Umba næsehorn

Tekst: Peter Hellinger.
Musik: C. C. Bøyesen.

Nu skal jeg fortælle jer et gammelt eventyr,
det er et, der handler om de musikalske dyr.
Tænk engang at dyrene sang og spilled' her på jord'n.
Bare een ku ingenting, det var et næsehorn.

Alt han sa'e var Umba Umba hele dagen lang,
for i skolen ha’d han sovet, når de havde sang.
Al de andre dyr var abekatten dygtigst vel,
den ku nemlig spille firehændigt med sig selv.

Så en dag beslutted de at lave en koncert.
Alle dyr'ne stemte i, så godt de havde lært.
Fire grise sang i kor, men ak det lød lidt tyndt,
selv om bassen det var grisefatters grisegrynt.

Alt han sae var øf øf øf øf hele dagen lang,
Stakkels Umba Næsehorn var ikke med engang.
Hanen spilled' hanekam, og hvem var trommesla'r
Jo, det var såmænd den kære gamle dromedar.

Stakkels Umba Næsehorn han sørged' dag og nat,
men så tog han timer hos den musikalske kat.
Det var bare ikke let at mjave lisom den,
hvergang han forsøgte, kom det om og om igen:

Umba Umba Umba Urnba hele dagen lang,
Stakkels Umba Næsehorn ku ikke lære sang,
men han umba'd med 'i takt, til katten råbte:
Nej, skal du lære sang, så bli'r det ikke her hos mig.

Stakkels Umba Næsehorn var ingen musikant,
derfor sae han til sin ven, den store elefant:
Kan du spille dur og moll og holde takt især,
kan vi spille skoma'rbas på Næsehornet her.

Og de spilled Umba Umba hele dagen lang,
alle dyr'ne syntes, det gik fremad for hver gang,
og orkestret blev det allerbedste her på jord'n,
takket være stakkels lille Umba Næsehorn.


 

Undrende øjne 

(Zwei blaue Au gen).

Tekst: Robert Arnold.
Musik: Michael Jary.

Gemt i ensomhedens fængsel
var min verden kold og tom
Du fik vækket al min længsel
- da du kom!
Alle triste ting blev søde -
der kom solskin på min vej!
Når jeg tænker på vort møde
- mindes jeg - -
Undrende øjne lyser I mit sind.
Et billede af dig fandt vej derind.
Undrende øjne - siger mer’ end ord,
at kærligheden i dit hjerte gror.
Læber, som smiler - stemmer som ler,
skjuler de tanker, folk aldrig ser . .I
Undrende øjne - siger mig så sandt,
at det må være kærlighed, vi fandt!


 

Under tusind stjerner
Tekst: Carl Viggo Meincke.
Musik: Heino Gaze.

Stjernerne myldrer på nathimlen frem,
lysene slukkes, og folk drager hjem,
månen har lukket sit øje på klem
og blinker så fortrolig.
Ungdommen vandrer så sødt to og to,

løfter bli'r givet med hjerte og tro,
og inden længe er alle til ro,
og byen hviler rolig.
Refrain: Under tusind stjerner
drømmer byen ind,
al naturen hviler
svøbt i stjerneskin.
Under tusind stjerner
drømmer jeg om dig,
hvis du holder af mig,
Ønsker du som jeg.
Alle sorger svinder,
hver en tanke finder hvil.
Når vi vågner, skinner
morgensolens smil.
Alle hjerter hviler -
alle trætte sind.
Under tusind stjerner
sover byen ind.

Snart hviler alle så lunt og så blødt,
tænker på det, de i dagen har mødt,
så bli'r der hvisket: Godnat og sov sødt —!
så slumrer hele staden.
Drømmene lister umærkeligt ind,
kommer som gæster i stjernernes skin,
rører dit hjerte og kysser din kind,
tyst hviler hele gaden.
Refrain: Under tusind stjerner o. s. v.

Syvstjernen stråler så prægtigt herned,
Mars er Øjensynlig betænkelig ved'd,
Jomfruen drømmer om elskov så hed,
men ak, så helt forgæves.
Tvill'ngernes glans synes temlig forlor'n,
de har besluttet at skilles i mor'n,
dækker sig sky bagved halvmånens horn,
for evig troskab kræves.
Refrain: Under de tusind stjerner o. s. v.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Underlige Aftenlufte!
GL. Vise

Tekst: A. Oehlexischltger.

Underlige Aftenlufte!
Hvorhen vinke I min Ru?
Svale, milde Blomsterdufte,
sig, hvorhen I bølge nu?
Gaa I over hviden Strand
til mit elskte Fødeland?
Vil I der med Eders Bølger
tolke, hvad mit Hjerte dølger?

Matte Sol! Bag Bjergets Stene
luerød du synker ned,
og nu sidder jeg alene
i en dunkel Ensomhed;
hjemme var der intet Fjæld,
ak, saa er jeg ude vel?
Skal i Nat ej barnlig blunde
bag min Herthas grønne Lunde.

Norges Søn, jeg vel kan mindes,
du har sagt med smeltet Røst,
at i Hjemmet ene findes.
Rolighedens stille Lyst;
Schweitzer, som paa Klippen bor,
du har talt de samme Ord,
hellig Længsel drev med Vælde
Eder til de vante Fjælde.

Tror I da, at Klippen ene
Præger sig i Hjertet ind?
Ak, fra disse nøgne Stene
Vender sig mit bange Sind.
Synger Granens, Fyrrens Lov!
Hvor er Danmarks Bøgeskov?
Gustne Flod, som her sig krummer
Dysser ej min Sjæl i Slummer.

Hjemme rinder ingen Floder
i en sid og leret Grav;
Livets Kilde, Glædens Moder,
breder sig, det sølvblaa Hav,
slynger sig med venlig Arm
om sin Datters fulde Barm,
og ved Blomsten sig forlyster
paa Sjølundas unge Bryster.

Stille! Stille! Baader! gynger
hisset mellem Siv og Krat;
sødt en Mø ved Cithren synger
i den lune Sommernat.
Rene Toner! Milde Lyst!
Hvor du strømmer i mit Bryst;
men hvad savner jeg og græder,
mens hun dog saa venlig kvæder?

Det er ej den danske Tunge,
Det er ej de vante Ord!
Ikke dem, jeg hørte sjunge,
hvor ved Hytten Træet gror;
bedre, skønnere maaske,
ak, men det er ikke de;
bedre, tror jeg vist, hun kvæder!
Men tilgiver, at jeg græder.

Tager ej min Sang for andet
end et ufrivilligt Suk,
længselsfuld heniler Vandet,
Aftnen er saa blid og smuk;
mangen saadan Aftenstund
sad jeg i min kære Lund,
Minder vender nu tilbage,
det var Aarsag i min Klage.

Tidlig misted jeg min Moder,
ak, det gjorde mig saa ve?
Danmark er min anden Moder.
Skal jeg mer min Moder se?
Livet er saa svagt og kort,
Skæbnen vinker længer bort;
skal jeg med den sidste Varme
trykke mig i hendes Arme?

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Ud på flisen Karoline….

Her er alt, hvad der skal være, her er alt hvad der skal til,
her er små kulørte lamper, her er sang og her er spil,
her er søde servitricer, her er roser i et bed,
her er små intime borde, her er kys og kærlighed.
Hør nu går harmonikassen, hvem kan sidde stille nu?
og hvad enten du nu hedder Josefine, lille du,
eller Putte eller Lise, eller frøken Elinor
ja, så kommer jeg og snupper dig med disse hersens ord:
Ud på flisen Karoline,
hvem kan side stille til en tosset melodi.
Ud på flisen Karoline,
det er et refræn med både pep og peber i.
Her er krudt i pusselanken, her er fut og fart og jet,
så lad andre bare sjæle på et egetræsparket.
Ud på flisen Karoline,
ud på flisen Karoline ud og spjæt.

Ih du glade, ih du milde sikke dejlig melodi,
sikke rytme, sikke takt og sikke sjæl du lægger i,
sikke sjove skælmske blikke, du er sød som marcipan,
ja, jeg tror, du er en rigtig lille hjertepyroman.
Jeg skal plukke dig en rose, vi skal sidde ved et bord,
vi skal nippe til likøren, jeg skal hviske ømme ord,
ømme ord om kærlighed, men du må vente lidt, min ven
for nu kommer den, nu kommer den, nu kommer den igen.
Ud på flisen Karoline,
hvem kan side stille til en tosset melodi.
Ud på flisen Karoline,
det er et refræn med både pep og peber i.
Her er krudt i pusselanken, her er fut og fart og jet,
så lad andre bare sjæle på et egetræsparket.
Ud på flisen Karoline,
ud på flisen Karoline ud og spjæt.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

UD PÅ LIVETS VEJ...

Den ring, som du gav mig, den passer mig så godt,
den kan du få tilbage, så har jeg ingen få’t.
: Ud på livets vej - vil du narre mig,
Men jeg vil aldrig gifte mig!:

Det kys, som du gav mig, det smagte mig så godt,
det kan du få tilbage, så har jeg ingen få’t.
: Ud på livets vej - vil du narre mig,
Men jeg vil aldrig gifte mig!:

De klø, som du gav mig, de ærgred’ mig så småt,
for næsen den blev rød, ja og øjet himmelblåt.
: Ud på livets vej - vil du narre mig,
Men jeg vil aldrig gifte mig!:

Og drengen, som du gav mig, han ligner dig så godt,
ham kan du få tilbage, så har jeg ingen få’t.
: Ud på livets vej - vil du narre mig,
Men jeg vil aldrig gifte mig!:

Og hvorfor løb du fra mig, du skændige barbar?
Har du da ganske glemt, du er Petermandens far?
: Ud på livets vej - fik du narret mig,
hvad ville jeg på den galej?:

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>