Har vi det ikke dejligt?

Tekst og musik: B. Bøhling-Petersen.

Hele livet flyver så hastigt afsted
derfor stands I jaget,
glem det kom her og syng med.
Refrain: Har vi det ikke dejligt,
vi der er samlet her,
lad os nu feste sammen,
glæde os hver især.
Alt her er fryd og gammen,
sorgerne har vi glemt,
smil derfor til hinanden
hverdagens grå er gemt.
Så læg din arm om pigen,
sving hende rundt I en vals,
et lille kys på kinden
til gengæld hun lægger sin arm om din hals,
Ja - har vi det ikke dejligt,
vi der er samlet her,
skønhed, humør og stemning
kan der forlanges mer.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>> 

Huset i Canada
(Caseita in Canada).

Tekst; Robert Arnold.
Musik: Panzeri-Mascheroni

Olsen var træt af Danmark,
og så en skønne de
sa'e han farvel til Danmark
- og rejste hjemmefra.
Olsen han emigrered'
over til Canada.
Refræn: Han bygged sig et lille-bitte hus i Canada,
for han sku rigtig vise hvad den danske mand han ka.
Der stod det stolt og knejste, lige til en dag der kom
en storm som »1-2-vuptie blæste hele hytten om.
Og Olsen, stakkels Olsen,
han blev ved, og han blev ved.
- Han byggede og byggede
i en uendlighed.
Men hver gang så blev huset
blæst helt omkuld af suset,
men Olsen sagde bare: »Pyt,
jeg bygger mig et nyt.«
Så bygged han et andet lille hus i Canada,
for han sku rigtig vise, hvad den danske mand han ka.
Der stod det stolt og knejste, lige til en dag der kom
en storm som »1-2-vupti» blæste hele hytten om.

Olsen blev ved at bygge
og tænkte ved sig »sel’!
Alt vender sig til lykke,
alt ender nok med held.
Med et canadisk statslån
tror jeg, at alt går vel.
Refræn: Han bygged sig et tredie lille hus i Canada,
for han »ku rigtig vise, hvad den danske mand han ka.-
Der stod det stolt og knejste, lige til en dag der kom
en storm som »1-2-vupti» blæste hele hytten om.


Til slut blev Olsen træt og
rejste hjem til Holstebro,
og tænkte: »Ja, der finder Jeg nu
nok et sted at bo.«
- Han lærte noget andet,
for over hele landet
var bolignød. Så han blev sur
og rejste straks retur
og bygged' sig et fjerde lille hus I Canada,
for han sku rigtig vise hvad den danske mand han ka’!.
Der stod det stolt og knejste, lige til en dag der kom
en storm som »1-2-vupti» blæste hele hytten om.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Hongkong

Tekst: Robert Arnold,
Musik: Morten Reesen,


Hele mit unge bryst dirrer af rejselyst,
- det er det rene kaos.
Jamen, jeg må altså bare la udlængslen fare
- og gi den som bolværksmatros.
Jeg har stået i stavnen på rundfart i havnen,
og drømt at jeg
var på langfart til Kina - er der noget at grin af?
Nixen-bixen - vel er der ej.
På en tur til Hongkong der går min fantasi på flugt.
I en by som Hongkong bli'r livet atter smukt.
Bort fra den hjemlige fåreflok, ned hvor der er piger nok. –
Og når jeg viser mig, råber de:« Der er Kaj:
Jeg bli'r kendt I Hongkong langt bedre end på Toldbodvej.
Alle folk i Hongkong vil få respekt for mig.

Dagens grålige, triste og smålige
scener med kone og børn,
de gi'r mig morderlig lyst til selv at lægge bryst til,
og hæve mig lisom en ørn
og så flyve derned a', hvor ingen er ked' a',
jeg kun er mig.
Det gør ikke en smule, at folk så er gule.
Nixen-bixen - vel gør det ej.
Men en tur til Hongkong, det er den drøm, jeg lever på.
I en by som Hongkong er himlen altid blå.
Ta'r jeg en rotur ved Gammelstrand i kanalens plumre vand,
ja tænk - så drømmer jeg, at jeg nu er på vej
og skal ned til Hongkong med gule pi'r på kaj 'n - imens
båden runder lånekontoret på Assistens

Det er som'n ikke, fordi man skal tigge de piger herhjemme, ork nej,
de li'frem falder i skarer, så snart at de bare har kigget på mit kontrafej.
De kan se, jeg er sømand og lugter af søvand
– endskønt at jeg
aldrig har vært så meget som i Gilleleje.
Nixen-bixen - vel har jeg ej.
Jeg må ned til Hongkong med Sjing-Sjang-Fu og Ting-Ling-Lej,
Jo - en by som Hongkong, er li' et sted for mig.
Men hvergang jeg har det allerbedst til en sjov kineserfest, -
oplagt og dejlig mæt, vågner jeg med et sæt..
Så farvel til Hongkong - for så er jeg på Toldbodvej.
Så det glade Hongkonk bli'r kun en drøm for mig,

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Hvem ringer Klokkerne for?

Tekst: Mogens Dam.
Musik: Amdi Riis.

Nu bliver Børn i Skolen
delt efter Art; dum eller smart,
no'en ska ha' Plads i Solen,
andre skal tæves, de' klart.
Der er almindelig Tvivl hver Mor'n,
naar de forsamles i Skolegaard'n,
spør de: Hvem ringer Klokkerne for?
Lær'ne I Nakken sig flaar,
er det nu Idlaaterne eller de faa,
der har Pæren I Orden,
der skal blive I Gaarden?
Og hvem skal ha' Lektierne for?
De ubegavede gaar
lige hjem og fortæller
til deres Forælder,
at Forstanden er tarv'lig,
men de sl'er, det er arvelig,
saa dem ringer Klokkerne for.

Naar vores Mælkevogne
rasler omkring og gi'r et Ring,
staar selv de aller dovneste
Koner i Køkk'net paa Spring.
Før naar om Morgenen Klokken lød,
saa fo'r jeg ud for at faa'en Pot Sød,
men hval Fa'en ringer Klokkerne for?
Nu faar man ikke en Taar,
jeg ved ikke, hvor danne't er ude paa Landet,
men hvad har de Stald for,
hvis ikke de malker
og hvad brøler Køerne for?
Er det fordi Mælken ikke forslaar?
Julius Hansen er Manden,
der fik os paa Spanden,
han ordnede Mælken,
saa ingen vil sælg' en,
saa ham ringer Klokkerne for.

Levende Interesse
altid vi har for en Bazar,
navnlig, naar en Prinsesse
stillet i Spidsen sig har.
Saa er der Trængsel ved Dørene.
Formaalet er saa velgørende,
jamen hvem springer Propperne for?
Mon de'er de Fattiges Kaar,
der gør Hjerterne milde? Folk maser som Vilde
og trænges ved Boderne,
kornblaa i Hoderne -
blaat Blod i Boderne staar,
hvem skal man ofre sig for?
Selve Greven af Rosenborg
dykker i Posen
og trækk'r Lotteriet,
Sukcessen er gi'et,
for det springer Snobberne for.

Krisesituationen
rammer enhver med sit Besvær.
Nu er det Telefonen,
som de vil til at beskær'.
Samtalespild er nu strengt forbudt,
højst mas, man tale i tre Minutter,
og hvem ringer Klokkerne for?
Kender De Kællingen, der staar
og bli'r ved med at kime og pladre i Time-
vis i Automaten,
til man sl'r for Satan
da, hvad ringer Mokkerne for?
Bar Pjat om Hatte og Haar.
de kan godt staa og hænge
i Røret saa længe
og aftale Møder,
saa Traadene gløder,
og dem ringer Klokkerne for.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Hun er dit Livs Kendings melodi

Tekst: Sven Buemann.
Musik: Victor Cornelius.

Du har en Pige, der smykker dit Liv,
en sød Forloved - en Girlfriend en Viv.
Hun har to øjne, der ler, naar du si'er:
Du er den yndigste Pige blandt Pi'er.
Hun er dit Livs Kendingsmelodi,
hun har de Toner, dit Hjerte kan li'.
Hendes Gang, hendes Haar, hendes Blik,
det er altsammen dejlig Musik.
Hun er dit Livs Kendingsmelodi,
som du aldrig vil ønske forbi,
og alle de Steder, hun vandrer omkring,
er der Schubert og Weyse og Swing.

Du har en Kone, der »ordner« dit Liv,
en Gouvernante og ikke en Viv.
Hun har to øjne, der hadefuldt ler,
naar du har pyntet din Sorg med en Fjer..
Hun er dit Livs Kendingsmelodi,
hun har de Toner, der naar dig som • Skri',
hendes Gang, hendes Haar, hendes Blik,
det er altsammen langt fra Musik.
Hun er dit Livs Kendingsmelodi,
som du altid har ønsket forbi,
paa alle de Veje, hvor hun vandrer rundt,
lyder Toner, der altid gør ondt.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Hvad er jeg uden dig

Tekst: Mogens Dam.
Musik: Sven Gyldmark.

Den, som jeg gaar og drømmer
om, han er god og om og
gjort af det rette Tømmer:
Karakter og Mod og Kløgt!
Haanden har Kraft og Snille,
Øjnene er saa milde,
hver, Gang jeg stakkels lille
hvisker, fuld af Ærefrygt:
Hvad er jeg uden dig?
Som den ensomme Svale i Maj,
som et Skib uden Ror,
en banal Melodi uden Ord.
Uden dig gaar jeg om
og er tavs og bedrøvet og tom.
Med dit Smil og din Opmuntring
fjerner du Stenene paa min Vej,
jeg er angst og bekymret
og kejtet paa Benene uden dig.

Den Mand, som Kvinden kender,
Tanken og Musklen spænder,
for hun vil bær's paa Hænder
gennem Livets Storm og Sus.
Han er som Træet det ranke,
nej, som en Redningsplanke,
al hendes Tankes Tanke.
Hun er kun hans lille Mus!
Hvad er jeg uden dig?
Som den ensomme Svale i Maj,
som et Skib uden Ror,
en banal Melodi uden Ord.
Uden dig gaar jeg om
og er tavs og bedrøvet og tom.
Med dit Smil og din Opmuntring
fjerner du Stenene paa min Vej,
jeg er angst og bekymret
og kejtet paa Benene uden dig.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>> 

Hvis du var min

Dansk tekst: Georg Otto
Musik: Francis Lopez.

En nat med måneskin og stjerner
der mødtes vi to første gang,
og under himlens små lanterner
blev vore længsler til en sang.
Refræn: Hvis du var min,
så var livet en leg,
jeg sku' danse med dig
ad lykkens vej.
Hvis du var min,
blev det håb, du har vakt,
og de ord, du har sagt
en venskabspagt.
Kun i en drøm
vore hjerter skal mødes,.
kun i en drøm
er der kærlighedsfred for mig.
Hvis du var min,
sku' jeg lukke dig ind,
med et kys på din kind,
i sjæl og sind!

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>


Hvide løgne

Tekst: Aase Gjødsbøl Krogh.
Musik: Bjarne Hoyer.

Sandhed er i sandhed et besynderligt produkt,
det er ikke altid, sandhed er noget smukt.
Du er den, jeg elsker hvert eneste sekund,
jeg må passe på, hvis en sandhed gør ondt!
Hvide løgne løber let,
de har næsten altid ret.
Alle de små, hvide løgne er jo med i kærlighed,
så man kan sagtens til gi'
hvide løgne, søde ord,
de vil aldrig såre spor,
men det er vanskeligt nok at se til hver en tid,
om løgnen også virk'lig er hvid.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Haw - Haw! Old Boy -

Tekst: Epe.
Musik: Carl Hersted.

Jeg er Styrmand Jensen, som
farter hele Verden om.
Pigerne i hver en Havn
kender Jensens Navn.
Gule, sorte, hvide Pi'r,
kærlige og blide Pi'r,
alle synger de saadan,
naar jeg gaar i Land:
Haw, Haw, old boy, velkommen til,
nu bli'r der Sang og Klang og Spil.
My darling, come and give a kiss,
og Jensen er der som en Mis.
Naar jeg ta'r Plads ved Havneknejpens Bord,
saa synger alle Pigerne i Kor:
»Haw Haw, old boy, vel mødt i Land,«
og saa er Jensen Dagens Mand.

Oppe i det høje Nord,
der. hvor der er Eskimor,
der har Styrmand Jensen tit
været pas, Visit.
Jeg blev mødt med fuld Musik
oppe i Upernevik.
Tænk Dem hele Koloni'n
sang paa Melodien:
Haw Haw, old boy, haludlilak,
vi vented' dig og din Kajak.
Jeg fik tre lange Hip Hurra'r
at Eskimor og Eskifar.
Saa gned vi- Næser på den kolde Strand,
og derpaa sa' hver enkelt Ægtemand:
»Haw Haw, old boy, velkommen til,
ta' blot min Kone, hvis du vil.«

Paa en Søndag Formiddag
sejled' jeg til Afrika,
hvor vi kasted' Anker ved
Kongoflodens Bred.
Og paa Bredden stod Kong Mam,
jeg er en Bekendt af ham.
Dengang han fik Kig paa mig,
sa' han: Hej paa dig:
Haw Haw, old boy, jeg er saa glad,
nu ska' vi ha' lidt morsom Mad.
Vi ta'r. lidt Junglekrat-Salat
og en Gang Svi'rmor i Spinat.
Jeg gi'r en lille Solo paa Tam-Tamm'n
som Ekstranummer tæver jeg Madamm'n.
Haw Haw, old boy, kom i min Kraal
og Kalabasse umba Skaal.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Hvor her er smukt ved Sjællands Kyst
Tekst og Melodi:
Wilhelm Hansen. Helsingør.

Hvor her her er smukt ved Sjællands Kyst,
især naar Sol staar op i øst
og spreder Guld paa Mark og Skov og Strand
og det sølvklare, spejlblanke Vand.
Den lille Lærke svinger sig mod Sky
og hilser Solens Straaleglans paa fly.
den jubler frejdigt frem af fulde Bryst,
her er dejligt ved Øresunds Kyst.

Naar Sjællands Kyst sin hvide Barm
har lagt til Ro i Havets Arm,
og tusind Stjerner og Lanterners Glans
kysser Havet i legende Dans.
Naar al Naturen er til Hvile lagt,
kun Kronborg med sit Fyr staar tro paa Vagt;
da toner ud fra Havets Søn med Lyst:
her er dejligt ved Øresunds Kyst!

Jeg drog langt bort fra Danmarks Strand,
jeg fo'r saa vide over Land,
men aldrig fandt jeg dog saa skønt et Sted,
som herhjemme ved Øresunds Bred.
Jeg fandt ej Ro, hvor end jeg saa kom frem,
en mægtig Længsel drog mig mod mit Hjem.
Her fandt jeg Fred, og naar engang jeg døer,
vil jeg hvile nær dig, Helsingør.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Haand i Haand
Tekst: Pamela Joyce. Musik: Walter Bødker.

Haand i Haand med dig,
mærke du er ung og nær,
det' en yndig Leg,
der er Livet værd.
Gaa paa maa og faa,
bare gaa og gaa
rundt og tænke paa:
det er godt at leve!
Standse lidt og le
under Æbleblomsters Drys,
staa genert og be'
om et lille Kys.
Og saa faa det og le
og gaa vid're henover Mark og Vej,
Haand i Haand med dig,
det' en yndig Leg.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

(Hjemme om Vendsyssel).

Hvor mågerne skriger mod skumhvide bølger,
hvor markerne mødes med himmel og hav,
hvor fyrbakken skråner mod lerede skrænter,
og strandbredden lokker med sten og med rav.

Hvor klitten bli’r gul af den blomstrende snerre,
hvor tårnfalken står i den lysende luft,
hvor brombær får farve i solvarme kløfter,
og havbrisen blandes med hyldenes duft.

Hvor fiskernes jolle i færgernes følge,
fra daggry kan skimtes på Skagerraks vand,
hvor kirker og gårde med kalkede længer,
står hvide i sollyset ind over land.

Hvor sproget får liv af det lavmælte lune,
når sindet er sorgløst, og tanken bli’r kåd,
hvor styrke og mandsmod forties i tale,
men stundom blev røbet ved djærveste dåd.

Kun der vil jeg være, når foråret kommer,
når trækfuglen flyver med kursen mod nord.
Kun der kan jeg finde den fuldendte tværing,
(: med guld i sit hjerte og bjesk på sit bord!: )

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Højt på en gren en krage…

Højt på en gren en krage.

Sim sala bim bam ba sala du sala dig,

højt på en gren en krage sad.


Så kom en hæslig jæger.

Sim sala bim bam ba sala du sala dig,

så kom en hæslig jæger hen.


Han skød den stakkels krage.

Sim sala bim bam ba sala du sala dig,

han skød den stakkels krage ned.


Nu er den stakkels krage.

Sim sala bim bam ba sala du sala dig,

nu er den stakkels krage død.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Hirtshalsvalsen.

Imellem lyng og skov, ved Jyllands barske kyst,
der ligger der en skøn og driftig fiskerby.
Ved solopgang i øst du vågner op til dyst,
din fisker synger kry: Vi står til havs på ny!
Havets salte bølger mod os bruser,
sangen, som vi bedst kan li’,
vinden gennem granens toppe suser
sin - stormsymfoni.
Havets salte bølger gav dig livet,
fiskerlejet, som fik verdensry,
alt har du os givet,
HIRTSHALS - vor skønne by.

Når skuden vender hjem med lasten fuld af fisk,
så kommer smilet frem og mad på bord og disk.
Din fisker danser vals med pigen i sin favn,
mens månen strækker hals og lyser over havn.
Havets salte bølger mod os bruser,
sangen, som vi bedst kan li’,
vinden gennem granens toppe suser
sin - stormsymforni.
Havets salte bølger gav dig livet,
fiskerlejet, som fik verdensry,
alt har du os givet,
HIRTSHALS - vor skønne by.

Melodi: P.O. Kiel. Tekst: Knud Aage Hansen

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Hybenrosen…

Der vokser blomster af dristig art,
den vilde rose er blid og sart,
men noget gør, at den breder sig,
de stærke rødder har altid vej.
Den står i blomst ved forårstid,
når solen atter har gavnet,
vi kalder den - Elisabeth,
for rosen passer til navnet.

Den findes gerne et udsat sted,
hvor vejrets luner må tages med,
men det at leve foruden læ
har gjort, den aldrig går helt i knæ.
Den er så smuk ved Sankte Hans,
og duften bølger af sommer,
du kære blomst - Elisabeth,
hvor er det dejligt, du kommer.

En sommer danner sit eget skel,
når lyse nætter har sagt farvel,
men Hybenrosen har mere tid,
den sætter knopper og skud med flid.
Den trives godt hen under høst,
og duften bølger af sødme,
du kønne blomst - Elisabeth,
du har en pigelig rødme.

Selv i oktober den holder stand,
og blomstrer både på jord og sand,
en hybenrose af dristig art,
trods sine torne - så blid og sart.
Vi ser den an - den sidste blomst,
hvor længe kan den mon holde?
Det blege lys og efterår,
nu bliver nætterne kolde.

Når Hybenrosen er mæt og brugt,
så vokser den til en dejligt frugt,
en lille skabning, der trofast vil
bevise livet, den skabtes til.
Så tænker vi - er det mon sandt?
Har den sin urkraft bevaret.
Du kønne blomst - Elisabeth,
du bliver ene om svaret.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Hvis tårer var guld.

Fuglene synger, blomster springer ud,
alt er som før, som da jeg var din brud,
du er ej her, men jeg min’s dig endnu,
jeg går og tænker: “Hvor er du mon nu?”
Hvor kan man savne nogen endda,
timer af lykke tænker jeg på.
Hvor kan en saga så dejlig som vor,
pluds’lig bli’ slut efter så mange år.

Jeg skulle eje millioner, hvis tårer var guld,
jeg kan aldrig glemme dig,
et skænderi blev vor afsked, det var vist min skyld,
forelsket bli’r jeg aldrig mer.
Jeg skulle eje millioner, hvis tårer var guld,
nu er jeg bare din ven!

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Hænderne...

Der er hænder som hvide liljer,
og hænder som roser i knop,
der er hænder med stærke viljer
- en hånd kan være så smuk.

Der er hænder, som altid kræver
og hænder, som helst vil gi’,
der er store, barkede næver
- og hænder med drømme i.

Der er hænder, som skælver følsomt
og hænder, som dirrer forskræmt,
og nogle, som hvisker erotisk,
mens andre en dybt beklemt.

Der er blide, vemodige hænder
og hænder, som altid ta’r hårdt,
der er hænder, som kommer i møde
og hænder, som vender sig bort.

Der er bitte, bitte små hænder,
som endnu intet har med,
og gamle, senede hænder
så fulde af aften fred.

 

Der er travle urolige hænder,
og hænder så triste og grå,
og nogle er flagrende fugle,
som ingen sjæl kan forstå.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Hver gang du smiler…

Hver gang du smiler lidt til mig,
så blir’ der solskin på din vej.
Den dag, jeg første gang dig så,
blev verden ny og himlen blå.
Hvem har fortryllet mig, som du?
Hvornår var jeg så glad, som nu?
Hele livet blir’ en solskinsvej,
når du smiler lidt til mig.

Nu kalder solen os, min ven.
Nu er det sommervejr igen.
Det er som verden vågner op,
vi følger med i sluttet trop.
Vi cykler ud til skov og strand,
der vil vi finde lykkens land,
og det er som solen viser vej,
når du smiler lidt til mig.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

 Hirtshalsboens sang…

 

Mel.: Skamlingsbanken…

 

På en pynt mod nord
ved Jyllands skønne strande
ligger Hirtshals by og havn,
deraf sit navn, der vor vugge stod,
her blev vi født ved vandet,
havets melodi, det var vor vuggesang.
Vi som børn til stranden
iled ned med glæde,
på de bare ben vi trasked rundt på sten,
hist ved fyret mellem stenene vi sopped
og fandt rav og snegler,
krabber der og ler.

 

Og vor fader, brødre,
de drog ud på havet,
helst i morgengry, til fiskeri på ny,
og når de ved aftenstide kom tilbage,
hiv og sving der blev,
når båden ind de hev.
Båden lille var,
og fiskeren var modig,
mange drøje ture han på havet tog,
han for hjemmet stred,
med kroge sled vi ofte,
bakkerne de agnes skulle jo i hast.

Tiden gik, vi havnen fik
til gavn og glæde,
store gode mænd
for havnen stred og sled,
deres minde vil vi holde højt i ære,
når til Norgesbåd på kaj vi ofte går.
Havnen her i Hirtshals
har bestået sin prøve,
det vi ser, når vinteren er hård og kold,
skibene hertil de strømmer,
fisken svømmer, kasserne på kaj,
i hal sig hober op.

Vores barndomsby vi holde vil i ære,
her ved Vesterhav
og Skagerak mod nord,
for vi synes, her er vældig godt at være
i det kolde Nord
med fisken frisk på bord.

N.O.

 

 >>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

 

Hos mor derhjemme i Kerteminde.
Tekst.: Aksel Andersen.
Musik.: Laurits Howalt.

Morgenstund har guld i mund,
når skuden atter er hjemme,
dejlig er jo Øresund,
men lykken den finder jeg kun
hos mor derhjemme i Kerteminde,
i hendes hjerte vil solen skinne,
når jeg skal sidde igen hos hende,
hun hejser flaget, når jeg kommer hjem.

Kosten her om bord er sløj,
til middagsmaden der vanker
aldrig spor af syltetøj,
kun peber og sennep og løg.
Hos mor der hjemme i Kerteminde
jeg får det bedste, som Mor kan finde,
med pandekager og slikkepinde;
hun kræser for mig, når jeg kommer hjem.

Klokken fem i regn og slud
når vækkeuret det kimer,
jeg af køjen tørner ud
på dækket med spand og med klud.
Hos mor derhjemme i Kerteminde
skal vækkeuret kun vække hende,
til klokken el’ve jeg slumrer inde
bag min alkove, når jeg kommer hjem.

Ovre der, hvor pebret gror,
jeg ville danse med pi’erne,
men som yngste mand om bord
de regned mig ikke for spor.
Hos mor derhjemme i Kerteminde,
der tjener Olga, min sjæls veninde,
hun går til præsten, den hulde kvinde,
vi to skal danse, når jeg kommer hjem

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Hele ugen alene…

Dansk tekst: B. Linz.

 


Dagen går sin gang med længsel og savn,
hele natten lang jeg hvisker dit navn.
Verden blev så tom, den dag du gik din vej –
Hjertet råber kom, jeg venter kun på dig.
Hele ugen alene – uhu, hu, hu,
to er bedst sku’ jeg mene, men hvad si’r du.
Hvis blot vi føler det samme som før, min ven,
så glem du forlod mig, og kom igen

vidste du dog blot, hvor du er mig kær –
Alt var atter godt, hvis du var mig nær.
Glem hvad der er hændt og ræk mig så din mund,
sorgen vi har kendt, bli’r smil fra denne stund.
Hele ugen alene – uhu, hu, hu,
to er bedst sku’ jeg mene, men hvad si’r du.
Hvis blot vi føler det samme som før, min ven,
så glem du forlod mig, og kom igen.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>