for vort skønne Land.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Du, Lasse Lasse lille —!

Tekst: Erling Poulsen (oversat fra Svensk).
Musik: Lille-Bror Sødelund.

Aftentimens Maaneskin
falder paa din Barnekind
og du sover stille ind.
Hvil I Bambussengen der,
sov nu sødt min Hjertenskær,
Natten lister nænsomt nær!
Du, Lasse Lasse lille,
Verden er saa stor.
Den er mange Gange
større end du tror.
Og Himlen er saa lille,
mindre end du tror.
Det vil du erfare
en Dag, naar du bli'r stor.
Du ejer hele Verden i Søvn og Drøm og Leg,
men Aarene vil komme, da Verden eje'r dig!
Saa, Lasse Lasse lille,
det er godt. du tror!
Men du skal ikke haste
med at blive stor!

Dage kommer, Dage gaar,
nye Dage, nye Aar,
bagved dem din Fremtid staar.
Men Lykken, som du har, min Ven,
kommer næppe mer' igen,
derfor: Leg din Barndom hen!
Du. Lasse Lasse lille,
når du bli'r stor,
skal du søge Glæden
der, hvor Glæden bor.
Og du skal plukke Roser
der, hvor Roser gror,
saa bli'r Verden meget
større end du tror.
Ja, du skal mildne Verden i Søvn og Drøm og Leg,
saa Roserne kan blomstre for andre som for dig!
Aah, Lasse Lasse lille,
naar du bli'r stor,
saa gør Verden bedre -
bedre end man tror!

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Det er saa Synd for Farmand

Tekst: Knud Pheiffer.
Musik: Svend Madsen.

Han har store, troskyldige øjne,
men er lille og skaldet og bleg!
Hans Ideer er ikke forfløjne -
han gaar altid den lige Vej!
Han gør alt, bare Mor har bedt ham
og man tænker, saa snart man har set ham:
at det er saa Synd for Farmand -
han har det haardt - det har han —!
for Mor skal plejes her og der,
og han tør aldrig bli' kontrær
for der er jo det ved Farmand,
at han er saad'n en rar Mand,
og Mor er baade besk og stram —
og det er saa Synd for ham —!

Han har bidt i det sureste Æble —
Biograferne det er hans Skræk —
han kan ikke fordrage Clark »Gæble«,
mens at Mor hun er fuldkommen væk —
naar de saa kommer hjem fra Filmen
saa tror Mor, hun har faa't »sex-appeal« —
det er saa Synd for Farmand
for han er, ingen »Tarzan« —
og Mor forlanger absolut,
at han skal spille »Robin Hood«
Og det er jo for Farmand
et temligt farligt Farvand —
hun vejer hundred' Kilogram —
og det er saa Synd for ham —!

Og hvis Mor saa faar Lyst til at danse,
ta'r de hen paa en fin Restaurant —!
Ikke ti vilde Heste kan standse
hendes Trang til en rigtig »Cancan« — —
ja — hvis bare det var Polonaise — —
men se Mor hun vil kun »Boomps-a-dalse« -
og det er saa Synd for Farmand —
for Valsetrin — dem kla'r han —!
men han føler sig som Kaffegrums
ved lille Mors brutale »Bums« —
Og blaa og gul bli'r Farmand
og ærgret sig det har han —
for han kW aldrig selv faa Ram —
og det er saa Synd for ham —!!
Nu er Kullene ble'et saa dyre,
der maa lukkes for Varme og Vand —
der ing'n, der faar Lov til at fyre —
vi maa spare, saa meget vi kan —!
Mor ka' spare — ja — det maa man lade
de'e kun Mor, der har Raad til at bade —
og de'e saa Synd for Farmand —
for han kan bedst li' varmt Vand
men Mor hun sl'r, det er for dyrt,
saa han maa ta' det kolde Styrt —
og stakkels lille Farmand —
er ikke no'n Polarmand —
han staar og ryster kold og klam —
og det er saa Synd for ham —!

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Der er maaske en lille Pige

Tekst: Henry Carlsen.
Musik: Alexander Yrnéh.

Var hele Verden dig imod, min egen Ven,
om intet Men'ske dig forstod, saa tro du mig,
ja, glem, det nytter ej at pleje Sorgen,
Du ved jo ej, hvad Dagen bringer dig i Morgen.
Der er maaske en lille Pige, der drømmer om dig,
en, du mindst venter og tror.
Din Lykkestjerne vil vise dig Vej
og fortælle, hvad i Hjerterne der bor.

En Aftenstund saa sidder du, og Tankens Magt
har faaet Tag i dig, og nu har Stemmen sagt
»Hvorfor, hvorfor skal Livet eg'ntlig leves.»
Men tænk saa paa de mange Glæder, som der gives.
Der er maaske en lille Pige, der drømmer om dig,
en, du mindst venter og tror.
Din Lykkestjerne vil vise dig Vej
og fortælle, hvad i Hjerterne der bor.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Den lille Afholdskro
Tekst: Carl Andersen. Musik: Robert Hermann.

Vi har lige været til en Fest,
til et rigtigt Gilde.
Og paa Landet morer man sig bedst,
naar man bliver vilde.
Folk de gaar og si'r i København,
der er trist paa Landet.
De sku' komme her til Fastelavn,
saa lærte de no'et andet.
De skn' se, naar vi Bønder holder Abebal.
Der er Holli-holli.hoIli-hejdio.
Der er skrapt som til fjorten Københavnerknald
i den lille Afholdskro.
Hvis man tror, at vi bare danser gammelda's
og til Holli.holli.holli-hejdio
ta'r de Fejl, for vi kan skam ogsaa danse Jazz
i den lille Afholdskro.
Der bli'r ikke bare gnedet paa en Violin,
og danset aved om, næ, der bli'r slaaet paa Tromme.
Aa, som de kan spille, baad' med Pølse og Sardin
og saadan hele Salen dør af Grin.
De sko' se lille Jens og Maren danse Swing,
godt med Holli-holli-holli-hejdio.
De kan tro, der bli'r Hop og Vrid og store Spring
i den lille Afholdskro.

Og man tror vi drikker, alle Mand
Hindbær Limonade.
Hvis man bare bød en Sodavand,
blev der straks Ballade,
Selv om nogen af os er Medlem a'
N..I.-O. og G.-T.
Kan vi et Par store Snapse ta'
og helst uden Te te'.
Der er øl, der er Kaffepunch og Brændevin.
Der er Holli-holli-holi hejdio.
Ingen vil ha' Hængemuleøl't og Skattefri'n
i den lille Afholdskro.
Og man hør': La' os lige faa en Omgang til
af det Holli-holli.holli-hejdio.
Man faar Sprut, man faar li'saa meget, som man vil,
i den lille Afholdskro. -
Ih, hvor der bli'r drukket, der bli'r slaaet det store Slav
Brænd'vin og Solbærrom og Frugtvin og Pomona.
Alle dem fra Ribe og Hobro og Svendborg av
ka' bøje Armen i det rette Tav.
Man si'r Skaal, næsten lige til man ry'r omkuld,
med et Holli-holli-holli-hejdio.
De kan tro, man ka' bli' saa dejlig snydefuld
i den lille Afholdskro.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Den gamle harmonika...

Når jeg hører musikken rigtig spiller
ja så kommer der gang i mine ben,
og jeg tænker at det er vist det bedste,
føler så, jeg er på den grønne gren.
I som spiller for mig gi’r mod på livet,
solen skinner og alting står i flor,
det er toner som I nu her har givet,
der gi’r udsyn og glæde hvor jeg bor.

Det at vågne – er dagens start på livet,
det gi’r glæde og dejlig energi,
det at snakke med mennesker er givet,
det gir livsmod og glæde inden i,
Vi skal huske et smil – er det der smitter,
sorg og glæde kan vandre hånd i hånd,
ud og gå i de hvide danske klitter,
det kan knytte, de allerbedste bånd.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Du er min, trods alt
(You belong to mc) Tekst: Robert Arnold
Musik: P. W. Ring, II. Stewart og C. Price.

Du har sagt farvel, og du vil gå,
-du vil rejse bort på må og få.
men en ting må du dog huske på:
Du er min - trods alt.
Prøv blot på at finde lykkens land,
rejs til verdens ende, hvis du kan
Om du går gennem ild og vand
Er du min - trods alt.
Hvorfor gi'r du op og rejser?
Den, du flygter fra er vel dig selv?
Skønt du flygter til et fremmed sted,
så vil minderne dog følge med.
Kærligheden gi'r dig aldrig fred.
Du er min - trods alt!

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Dejlige, dejlige København
(Wonderful, u,onderfui Copen¬hagen)
(Fra H. C. Andersen-filmen)
Tekst: Arvid Müller. Musik: Frank Loesser.

Jeg sejled' ad Skagerak
og ned gennem Kattegat,
runded' Kronborg
og skimted' min by,
med tårn og tag,
gavle og spir,
den stak hele sin velkomst i sky.
Refrain: Dejlige, dejlige København,
du længslernes dragende mål:
Jeg har hjemme her
i dit lygteskær!
Fyld et glas og tøm en skål
for dejlige, dejlige KØbenhavn,
som smilende ta'r dig i favn!
Jeg drog ud engang,
men kom hjem og sang -
Gamle København,
min dejlige, dejlige glade by
København!

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Den kolde skulder...
Tekst: Erik Frøyr.
Musik: Greenfield/Keller.


Hvad nytter det, du sender røde roser,
og be’r mig glemme alting fra i går.
Næh, du kan spare dine ømme gloser,
de klinker ikke det, der gik i skår.

Du får den kolde skulder af mig,
du kan få din ring med det samme.
Hvis du vil ha’ et kys – så si’r jeg nej.
Du får den kolde skulder af mig.

Du viste dig som alle tiders tåbe,
da du forsøgte dig som Don Juan,
da hun kom ind, begyndte du at måbe,
og jeg fik kun en dans – en enkelt gang.

Hun gav den kolde skulder til dig,
du lille amatør-Casanova.
Og du må ikke tro, jeg trøster dig,
du får den kolde skulder af mig.

I dag sku’ vi ha kørt en tur på landet,
og du ville vise mig din nye bil,
men mine følelser for dig er blandet,
du tror, man klarer alting med et smil …

Du får den kolde skulder af mig,
hvis du klemmer mig, mens vi kører.
Får du det varmt, skal jeg nok køle dig:
du får den kolde skulder af mig.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Dejlige Hirtshals
Mel.: Åh, disse minder…

På de herlige strande
ved de vestvendt vande,
hvor sandet er kridhvidt som kridt
ligger nymfer i gryder
med garvede jyder
i Danmarks berømteste klit.
Og solen som skinner
på ungernes kinder,
er gul som det gyldneste rav.
Du kan høre vinden kalde-
der er frisk luft til alle.
Vi elsker å vær’ ve’ æ hav!
Dejlige Hirtshals
du fiskernes ældgamle by,
dejlige Hirtshals
her vinder vi kræfter på ny.
Dejlige Hirtshals
det er dig, der gi’r kroppen kulør.
Og det smitter godt af på sjælen,
Så vi bli’r bedre humør.

Her er knejper og kroer
båd’ for gæst og beboer
med Nordsøens herlige fisk.
Og på grøfternes kanter
er urter og planter,
som krydrer den nordjyske bjesk.
I Tornby og kju’l
bor men’sker med lu’ne.
For sådan Vendsyssels ånd.
Derfor kommer der gæster
herop på semester
fra Slagelse, Malmø og Bonn.
Dejlige Hirtshals….

Signe Hansen – Bjesk Signe

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Tú alfagra land mitt

O, Færø så fager.
Den færøske nationalsang.

O, Færø så fager, min dyreste skat!
Når vinterstorm brager, i lun sommernat
du drager derude mig hjem i din favn.
I øer så prude, Gud signe det navn,
som fædrene gav jer, da de fandt bag hav jer.
Ja, Gud signe Færø, mit land.

Hin solglands, som svæver om sommergrøn lid,
og stormen, som kræver mangt liv vintertid,
og mørket, som dølger mig fjeldryg og tind,
og lyset, som bølger og hvisker i sind:
Alt strenge, som klinger og lønligt mig tvinger
at værge dig, Færø, mit land.

Mit knæ vil jeg bøje i bøn til dig, Gud:
Din fred, o du høje, lad bringe mig bud!
Min sjæl vil sig sænke i dit nådebad,
så tør vel tænke – frimodig og glad –
at frembære mærket, som vidner om værket,
der tjerner dig, Færø, mit land!

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Den gamle spinderok
(Te Old Spinning Wheel)
(1930) E. Fangel Billy Hill

Når skumringstimerne kalder,
hvad der en gang leved’ nær,
og strøvet, der dækkede minderne?
har mistet glemslens skær
ref: Det er rokken der spinder i stuen,
spinder drømme om lykken en gang,
om en jomfrus og ungesvends elskov,
den har orglets vemodige klang.
Lad kun min længsels skønne drømme svæve om mig,
jeg vil følge denne kalden, thi jeg ved:
Det er rokken, der spinder i stuen,
spinder drømmen, om lykken en gang.

Og hvisker mindet om lykken
med en lille fattig vrå,
hvor drengen løb sorgløs og glad omkring
på bare fødder små.
ref: Det er rokken der spinder i stuen,
spinder drømme om lykken en gang,
om en jomfrus og ungesvends elskov,
den har orglets vemodige klang.
Lad kun min længsels skønne drømme svæve om mig,
jeg vil følge denne kalden, thi jeg ved:
Det er rokken, der spinder i stuen,
spinder drømmen, om lykken en gang.

Med tilladelse af Warny’ Musikforlag.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Den danske sommer…

Her er min jord. Det’ her at jeg bor, når sommersolen skinner.
Ta’ kun et tit ind bag mit stakit, det’ småt, men det er mit.
Hvad er så skønt som den danske sommer,
på en lille plet jord som er min?
At gå og se hvod’n det hele kommer.
Plænens græs, rosentræ’t, seleri’n.
Her blomster hylden, og solen står gylden,
og stråler sundhed over freden og idyllen.
Hvad er så skønt som den danske sommer,
på en lille plet jord som er min?

Sig mig, hvad kan få munden i vand som egne ny’ kartofler?
Hvad er kønt som blomster og grønt, man selv har påbegyndt?
Hvad er så skønt som den danske sommer,
på en lille plet jord som er min?
Hver nat så vokser det flere tommer,
både purløg, levkøj og lupin.
Her er jasminer og små kaniner,
tænk, en kanin plus en kanin gi’r fem dusiner.
Hvad er så skønt som den danske sommer?
Der er grøde og grokræfter i’n:

Her bli’r man brun, når luften er lun, og hædret gennem blæsten.
Byen har støj og hede og røg, men her er himlen høj.
Hvad er så skønt som den danske sommer,
på en lille plet jord som er min?
Hvor mor gi’r kaffe med runtenommer,
bagved lysthusets hvide gardin.
Hvor ungdom sværmer, og hækken skærmer,
et kongerige mæ’n monak i skjorteærmer.
Hvad er så skønt som den danske sommer,
på en lille plet jord som er min?

Poeten.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Der var engang en urmager…

Der var’n gang en urmager i København,
han var en flot fyr og han gjorde gavn.
En urmager Romeo, alle ku’ li’,
pigerne sukked når han gik forbi.
Med sit klokke lokke lokke værk
og dinge linge ling ling.
Jeg ordner dit ur, får pendulet i sving.
Ding dong ding dong,
jeg ordner dit ur for pendulet i sving.

Hver gang vores urmager gik sig en tur
bad de ham blidt reparere et ur,
og hundrede uroer satte han ind,
både i ure - og pigernes sind.
Med sit klokke lokke lokke værk
og dinge linge ling ling.
Jeg ordner dit ur, får pendulet i sving.
Ding dong ding dong,
jeg ordner dit ur for pendulet i sving.

En pige ku’ sætte sit ur ud af trit
urmagren kom - og han kom faktisk tit.
Og mænd’ne så undrende dag efter dag,
urmagren komme til dere’s nabolag.
Med sit klokke lokke lokke værk
og dinge linge ling ling.
Jeg ordner dit ur, får pendulet i sving.
Ding dong ding dong,
jeg ordner dit ur for pendulet i sving.


En urma’r har travlt når det går som det gik
ure og pi’r og kuk - kuk- og dik - dik,
han ved, hvad han har, han ved, hvad han får,
en urma’r ved altid, hvad klokken er slå’t-.
Han sir klokke lokke lokke værk
og dinge linge ling ling.
Jeg ordner dit ur, får pendulet i sving.
Ding dong ding dong,
jeg ordner dit ur for pendulet i sving.

Hvis du har en pige, og hun har et ur,
og hendes ur lidt for tit går en tur,
og du er en klog mand, så lav uret selv,
og sørg for at pigen sir grundigt farvel.
Til hans klokke lokke lokke værk
og dinge linge ling ling.
Jeg ordner dit ur, får pendulet i sving.
Ding dong ding dong,
jeg ordner dit ur for pendulet i sving.

 >>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Du lille svale…

Du lille svale du som forår bringer,
Hjem til vort kære gamle Dannevang.
Sig mig, hvor vil du hvile dine vinger
Og hvem vil du forlyste med din sang.


Husker du, da roserne vi plukked’,
Fiskeflåden styred ind mod land?
Fuglen til sin lille rede iler,
Og nattergalen sine triller slår.


Jeg er forladt og ene må jeg vandre,
hvorhen min tunge skæbne fører mig.
Vi skilles ej i håbet fra hverandre,
For kun en tanke sender jeg til dig.


Hvorfor bad du om mit unge hjerte?
Hvorfor bad du om at elske mig?
Hvorfor voldte du mig al den smerte,
og hvorfor var du utro imod mig?


Jeg forstod, at jeg var dig for ringe,
du forlod mig i min fattigdom.
Men trods alt en hilsen jeg dig bringe:
Åh, min ven, hvor var jeg lykkelig.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Dejlig er sommernatten

Sommer og vinter og høst og vår
har hver sin egen charme,
men som det dejligste for mig står
den lyse juli-nat.
Livet er herligt, når dansen går
med dig i mine arme,
det er den skønneste stund i år,
mit hjertes egen skat:
Dejlig er sommernatten,
ungdommen holder af den,
stjernerne blinker så venligt ned,
fuglene kvidre om kærlighed.
Hør blot de lokkende toner
oppe fra træernes kroner,
hele Gud Amors orkester tar’ fat
i en sommernat.

Husker du valsen vi dansed’ til
i lyse ferienætter?
Hvis du vil gøre mig glad, så spil
den kendte melodi.
Aner du mon, hvad jeg tænker på,
det tror jeg nok, du gætter,
smilet gi’r lys til to øjne blå,
så fyldt med skælmeri.
Dejlig er sommernatten,
ungdommen holder af den,
stjernerne blinker så venligt ned,
fuglene kvidre om kærlighed.
Hør blot de lokkende toner
oppe fra træernes kroner,
hele Gud Amors orkester tar’ fat
i en sommernat.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

De tre musikanter…

Den ene spilled’ banjo, den anden mandolin
den tredje af harmonikassen trak så sære hvin,
når de gik hen ad veje, de standsed’ ved hver gård,
og spillede de viser, der til pigehjerter går.

Og ham, der spilled’ banjo, var sort af hud og hår,
hans vugge stod i Congo i et rent tilfældigt år,
hans mor var sorten hedning, hans far hvid missionær,
og ham der spilled’ banjo havde arvet lidt af hver.

Den anden, ham der spilled’, så flot på mandolin,
var som den lyse dag så ren, så fager og så fin.
Hans fader var en greve, hans mor en tater-mær,
og ham med mandolinen havde arvet lidt af hver.

Den tredje, ham der hev i sin trækharmonika,
han havde seksten fædre fra sin allerførste dag,
og skønt de alle seksten frækt nækted’ hver især,
ham med harmonikassen, havde arvet lidt af hver.

Så spillede de trende, for godtfolk rundt om land,
de spillede for kone og de spillede for mand,
men mest dog for de piger, der lo, når de kom nær,
men der var en de elskede tilsammen, hver især.

Hun elsked, ham med banjo, og ham med mandolin,
og ikke mindst harmonikassens sødmefulde hvin,
når de kom til den by, hvor hun var, de havde kær,
de blev der trende nætter, det var lige en til hver.

Så skete det, de tider, hvor vårens blomster gror,
ved hendes bløde lænder lå det nysseligste nor,
en knægt så sund i formen, men ellers dog lidt sær,
han havde nemlig arvet fra de trende lidt af hver.
Han voksed, og blev større, sådan som det skal ske,
med børn af sunde piger, der kan elske og kan le,
men da de trende følte, at dødens stund var nær,
han fik de instrumenter, som de spilled’ hver især.

Så spilled’ han på banjo, og flot på mandolin,
og lokked’ af harmonikassen sødmefulde hvin,
han døde mæt af alder, og visen er forbi,
om tre små musikanter, der blev et musikgeni.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Det var på Capri…

Napoli var tændt, lysene blev sendt
bort i en glitrende strime
ud mod en ø i den slumrende sø.
Sommernattens spind
sider i mit sind, ak for hver eneste time,
tidlig og sen ser jeg bill’det af en:
Det var på Capri, jeg så hende komme,
det var på Capri, jeg så, hun forsvandt!
Det hele skete, før natten var omme,
før jeg fatted’, om synet var sandt.
Hun stod med eet som en fe ved min side,
og hendes mund var en yndig rubin,
og med et smil lod den stille mig vide,
at den ønskede’ det samme som min.
Himlen havde tændt sin lygte,
månen lyste hjertet ud:
Frøken. De er den jeg søgte,
den jeg tit har drømt, blev min brud.
Men hun fløj bort på usynlige vinger,
og med et suk så jeg, grunden var den,
hun bar en glat ring af guld på sin finger.
Jeg ta’r aldrig til Capri igen.

Hvorfor blev det mig?
Hvorfor skulle jeg møde den eneste ene
blot som en fe, som jeg kun skulle se?
Amors rappe spyd ramte mig mod syd,
nu må jeg vandre alene, for hende,
jeg så, skulle aldrig jeg få.
Det var på Capri, jeg så hende komme,
det var på Capri, jeg så, hun forsvandt!
Det hele skete, før natten var omme,
før jeg fatted’, om synet var sandt.
Hun stod med eet som en fe ved min side,
og hendes mund var en yndig rubin,
og med et smil lod den stille mig vide,
at den ønskede’ det samme som min.
Himlen havde tændt sin lygte,
månen lyste hjertet ud:
Frøken. De er den jeg søgte,
den jeg tit har drømt, blev min brud.
Men hun fløj bort på usynlige vinger,
og med et suk så jeg, grunden var den,
hun bar en glat ring af guld på sin finger.
Jeg ta’r aldrig til Capri igen.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Der går altid både tilbage…

Dansk tekst: Carl Viggo Meineke.
Musik: Ernfrid Ablin.


Hallo danske sømand i fremmede havn,
i Friseo, i Sydney og Santos,
jeg kender vel ikke din slægt og dit navn
og ved ikke hvem, du har kær.
Men når du vel af og til længes engang,
så syng li’som jeg denne sang:
Der går altid både tilbage,
tilbage til Danmark igen.
Hvad så, om jeg skulle forsage
den nordiske vinter, min ven -!
Så tænker jeg blot på den kalkede længe,
mit fædrenehjem i den bølgende æng
Der går altid både tilbage –
tilbage til Danmark igen.

Ja, du som for længst drog fra hjem og fra land
og lever derude i vesten.
Din tanke går tit over vej – over vand –
og kalder så, minderne frem.
Og føler du stundom i hjertet et savn,
så hvisker du mors kære navn.
Der går altid både tilbage,
tilbage til Danmark igen.
Hvad så, om jeg skulle forsage
den nordiske vinter, min ven -!
Så tænker jeg blot på den kalkede længe,
mit fædrenehjem i den bølgende æng
Der går altid både tilbage –
tilbage til Danmark igen.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>