Kort over Skagerak

Topografi
Betegnelsen Lilleheden og Hirtshals vil det føl¬gende blive brugt i flæng. Den jord, som byen Hirtshals er bygget på, tilhørte for en stor del gården »Lilleheden« - den nuværende Hirtshals kro. Hvorfra gården havde sit navn, kan man kun gætte på.
Hirtshals, eller gamle former af dette ord, var betegnelsen for selve forbjerget, hvor Hirtshals fyr nu ligger. Betegnelsen har været brugt af sømænd siden 14.-15. århundrede og må opfat-tes som betegnelse for stedet, specielt når det blev set fra havet.
Omkring år 1900 konkurrerede de nævnte to navne om at blive betegnelsen for byen. Siden har »Hirtshals« sejret definitivt.
Forbjerget Hirtshals ligger som et afrundet hjørne nogenlunde midt på Vendsyssels vestkyst. I 1879 begyndte den danske stat at bygge en mole lidt øst for dette forbjerg, hvor kysten går nogenlunde øst-vest. De overvejelser og diskussioner, som var gået forud, vil jeg forbigå og nøjes med at konstatere, at med denne mole påbegyndtes det værk, som blev til Hirtshals havn, selv om der ikke dengang var planer herom. I 1879-80 byggedes det første stykke mole på 120 meter for en udgift på 33.000 kroner. 1892-94 blev molen forlænget med 62 meter, hvilket kostede 120.000 kroner, og i 1896-1900 yderligere 94 meter for 230.000 kroner. Molen havde således ved århundredskiftet en længde af 276 meter, deraf lå den største del i havet. Senere blev denne mole det inderste af Hirtshals havns vestmole.
Ved et af naturens luner havde isen i istiden drysset store sten som en stenrevle, der fra stran-den ved Hirtshals fyr strakte sig mod øst næsten parallelt med kysten 150-200 meter ude i havet. Stenrevet nåede til Ca. 30 meter vest for molen. Herved var der dannet en slags havn.
Stenene, som dannede stenrevet, var størst mod vest, og revet ragede her op over vandet. Mod øst var de mindre og under vandet ved almindelig vandstand. Gennem tiderne var ste-nene blevet noget spredt, specielt lå der sten i vandet indenfor revet. Disse blev i 1872 ved kap¬tajn S. W. Rasmussens initiativ igen flyttet tilbage til selve revet. Der var således et bassin indenfor stenrevet, 150-200 meter bredt og uden sten. Når bådene var kommet herind, var de i sikker¬hed.
Øst for molen lå enkelte spredte sten, den største hed »Emmersten« og lå ud for udløbet af Emmersbæk. Omkring 1900 brugtes betegnelsen »kåsen« (koo'si) for selve landingspladsen, d.v.s. 2-300 meter strand vest for molen 

Imidlertid peger brugen af denne betegnelse længere tilbage i tiden. Der, hvor molen blev bygget, har der formentlig været en egentlig kås, d.v.s, et par rækker store sten, der går nogle få favne vinkelret ud fra stranden. Dette arrangement stammer vistnok fra krigen med England 1807-14, da der lå et kaperskib ved Lilleheden. Det beskærmede vandareal indenfor revet kaldtes »kilen« (tji'l). Dette er almindeligvis betegnelsen for fordybningen mellem to revler, eller den inderste og stranden.
Den egentlige indsejling er på omstående skitse markeret med I. Den fandtes imellem molen og stenrevets Østre ende og var Ca. 30 meter bred. Ved 2 gik »det smalle lb«, hvor der ingen sten var, men mellemrummet var smalt. 3 og 4, udfor henholdsvis Vilhelm Jensens hus og teglværket, var også åbninger i stenrevet med så stor vanddybde, at prammene kunne sejle over ved højvande.
Stenene i stenrevet blev fjernet, da havnen byggedes. De blev for størstedelen lagt på yder-siden af vestmolen.

 


 

Kort over fisker pladser

Stengrunde

I havet udfor Hirtshals er der mange og store stenbanker eller -grunde. De er også læsset af fra istidens gletschere. Stengrundene er kortlagt. Kortet er tegnet af ingeniør Borner, der arbejdede ved bygningen af Hirtshals havn omkring 1920. Angivelserne af »med« er de lokale fiskeres.
Når fiskerne skal orientere sig på havet, bruger de punkter på landet som pejlemærker, og disse pejlemærker kaldes »med<. Igennem to sådanne punkter på land, der kan ses fra havet, kan der trækkes en sigtelinje. Når man fra båden ser de to punkter dækkende hinanden, befinder båden sig i sigtelinien. Når man i båden skal finde et punkt i havet, f.eks. en stengrund med hummere, skal der bruges to sigtelinier, der skærer hinanden og angiver den nøjagtige position.
Fiskeriet, i den periode bogen omhandler, var næsten udelukkende kystfiskeri. Der blev kun drevet meget lidt fiskeri længere ude i havet end en halv snes kilometer. Forudsætningen, for at fiskerne kunne fiske, var, at de kendte bundforholdene. Dels søgtes bestemte fiskearter på bestemt bund, f.eks. kan man kun tage hummere på stenbund, dels kan fiskeredskaberne sætte sig fast og ødelægges i stenbund.

 


 

 

 

 

Vind og vejr
I overvejelserne over, hvor fiskeriet skulle foregå, indgik også vind og vejr. Det var af betydning at kunne komme til og fra fiskepladsen ved hjælp af sejlene. Hvis man kunne disponere således, at det ikke blev nødvendigt at ro, gjorde man det. Ændringer i vind og vejr, mens man var på havet, kunne ofte nok gøre hjemturen vanskelig. For at have så vidt spillerum for hjemturen som mulig valgtes en kurs tæt mod vinden, og så var det om at gøre at finde en fiskeplads i den retning. Fiskepladsen var dog i forvejen bestemt i de tilfælde, fiskeredskaberne var sat i havet den foregående dag.
Når fiskeriet var slut, gjaldt det om at komme i land, men stedet var dog ikke helt underordnet. Der var mindst besvær, hvis det blev i nærheden af fiskehuset, hvor fisken skulle sælges, d.v.s. enten lige vesten eller østen for molen. Fisken skulle i alle tilfælde transporteres fra landingsstedet til fiskehuset, enten bæres eller køres på trillebør. Begge dele var slidsomt. Det var først med motorjollerne, at man blev så uafhængig af vindretningen, at man kunne lade være med at tage hensyn til den.
Afhængig af vindretningen landede bådene på vest- eller østsiden af molen på den side, hvor der var læ. Det var risikabelt såvel at gå ud som at lande, når havet var i oprør. Konsekvensen var, at der kun kunne fiskes i ret godt vejr. I fiskeriberetningerne anføres for en årrække antallet af fiskedage. I 1897 var der 213, i 1898 192, i 1899 207, i 1900 204,i 1901 253,i 1902 254 og i 1903 256. Man kan studse over det spring, der sker fra 1900 til 1901. Det kan vel være betinget af tilfældige variationer i årets vejr, men det er nok mere sandsynligt, at årsagen var motorjollerne, som var knap så afhængige af vejret.