Blomstre som en rosengård...


Blomstre som en rosengård
skal de øde vange,
blomstre i et gyldenår
under fuglesange,
mødes skal i stråleglans
Libanons og Karmels glans,
Sarons yndigheder.

Herren kommer, Gud med os,
troen på ham bier,
byder skal han fjenden trods
som sit folks befrier;
alt betales på et bræt:
fjenden sker sin fulde ret,
folket dobbelt nåde.

Skæres for den sorte stær
skal da øjne mange,
døve øren, fjern og nær,
hører frydesange,
som en hind da springer halt,
stammer, som for målløs gjaldt,
løfter klart sin stemme.<<

Så i Herrens helligdom
grant Esajas spå’de;
tiden randt, og dagen kom
med Guds lys og nåde,
med den Guds og Davids søn,
som gør end, i lys og løn,
paradis af ørke.

Æra med vor høje drot,
med hans Ånd tillige!
Sammen de gør alting godt
i vort Himmerige;
døve, selv på gravsens bred,
øren får at høre med,
stummes læber sjunge.

Højt bebuder gyldenår
glade nytårssange:
Blomstre som en rosengård
skal de øde vange,
mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans,
Sarons yndigheder!

 


Barn Jesus i en krybe lå...


Barn Jesus i en krybe lå,
skønt himlen var hans eje;
hans pude her blev hø og strå,
mørkt var det om hans leje!
Men stjernen over huset stod,
og oksen kyssed barnets fod.
Halleluja! Halleluja! Barn Jesus!

Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad,
ryst af din tunge smerte,
et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte;
til barnet vil vi stige ind
og blive børn i sjæl og sind.
Halleluja! Halleluja! Barn Jesus!

                                         Tekst: H.C. Andersen.
                                         Melodi: Niels W. Gade.