KNUD TOPHØJ

Fra Peder Rimmens Tid

 

Fiskeriet ved Hirtshals omkring 1900


 

Forord
»Ved Vendsyssels vestkyst boede fattige fiskere! Det er en stereotyp vending, som træffes både på skrift og i tale. Hvad var fiskerne fattige på? Var det på arbejde og initiativ? På dramatik, spæn¬ding og mening med tilværelsen? På penge og Økonomiske muligheder?
At sige om en, at han er fattig, er i vor tid næsten diskriminerende. Det er nogenlunde ensbetydende med, at han er initiativløs, doven og lidt dum: at han lader sig manipulere med.
På den baggrund er jeg blevet indigneret på fiskernes vegne. Denne indignation har været en væsentlig faktor i den mekanisme, som har fået mig til mere detaljeret at beskæftige mig med fiskerbefolkningen ved Hirtshals omkring år 1900.
Dertil kommer, at jeg selv stammer derfra.
Da Asdalgård var en egentlig herregård, bo¬ede der langs kysten fæstere. De skulle som ve-derlag for at låne hus og jord levere fisk til herre¬gården og føre tilsyn med stranden. Andre fæ-stere, hvis huse ikke lå i nærheden af stranden, arbejdede i stedet på Asdalsgårds marker.
På et senere tidspunkt, da landbrugerne langs
kysten var blevet deres egne herrer, supplerede de landbruget med fiskeri. Hvis man f.eks. ser på aftægtskontrakter fra disse husmandssteder, så har folkene forpligtet sig til at levere sul, kartof¬ler, tørv og lign, landbrugsprodukter til dem, som er på aftægt. Men desuden skal de levere nogle snese tørrede torsk og rødspætter, saltede sild og eventuelt en vis mængde fersk fisk.
Et egentligt heltidserhverv som fisker var af¬hængigt af en organisation, så fisken kunne tran-sporteres vidt omkring og sælges, mens den end¬nu var i spiselig tilstand. En sådan organisering skete ved Hirtshals gradvist i de sidste decennier før 1900.
Derudover var fiskerne afhængige af havet. Denne afhængighed betød, at der var mange dage, de ikke kunne fiske. Derfor har fiskerne altid søgt at komme ud af denne afhængighed. Det har været en lang proces, som foreløbig er endt med, at fiskerne næsten har gjort sig til herrer over havet. Det falder sammen med, at andre erhverv også »har fået magt over» de for-hold, de er afhængige af.
Omkring 1900 var fiskerne ikke nået så langt på denne vej. Bogen her er en beskrivelse af det stadium, som fiskerne ved Hirtshals befandt sig på.
Under arbejdet med bogen har jeg ikke kunnet undgå at få et vist personkendskab til stedets mennesker dengang. Jeg har medtaget personalhistorie i den udstrækning, jeg har skønnet, at personerne og deres egenskaber var en forudsætning for fiskeriforhold.
Når jeg har beskrevet noget, som er sket i en tid, der ligger forud for min egen, må jeg helt basere beskrivelsen på skriftlige kilder eller mundtlig overlevering. Efter min vurdering ligger bogens største værdi i det stof, der mundtligt er meddelt og nedskrevet.

Der lever endnu enkelte med en erindring, der rækker tilbage til omkring 1900. Det er fra dem, oplysningerne stammer. Det gælder først og fremmest min far, Martin Tophøj f. 1892, der bortset fra enkelte år har levet sit liv som fisker i Hirtshals. Fra ham stammer de fleste fiskeritekniske oplysninger, ligesom de fotograferede fiskeredskaber for en stor del er hans.
Andre, som også har ydet bidrag, takker jeg hermed, idet jeg lader dem forblive anonyme.
Jeg har eftersøgt billeder og gamle ting hos private og i offentlige samlinger. Jeg føler trang til at sige tak for den venlige og positive indstilling hos alle dem, jeg har lånt materiale fra. I adskillige tilfælde drejede det sig om familiens klenodier.
Nørresundby, september 1976. Knud Tophøj