Når et sømandshjerte slår

Tekst: Dan Christoffersen,
Musik: Rudi Stemmler.

Jeg har sejlet rundt i hele verden,
og allevegne hvor jeg kommer frem,
så ledes al min tanke, om min færden, .-
af længsel mod mit gamle barndomshjem.
Så banker hjertet' i en sømands brede bryst,
og så går tanken atter hjem til Danmarks kyst.

Rundt omkring i alle verdens havne,
der lander stolte skibe dag for dag,
men ser jeg blandt de mange fremmed' navne
et skib, der fører Danmarks gamle flag,
Så banker hjertet i en sømands brede bryst,
og så går tanken atter hjem til Danmarks kyst.

Stolte hav, vi mødes tit som fjender,
når storm og sø slår ind mod bådens stavn.
Vi skilles dog igen som gode venner,
og når mit skib det atter går i havn,
Så banker hjertet i en sømands brede bryst,
og så går tanken atter hjem til Danmarks kyst.

 

Frie hav, når du og jeg skal skilles,
så lad det ske til stormens friske sang,
og det er den musik, der helst skal spilles,
når jeg står sundet ind for sidste gang.
Så banker hjertet i en sømands brede bryst,
og så går tanken atter hjem til Danmarks kyst.

 

 

 

 

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>> 

Når bare man kender de rigtige steder

Tekst: Knud Pheiffer.
Musik: Kai Ewans.

Danmark er jo så yndigt, så yndigt, så yndigt,
så yndigt et land,
vi har våben med vildmænd og hjerter og lever,
der står i brand,
vi forstår vel at elske hinanden,
når bare vi bare er to,
kærlighed er en leg, vi har kær,
og den er slet ikke svær.
Når bare man kender de rigtige steder,
så er det så dejligt og nemt,
man har ingen sorger, men samler på glæder,
der aldrig i livet blir glemt -
Enhver lille pige
og dreng, der kan sige:
Jeg elsker dig, som det skal ais,
han bygger den eneste verden, vi vil,
den eneste, vi trænger til
Det er så ligegyldigt,
hvor pokker man fødtes på jord,
så længe man kan sige
de tre små banaleste ord,
så finder man altid de rigtige steder,
hvor dagen begynder med sang —!
Hvis natten en skønne dag synes for lang -
tjah — så ved vi det til en anden gang.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Når alle stjerner på himlen står tændt

Tekst: Sven Bueman.
Musik: Torsten Leiling.

Her under stjernernes hær
er jeg et minde så nær
Der var et kys og et blik
- en vej vi gik.
Der er en drøm i mit sind
her under stjernernes skin
Jeg har jo drømme endnu,
men hvor er du?
Refræn:. Når alle stjerner på himlen står tændt
som små lanterner, som smil jeg får sendt,
når alle stjerner på himlen står tændt,
så mind's jeg lykke, mit hjerte har kendt.
Hvad er et smil fra stjernevrimlen,
når jeg bestandig må tænke på,
at jeg engang har ejet himlen
dine øjnes dybe blå.

Alt får et eventyrskær,
det der var glemt kommer nær
Der var et kærtegn, jeg fik,
en vej vi gik.
Og når et stjerneskud faldt,
gik vi og ønsked' os alt.
Jeg har jo længsler endnu,
men hvor er du?
Refræn: Når alle stjerner på himlen står tændt
som små lanterner, som smil jeg får sendt,
når alle stjerner på himlen står tændt,
er al min længsel og ensomhed endt.
Der er en vej mod stjernevrimlen,
som mine drømme i nat skal gå...
Jeg fandt jo før en vej til himlen
i dine øjnes dybe blå.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Når de lune piger kommer listende
(Fra filmen »Lejlighed til leje«)

Tekst: Børge Müller.
Musik: Kai Normann Andersen.

Nietzsche har sagt, kundskab er magt, derfor blev jeg filosof.
Jorden såvel som menn'skene sel' rummer en mængde stof. -
Blomster går ud. Så bli'r det jul. Spidsmusen piber i løn.
Så bli'r det vår. Hjerterne slår. Verden bli'r dobbelt så skøn.
Når de lune piger kommer listende,
bli'r livet fristende i både syd og nord.
Så begynder kærlighedens højsæson,
så slås den gamle bon med de berømte ord:
Hallo hallo! Hører du mig? Hallo hallo! Ja eller nej?
Hallo hallo! Her kommer jeg! Om et kvarter kysser jeg dig!
Åh, hvor er det tit i høj grad hyggeligt,
når en, to, tre, fir', fem, seks, syv små lette lune piger kommer listende
og løfter vristene så højt til vejs, de kan.
Sån et syn kan gør' en tapetserer vild
og tænde åben ild i selv en lygtemand.

Ude i skoven oppe for oven der går små egern til dans.
Der ta'r vi ud, jeg og min brud, sådan omkring Sankt Hans.
Gertrud er tynd og efter mit skøn uegnet til poesi.
Men aft'nen er varm. Jeg løsner min arm og smutter præcis klokken ti,
- når de lune piger kommer listende
imellem kvistene fra både fjern og nær.
Herlig er den lange lyse sommernat,
og det er tilladt at benytte denne her:
Hallo tit-tit! Hører du mig? Hallo tit-tit! Ja eller nej?
Hallo kuk-kuk! Her kommer jeg! Om et kvarter kysser jeg dig!
Åh, hvor er det tit i høj grad hyggeligt,
når en, to, tre, fir', fem, seks, syv små lette lune piger kommer listende
i deres fristende og skønne dejlighed.
Jeg nyder synet af dem fra en bakketop,
så dukker Gertrud op, og så går solen ned.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Naar jeg fløjter min Fløjtesang
Tekst: Kartan Holm. Musik: Harry Parr-Davies.

(Interlude) Hvorfor gaa og tabe Modet?
Nej, bare op med Ho'det,
se paa mig!
gør lisom jeg!
Hvergang det gaar paa tværs,
fløjter jeg blot et Vers,
ta'r, hvad der kommer, med Blink i øjet.
Hvad der end sker, er jeg glad og fornøjet.
For jeg har en lille Fløjtesang
(fløjtes)
og jeg fløjter den Dagen lang,
(fløjtes)
den har saadan en dejlig Klang,
at de mørke Sky'er forsvinder
Solen skinner, (fløjtes)
Solen skinner, (fløjtes)
naar jeg fløjter min Fløjtesang.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Frit efter Jeppe Aakær…
Melodi.: Nu er det længe siden

Nu er det længe siden
men end det gemmes i mit sind,
hvordan i barndomstiden
vi da fik høsten ind.
Hvordan dens kærnetunge top,
fra vores mejetærsker
kom i vor silo op.

Det havde regnet længe,
men vinden drejed om til nord.
Nu får vi “Tversted tørring”
sae far så glad til mor.
Jeg tror, jeg telefonen ta’r
og ringer til stationen,
og siger, vi er klar.

Og det blev rigtig høstvejr,
som vi den næste morgen fik,
så tørt at strået knirked’,
når vi langs kornet gik.
Og lidt før middag til vor gård
der kom en mejetærsker,
en tolv fods Dronningborg.

Først bredte mor et klæde,
så yndigt om sit sorte hår.
Det var nys blevet farvet,
hos damfrisør i går.
Den gamle Ferguson var smurt,
og stod med kornvogn efter,
parat til moders spurt.

Og læs for læs forsvinder
i transportørens dybe “høl”
og far får røde kinder
og trænger til en øl.
Men mor er glad og veltilfreds,
i nye cowboybukser.
Hun henter alle læs.

Det går mod aftenstiden,
snart falder duggen stille blid,
men vi kan stadig slide,
for det er sommertid.
Og far han kommer glad i sind
med øl og vand fra Brugsen,
og klapper mor på kind.

Og barnet, der har fræset,
den hele dag på må og få,
det er nu stået af ræset,
og ta’r sin walkman på.
Derfra man hører ganske blidt,
en enkelt lille tone,
fra ungens sidste hit.

Da aften duggen falder,
og vandprocenten går i top,
min far på karlen kalder,
og siger, han skal stop.
Da ta’r han just det sidste skår,
og hjemmet går til hvile,
med høsten for i år.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Når der kommer en båd med bananer…

Vinteren har været lang. Kold og mørk endnu engang,
uden smil og uden sang, uden bægerklang.
Ingen sko og ingen hat, kort til dit og kort til dat,
ingen sol og kærlighed, og de ved besked.
Men når der kommer en båd med bananer,
så har vi glemt alle sorger og savn,
og den kan komme, langt før end vi aner
og lægge ind i en ventede havn.
Den vil vi hilse med flag og med faner,
vi går og længes hver dag i vor by.
For når der kommer en båd med bananer,
så får vi solskin og sommer på ny.

Vi har talt på knapperne, suger tæt på lapperne.
Vi har ventet i en kø for at få lidt “hø”
vi har røget dansk tobak, hørt så meget pølsesnak.
Og i ærbarhed og tugt har vi savnet frugt.
Men når der kommer en båd med bananer,
så har vi glemt alle sorger og savn,
og den kan komme, langt før end vi aner
og lægge ind i en ventede havn.
Den vil vi hilse med flag og med faner,
vi går og længes hver dag i vor by.
For når der kommer en båd med bananer,
så får vi solskin og sommer på ny.

Vi har ikke mer benzin, ingen øl og brændevin.
Ingen lys og ingen gas, vi har ingen plads.
Det har været småt med kød, der har været bolignød,
fanden og hans pumpestok, jo, vi har haft nok.
Men når der kommer en båd …

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>> 

Nu lokker atter de lange veje.

Nu lokker atter de lange veje,
og jeg har flikket de gamle sko.
Og jeg har skåret en grøn skalmeje
bag piledammen ved Holstebro.
Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse,
og glemt er vinterens sult og nød.
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.

Hvor er min ungdom? Jeg ved det næppe.
Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.
Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,
jeg sov hos landsbyens bedste tøs.
Med hende var det en fryd at bakse,
thi vårens duft var i hendes skød.
Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse,
men sleb dog solskin og dagligt brød.

Jeg var jo bare en skør skærslipper
foruden hjem og foruden ro.
Jeg var kun rakker og hundeklipper,
og bonden stænged for mig sin lo.
Han var så selvsikker, thi hans akse
var plantet støt i et stort fad grød.
Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse,
men sleb dog solskin og dagligt brød.

Dengang var brændevin hvermands eje,
thi den var bilig, og den var ram.
Men malurt dufted langs alle veje
og gav kulør til en fuseldram.
Å soldebrødre, å lurifakse,
I drak jer tumpet fra vid og sans,
men jeg sleb knive, og jeg sleb sakse,
og plukked malurt omkring sankthans.

den, der har pligter, kan sagtens dømme
en pjalt, som ikke betaler skat.
Men jeg er digter, og jeg må drømme,
thi jeg er et med den lyse nat.
De digtere er så mange slagse,
og selv blandt dem er jeg kun en fant,
der sliber knive og sliber sakse
og takker rørt for en kobberslant.

Hvor er I nu, alle I, jeg kendte,
hver buttet pige, hver kammesjuk?
Hver anden af jer på Sundholm endte.
Hver anden kvaltes i flaskens kluk.
Men jeg er stadig iblandt de vakse!
Mit hår er hvidt, men min tud er rød!
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.

Og endnu venter de lange veje
med morgenkulde, med middagsglød.
Min slibesten kan jeg forsat dreje
og holde næsen forsvarligt rød.
Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse
og glemt er vinterens sult og nød.
jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.

Sigfred Pedersen.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Nordsøbølger…

Der vor Nordsøbølger ruller ind mod land,
der hvor skummet hvirvler over revlens sand,
der hvor blæsten synger over strand og klit
stod engang min vugge, og det land er mit,
der hvor blæsten synger over strand og klit
stod engang min vugge og det land er mit.

Stormens vilde toner var min vuggesang,
Nordsøbølger brused’ hele natten lang.
Havet blev min skæbne. Livet er så kort.
Stormen sang til afsked, da jeg rejste bort.
Havet blev min skæbne. Livet er så kort.
Stormen sang til afsked, da jeg rejste bort.

I de fjerne lande så jeg skønne ting,
men en drøm har fulgt mig, hvor jeg for omkring.
Drømmen om den fjerne lille fiskeby
kaldte mig tilbage drog mig hjem på ny.
Drømmen om den fjerne lille fiskeby
kaldte mig tilbage drog mig hjem på ny.

Hør hvor Nordsøbølger ruller ind mod land,
hør hvor skummet hvirvler over revlens sand,
her hvor blæsten synger over strand og sø
vil jeg altid leve, og her vil jeg dø,
her hvor blæsten synger over strand og sø
vil jeg altid leve, og her vil jeg dø.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Når lygterne tændes…
(Red Sails in the Sunset)

Dansk tekst: Carl Viggo Meineke.
Engelsk tekst og musik:
J. Kennedy & H. Williams.


Du er kun een af de mange,
jeg traf i lygternes skær,
så jeg kan ikke forklare,
hvorfor jeg fik dig så kær.
Når lygterne tændes på gade og vej,
så går jeg alene og tænker på dig.
Vi mødtes tilfældigt i lygternes skin,
og du fulgte mig, jeg lukked’ dig ind.
Varmt lysene brændte, da du kom herhen,
de var ikke tændte, da du gik fra mig igen.
Når lygterne tændes på gade og vej,
så går jeg alene og tænker på dig.

Hvor jeg skal finde min lykke,
det er af skæbnen bestemt.
Jeg var kun én af de mange,
som du har kysset og glemt.
Når lygterne tændes på gade og vej,
så går jeg alene og tænker på dig.
Vi mødtes tilfældigt i lygternes skin,
og du fulgte mig, jeg lukked dig ind.
Varmt lysene brændte, da du kom herhen,
de var ikke tændte, da du gik fra mig igen.
Når lygterne tændes på gade og vej,
så går jeg alene og tænker på dig.

 >>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>