Ind under jul, hvor er det trist...

Ind under jul, hvor er det trist,
snefog og kulde og korte dage;
sindet bøjer sig ned til sidst,
véd ikke, hvor det skal modet tage;
mindre og mindre af dag det lyser,
hjertet i kulde og mishåb gyser –
kommer ej jul?

Året, som stod ved sankte Hans
lyst mellem blomster i sommerdagen,
nu er det fattigt på sol og glans,
ligger og synger på sneens lagen,
fryser og føler, dets kraft er omme, -
så må det være, før jul kan komme.
Kommer ej jul?

Sådan stred verden en vinter hård,
længtes med soltrang i hjertegrunden,
stred med en vinter på tusind år,
tænkte, den skulle til våren vunden.
Men da den følte, dens kraft var omme,
da først lod Herren sin sol nedkomme,
da først kom jul.

Midt udi mørket og jordens kuld’
medens vor sol er ved at dale,
stiger vor Herres op som jul,
bli’r det sankt Hans i himlens sale;
netop som jord ej mer kan råde,
kommer et frelsens væld af nåde,
så kommer jul!

                                                  Jonas Lie.

 


I staldens lune mørke...


I staldens lune mørke til verden du kom.
Kun en lille flok hyrder fik budet herom.
Men nattens klare stjerne og englenes sang
forkyndte, at løftet blev opfyldt dengang.

Al verden din frelse og nåde du bød,
da din fred kom jorden og hvile så sød
i mennesker, hvis hjerte har Guds velbehag.
Det blev muligt, da du blev barn jesus en dag.

Kom nær mig, Herre jesus, jeg knæler i bøn.
Du er vejen til livet, du Guds enbårne Søn.
Lad julens glade budskab blive virkelighed
for alle på jorden. Fyld os med din fred.

                                               Berith Petersen.

 


I denne søde jule tid...


I denne søde juletid,
tør man sig ret fornøje
og bruge al sin kunst og flid
Guds nåde at ophøje,
ved ham, som blev i krybben lagt,
vi vil af ganske sjælemagt
i ånden os forlyste,
din lov skal høres, Frelsermand,
så vidt og bredt i verdens land,
at jorden den skal ryste!

En liden søn af Davids rod,
som er og Gud tillige,
for verdens synders skyld forlod
sit lyse Himmerige,
det var ham svært at tænke på,
at verden skulle under gå,
det skar ham i hans hjerte,
i sådan hjertens kærlighed
han kom til os på jorden ned
at lindre al vor smerte.

Vor tak vi vil frembære da,
endskønt den er kun ringe,
hosianna og halleluja
skal alle vegne klinge,
Guds ark er kommen i vor lejr,
thi synger vi om fryd og sejr,
mens hjertet sig kan røre,
vi synger om den søde fred,
at Helvede skal skælve ved
vor julesang at høre.

Gud er nu ikke længer vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin Søn herned
for verdens syn at lide.
Det vorde vidt og bredt bekendt,
at Gud sin Søn for os har sendt
til jammer, ve og våde,
hvo ville da ej være fro
og trøstig lade alt bero
på Guds, vor Faders, nåde!

Halleluja! Vor strid er endt,
hvo ville mere klage!
Hvo ville mere gå bespændt
i disse højtidsdage!
Syng højt i sky, Guds kirkeflok:
Halleluja! Nu har jeg nok,
den fryd er uden lige!
Halleluja, halleluja!
Guds Søn er min, jeg går herfra
med ham til Himmerige!

                                                     Brorsón 134