Sejlkutter
Ifølge »Fiskeri-Beretning» var der fra 1898 til 1904 en kutter hjemmehørende i Hirtshals, nemlig HG 2, netto 50,14 tons — brutto 59,18 tons. Så vidt det har kunnet oplyses, var det en sejlkutter af Frederikshavner-typen. Den fiskede med snurrevod. Sejlkutteren hed »Flid» og ejedes af købmand N. P. Boyer, Hirtshals. Den kunne ikke lægge til ved molen og heller ikke tages på land. Den gik i havn i Frederikshavn. I afdøde auktionsmester N. C. Jensens søfartsbog står, at han udmønstredes som fisker d. 29. marts 1900 fra Frederikshavn med »Flid».
Jacob Knudsen, der stammede fra Hirtshals og tidligere havde fisket der bl.a. med firemandsbåd, var godt kendt med grundene ved Hirtshals. Han benyttede sig fortsat af dette lokalkendskab, da han blev skipper på »Flid» og fiskede ofte med snurrevod ved Hirtshals. Hans foretrukne fiskested var en smal sandtange imellem »Stendybet» og »Kirken i bækken». Da hans Øgenavn var »Kok Jacob» blev dette fiskested kaldt »Kok-reden«. Det har altid siden været et godt sted at »snurre».
Til belysning af den tids nære menneskelige relationer kan det nævnes, at når Jacob Knudsen, som var gift med en søster til Frederik Grønhøjs kone, sejlede forbi, hilste han med flaget, og så fik man hos Frederik Grønhøj travlt med at hilse igen fra naboens flagstang.
Efter 1901 fortsatte han i mange år med at fiske fra Frederikshavn.

Hirtshalsboernes skudefart
Endelig skal omtales skibsfarten fra Hirtshals. Den foregik med skuder ejet og sejlet af mænd, som boede i Hirtshals. Skuderne var dog hjem-skrevet i Frederikshavn og lå der om vinteren. Man kan indvende, at skibsfart ikke naturligt hører med i en omtale af fiskeriet ved Hirtshals. Når jeg medtager et lille afsnit herom, er det imidlertid ud fra det synspunkt, at småskibsfart og fiskeri har væsentlige berøringsflader i uddannelse, arbejdsmåde og -vilkår, rent bortset fra at de omtalte søfolk fiskede i Hirtshals i Ca. en fjerdedel af året, nemlig fra juletid til hen i marts.
Fra gammel tid blev der drevet skudehandel langs kysten med små skuder, som ankredes op udenfor revlerne. Forbindelsen til og fra, med og uden ladning, besørgedes af fladbådene. Skuderne ejedes af lokale købmænd, som drev søværts handel.
Ved Lilleheden drev Ammund Chr. Christensen Rynk skudehandel i den sidste tid forud for 1900. Han var født i Rynken i Asdal sogn 30. jan. 1837, og gennem mange år sejlede han med sin galease »Gribben«. Han opkøbte smør, kød, flæsk og korn og solgte det i Norge. Returgodset var træ. Som noget specielt købte han smågrise og fedede dem op gennem nogle uger. De blev som levende smågrise sejlet til Norge og solgt til landbrugere.
Ammund Rynk døde d. 24. okt. 1899, og i hans periode ændrede skudehandelen karakter. Fra at være købmændenes egne skuder, som de brugte til deres egen handel, blev skuderne efterhånden ejet af mænd, der kun tog sig af fragtproblemet. Selve handelen havde de ikke noget med at gøre.
Den første Hirtshalsboer, som i den her omtalte periode begyndte at sejle med fragt, var Christen Christiansen, kaldet Hywl-Kreesten. Han var født 3. dec. 1850 i Mårup sogn. 1875 blev Niels Mikkelsen Tophøj forhyret hos ham og tog med ham ud på sin første tur efter konfirmationen. Han mente, han skulle være sømand. På denne hans allerførste tur, der gik fra Frederikshavn til Norge, sejlede skibet mod et undersøisk skær og sank. Mandskabet nåede op på et andet skær og reddedes derfra. Denne oplevelse fik Tophøj til at tvivle på, at det var sømand, han skulle være. Han læste i stedet til lærer og var i en årrække højskoleforstander på Horne Højskole.
Hywl-Kreesten skaffede sig et andet skib, skonnerten »Matrone«, og fortsatte med at sejle til henimod 1900. Han solgte da skibet og købte den ene strandfogedgård i Hirtshals. Den lå på hjørnet af den nuværende Hornevej og Kirke-gade, men er nu væk til fordel for en benzinstation. Hywl-Kreesten drev lidt landbrug, var fiskehandler og kørte vognmandskørsel fra ca. 1905 til -14. Desuden var han strandfoged.

 

Martin Christiansen, født 7. sept. 1858 i Mårup sogn og broder til ovennævnte Christen Christiansen, købte ca. 1889 skonnerten »Karo-line». Denne blev også indregistreret i Frederikshavn. Med »Karoline» sejlede han hvert år fra marts til henimod jul fragt mellem Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. 1905-06 solgte han skibet og blev helårsfisker og vært på Afholdshotellet. Efter ca. 1915 blev han købmand.
En anden skudeskipper var Frederik Pedersen, kaldet Frederik Grønhøj. Han var født 30. august 1856 i Grønhøj, Asdal sogn. 1885 giftede han sig med Maren Larsen født i Horne sogn. Et års tid herefter boede familien i østre ende af det hus, der nu har nr. 24 i Hjørringgade, mens ovennævnte Martin Christiansens familie boede i vestre ende. De byggede sammen huset, der nu er Hjørringgade nr. 34-36, og boede der på samme måde, Grønhøjs i østre ende. De fiskede også sammen, indtil de i 1888 eller -89 købte hver deres skib.

 

Frederik Grønhøjs jagt Brødrene<. Kopi af originalmaleriet

Frederik Grønhøjs hed »Brødrene«. Det var en jagt, som blev hjemskrevet i Frederikshavn. Hermed sejlede han fragt mellem Danmark, Norge, Sverige og Tyskland—begyndte i marts og kom hjem til jul. Han fiskede herefter fra Hirtshals, til han igen sejlede ud i marts. Familien så ham i de perioder, han sejlede, kun de sjældne gange, jagten lagde ind til Frederikshavn eller Aalborg for at laste eller losse. Han kom da en kort tur hjem.
Efter 1900 begyndte Frederik Grønhøj imidlertid at tage børnene og hustruen med i sommerferierne. Datteren Astrid Thomsen fortæller herom. Den første tur var særlig festlig, idet den startede fra Hirtshals. Jagten var fra fladbådene blevet lastet med gamle tipvognskinner, som var brugt under molebyggeriet, og lå ankret op lidt udenfor molen. Børnene og moderen blev sejlet ud med en pram, men også en væsentlig del af stedets ungdom var ude at se på skibet. Undervejs til Skagen blev det halvdårligt vejr, og børnene var søsyge, men dermed var søsygen dog også overstået. Det første mål var Hamborg, hvor der lastedes majs til Lysekil i Sverige og der blev indtaget brosten i stedet, men erindringen om den videre rute fortaber sig.
Helt agterude i jagten fandtes kahytten, hvis bredde var den samme som fartøjets, Ca. 3 meter, mens den i skibets længderetning målte godt et par meter. Langs med hver af skibssiderne stod en fast køje og langs agterspejlet en sofa. I kahyttens forreste væg fandtes indbyggede skabe, og imellem disse og sofaen stod et bord. Dette rum var familiens opholdsstue og soverum under sejladsen. Kahytten ragede lidt op over det øvrige dæk. Rorpinden gik hen derover, således at den, der styrede stod lige foran kahytten og eventuelt kunne sætte sig på kahytstaget. Nedgangen til kahytten var i styrbords side via fire trappetrin. Foran sig, når han stod og styrede, havde skipperen et lille skab med tobak og kompas.
Fortil på skibet var kabyssen med to køjer og komfuret. Der blev maden tilberedt.

Dagene på havet kunne vel blive noget ensformige, og børnene fiskede for tidsfordriv.
Farten var ikke større, end en makrel kunne løbe krogen op. Eller de legede »op på fyrbakken«. Denne leg bestod i, når skibet krængede, at løbe op ad det skrå dæk og nå at komme nedad igen, inden dækkets hældning havde ændret sig væsentligt.
Et ganske særligt eventyr oplevede børnene engang, de sejlede langs den svenske kyst. Moderen havde vasket tøj, og for at få dette skyllet blev tøj og familie taget i jollen og roet i land, mens skibet ankredes op. De kom ind på et øde sted, fandt nogle vandpytter i fordybninger i klipperne og skyllede tøjet. Bagefter blev der plukket bær på den måde, at grenene blev taget ned i jollen og med ud på skibet. Her var der god tid til at pille bærrene af.
Når skibet lå i havn, var det ikke meget, børnene kom i land. Det må nok tolkes således, at de befandt sig godt på skibet.
Bortset fra ferierne, når familien var med, bestod mandskabet af Frederik Grønhøj og én medhjælper. Gennem tiderne var der forskellige: Jens Normann, Carl Thomsen og Niels Vrensted. Fra Ca. 1902 kom den ældste søn Peder Lassen Grønhøj, f. 5. nov. 1887 med.
Således levede en lykkelig familie, indtil der skete en katastrofe. Skibet forliste på turen fra Lysekil til Frederikshavn d. 8. dec. 1907.
Frederik Grønhøj og sønnen var så småt ved at ventes hjem. I stedet kom der meddelelse om, at der var fundet en flaskepost ved Lønstrup fra »Brødrene». Brevet var skrevet på et stykke af tobaksposen fra skabet foran kahytten. »Min kære hustru og børn. Vi er kæntrede, kan ikke reddes. Jesus være os nådig. Grønhøj. Skipper. Få dage senere kom der en anden flaskepost ind lidt nord for Frederikshavn. Der stod: »0, farvel da i Jesu navn. Vi er dødsens, kæntret med »Brødrene» af Frederikshavn. F. Grønhøj»
Hvad dette betød for familien følelsesmæssigt og socialt, skal jeg ikke prøve at skildre. Hele egnen inklusive »Vendsyssel Tidende» var med i sorgen, ikke bare da det var en nyhed, men gennem årene mens børnene voksede op. 1916 flyttede moderen med de mindre børn til Frederikshavn. Så vidt vides, er der ikke fundet rester af selve skibet. Bordet fra kahytten drev i land nord for Frederikshavn, næsten samme sted som den anden flaskepost. Bordskuffen var intakt og indeholdt forskellige papirer samt Frederik Grønhøjs lommeur.
Niels Peter Nielsen Riishøj fødtes i Vidstrup sogn I. dec. 1860. Som 15-årig begyndte han at sejle med købmand Segelckes skude »Familiens Lykke« fra Lønstrup.

Mindeblad udgivet af »Vendsyssel Tidende< med portrætter af Frederik Grønhøj og hans søn omkranset af symboler fra havet og med gengivelse af brevene.

Mindeblad udgivet af »Vendsyssel Tidende

Senere tog han styrmands-eksamen fra Grimstad. 1893 bestilte han på Kragerø skibsværft i Norge en skonnert, der fik navnet »Laura«, og som blev hjemskrevet i Frederikshavn. Dette skete efter, at N. Riishøj 1893 havde giftet sig med Ammund Rynks datter Mathea, hvorved familietraditionerne for skude-farten var forenede. De kom til at bo, hvor Martin Christiansen tidligere havde boet, vestre ende af huset Hjørringgade 24. Senere byggede de »Søly«, Hjørringgade 28.
Med »Laura« sejlede Niels Riishøj i årene 1894 til 1914 granitblokke fra Larvik i Norge til tyske havne. Her lastede han korn eller sukker til dansk havn. Derfra til Aalborg efter cement til Norge. Det var temaet med enkelte variationer. Om vinteren var skonnerten lagt op 2-3 måneder, og i den periode fiskede Niels Riishøj fra Hirtshals.
Under første verdenskrig solgte han »Laura« og kom til at sejle med motorskonnerten »Agnete«, der fragtede havnebygningsmateriale til vestkysthavnene. Niels Riishøj døde 3. marts 1947 i Hirtshals.


 

 

Motorjollen
Kort efter 1900 skete en ændring, som man nu kan se, mere end nogen anden hjalp fiskerne til at blive uafhængige af vind og hav og få kraft til at løbe fiskene effektivt op.
For fiskerne betød indførelsen af motorerne en ændring i flere forhold. De blev i større udstrækning uafhængige af vind og sejl, årerne og sliddet med disse. De kunne i det store og hele vælge dagens fiskeplads uden at skulle tage hensyn til vindretning og uden risiko for at skulle ro hjem. Bådene kunne også gøres større. Når bådene skulle ros, forudsatte dette et vist forhold mellem bådens størrelse og antallet af roere. Når besætningen kun var 2-3 mand, kunne de kun ro båden, når den var af pram-størrelse. Det, at bådene blev større, rejste dog problemet med at få dem op på land og ud i havet igen. Når der ikke var en havn, satte ophalings-mulighederne grænsen for, hvor store bådene kunne være.
Bådene blev faktisk større. Det bevirkede, at fiskerne fik flere fiskedage, idet tvivlsomt havvejr for en pram var havvejr, når blot man havde en motorjolle. Aktionsradius blev udvidet, fjernere fiskepladser kunne udnyttes. Risikoen for livet blev mindre, idet jollerne bedre kunne klare sig til land. Når de var større, tålte de større bølger.
»Den hårde sønden» var en pludselig opstået søndenblæst d. 25. januar 1890, da der var 26 pramme på havet. 15 af prammene landede ved Hirtshals, 2 ved Frederikshavn, 2 i København, 4 ved Kandestederne, 1 i Uggerby, 1 i Kjul og 1 blev reddet af redningsbåden i Tornby. Det afgørende for, hvor bådene havnede, var først og fremmest, hvor de befandt sig, da vejret kom. Fiskernes forskellige dygtighed til at sejle, og deres energi til at ro, har ikke gjort det muligt for dem i væsentlig grad at influere på, hvor natur-kræfterne og skibe, som de tilfældigt blev taget op i, førte dem hen.
Efter at fiskeriet overgik til motorbåde, har der ikke været lignende tildragelser. Det var ikke helt sjældent, at jollerne måtte søge land hurtigst muligt og lande på stranden, f.eks. mellem Hirtshals fyr og Lønstrup, men de kunne nå land. Og selv om der stadig var pramme, så var det afgørende, at der var nogle motorjoller imellem. Der er mange eksempler på, at én motorbåd tog en eller flere pramme på slæb til land.
En så radikal forandring som fra sejl og årer til motor sker ikke helt pludseligt. Det gamle og prøvede vil have sine tilhængere, fortrinsvis blandt ældre, og det nye og forventeligt bedre vil have sine fortrinsvis blandt de yngre.

 


 

Snurrevodsjolle, bygget Ca. 1903 i Frederikshavn. Længde 20 fod, bredde 7 fod og 3 tommer, højde 3 fod og 10 tommer. Til venstre jollen set agter- og forfra, øverst opstalt og til venstre tværsnit.

Snurrevodsjolle, bygget Ca. 1903

Jollemodel fra 1902

 

Jollemodel fra 1902 på >Skagens Fortidsminder«. Det var den type joller, der brugtes i Hirtshals på samme tid. Man kan bemærke sig, at tilliden til motoren ikke var større, end at der medbringes både sejl og mast samt årer. Det var i øvrigt et krav fra skibstilsynet; mistilliden var officiel. Jollen er forsynet med dam. Man kan ikke se luftkasser.

Uden omstilbehøret er typisk. Jollen står på to ruller. De gjorde det lettere at sætte den på land og ud igen. Jollen blev støttet under begge sider at specielle bukke, hvoraf den ene ses.

En historie fortæller om 3-4 fiskere fra Hirtshals, der havde hørt, at man i Frederikshavn var begyndt at bruge joller med motor. For at undersøge sagen nærmere, cyklede de dertil for med egne øjne at se vidunderet. De så dog ikke nogetsteds en båd, som kunne være den, de søgte. Efter at have ledt længe, spurgte de en frederikshavnerfisker, hvor han mente, de skulle lede efter motorjollen. Han så dem grundigt an og sagde derefter, at han ikke vidste, hvor motorjollen var. Men hvis de så en båd, der lå stille, og hvor der stak fire røve op over rælingen, så var det den!

Noget var der om, at motorerne i begyndelsen ikke var særlig driftsikre, og at fiskerne sad med hovederne langt nede i maskineriet for at finde ud af, hvad der var i vejen.

Omkring århundredskiftet begyndte sejlkuttere i Frederikshavn at medføre motorjoller på dækket; med dem ud sejledes snurrevoddet. Det var to motorjoller af den type, som i for året 1902 kom til Hirtshals samtidig. De var forsynet med »Houmøller« 3 HK 4-takts petroleumsmotor.

Som eksempel på typen bringes tegninger efter en opmåling af en snurrevodsjolle bygget i Frederikshavn 1903.

Den ene jolle ejedes af Vilhelm Jensen, Adolf Jensen, Jens Gårdbo og skomager Nielsen, formentlig med en fjerdepart til hver.

Den anden ejedes af Senius Grønhøj, Søren P. Christensen (Soren Peter), Ole Olsen (Bette Wolle) samt formentlig en mere. Der var altså fire mands besætning i hver. Fra maj til september fiskedes med hummertejner, og fra november til marts-april med bakker efter torsk eller kuller. For- og efterår var fiskeriet lidt ukonstant: rødspættefiskeri med snurrevod eller med garn vekslede med torskefiskeri med puk.

Da de to joller havde fisket et par år på denne måde, havde man erfaret, at det var unødvendigt med fire mands besætning. Det førte til en deling: Vilhelm Jensen og Adolf Jensen gik med én jolle og fik en tredje mand med - Berthel Nielsen. Et selskab bestående af de tidligere fire købte en jolle mere. Den brugtes af Jens Gårdbo og skomager Nielsen, og de fik Peter Raundrup med.

Det andet jolleselskab bar sig ad på samme måde. Senius Grønhøj og Soren Peter brugte den ene og Bette Woller den anden. Disse joller fiskede i nogle år to og to i en slags kompagniskab, idet de hjalp hinanden med alt, som det var praktisk at være to både om.
Der kom hurtigt flere motorjoller. Fordelene var åbenbare. Peter Mikkelsen fik tidligt en jolle,
Peder August Larsen ligeledes. Lidt senere fik Martin og Jens Peter Engbjerg en; ligeledes Peter og Johannes Hejlesen. Deres bror, Andreas Hejlesen, fik en anden. Jens Kongerslev fik også en jolle og fiskede sammen med Hans Vrensted.
Af de joller, som stadig er i Hirtshals, er HG 12 »Emanuel«, så vidt vides, den ældste. Af jollens registreringspapirer fremgår, at den er bygget af fyrretræsbord på egetræs spanter i 1902, sandsynligvis i Frederikshavn. Længden 20,8, fod og bruttotonnage 2,54, halvdæk uden dam. Den kom til Hirtshals 1905, og den første ejer var Martin August Mikkelsen (Martin Sort). Den blev brugt af ham, Martin Jørgensen, Severin Thomsen og smed Chr. Jensen. Sidstnævnte holdt snart op at fiske, Severin Thomsen brugte den gennem mange år.
1922 solgtes jollen til Ejnar Haugård. Han fik sat ekstra bord på og lavet lukaf. 1925 blev jollen overtaget af broderen Carl Haugård. Han og en anden broder Vilhelm Haugård fiskede med den i mange år. Nu ejes den af Poul Eigil Christensen, der stadig bruger den.
I adskillige år var det almindeligt at købe motorjoller i Frederikshavn. Men fra først i 1920'rne byggede bådebygger Carl Thomsen i Nørre Tornby joller til hirtshalsfiskerne. Noget egentligt bådebyggeri kom der ikke i Hirtshals før i 1930'rne.
Prisen for en motorjolle dengang var kun nogle få hundrede kroner. Alligevel var det en større kapital, hvortil kom, at drifts- og vedligeholdelsesudgifterne også var større end for prammene. Det blev da almindeligt, at en femtedel af fortjenesten gik til båden. Dette var forudsat, at fiskeredskaberne ejedes ligeligt af besætningen. Brugtes der snurrevod, som ejedes sammen med båden, var det regelen at tage en fjerdedel til denne. De forøgede investeringer havde til følge, at der i 1904 oprettedes »Laaneforening for Fiskere i Hirtshals og Omegne.
De første år, der brugtes motorjoller, var fiskerne betænkelige ved, at de kunne synke, fordi bådens opdrift ikke kunne bære vægten af motoren, hvis jollen fyldtes med vand. For at give motorjollerne fornøden opdrift, blev de forsynet med »luftkasser«, det vil sige en eller anden form for lukkede beholdere sat fast under ræling eller tofter. Det var ofte dunke, men kunne være kobber- eller messingbeholdere specielt fremstillet til formålet. Der var besvær og bekostning ved at holde luftkasserne i orden, de rustede og tæredes, og den nytte, man tiltænkte dem, var måske også problematisk. Omkring 1915-20 holdt man op med at bruge dem.
Petroleum til motorerne fik fiskerne hos købmanden i kroen. De første år hentedes den i almindelige blikdunke. Senere blev den leveret i 100-liters trætønder. Disse blev transporteret med hestevogn og leveret i fiskernes redskabs-skure, der lå i nærheden af fiskehandlernes huse. Fra tønderne tappedes olien i dunke, som blev taget med i jollerne.

Jollerne blev sat op på stranden, når de kom til land. De blev trukket op ved hjælp af et gangspil. Det bestod af en lodret akse i form af en kort tyk pæl, som Øverst havde et hul på tværs, hvor igennem var stukket en træstang. Rebet, som jollen skulle trækkes op i, blev vundet op på aksen, når denne blev drejet rundt.
I almindelighed kunne en enkelt mand trække båden op med spillet. Hvis stranden var blød, måtte der to mand til, én ved hver ende af tvær-stangen. Men hvis det rigtig kneb, skubbedes tværstangen ud, så kun den ene ende sad fast i aksen. Derved blev vægtstangsarmen meget lang, og begge mænd trak eller skubbede på den samme arm. Disse spil, der var på et tidspunkt tre i alt, stod Øst for molen, men de kunne flyttes, efter hvor jollerne kom i land.
Når jollen stødte mod bunden, blev spiltovet sat på en bøjle foran på jollens stævn. Der blev lagt en rulle under stævnen, og en mand støttede jollen, idet han satte ryggen imod dens ene side og forsøgte at holde den lidt ovre på sin side af balancepunktet. Spillet blev drejet rundt, og jollen gled op over stranden, idet rullerne under kølen flyttedes foran stævnen, efterhånden som kølen kørte af dem. Når jollen var kommet så højt op på stranden, som man ønskede det, blev der sat en buk ved hver side som støtte.

Når jollen sattes ud, gik det nedad, og i almindelighed brugte man ikke spillet. hertil. Var stranden glat og hård, gik det let, men hvis den var blød, og der var kommet små skrænter, kunne der være vanskeligheder. Løb jollen af rullerne, og det skete, hvis den fik for megen fart på, så man ikke nåede at flytte rullerne, skulle man til at løfte agterenden af jollen for at lægge en rulle under, og det var tunge løft. Ikke helt sjældent skete det, at man måtte sætte spillet på og trække jollen lidt op igen, for på den måde at få ruller under.


 

jollen, der kommer til land omkring 1906, eksisterer så vidt vides ikke mere. Fiskerne er fra venstre Søren Nielsen med bakketrug under hver arm, N. C.Jensen og i jollen Arnold Jensen.

  • Gangspil

    Gangspil ved molen i Hirtshals

  • Ruller

    Et par af de ruller, der blev lagt underjollens køl