Der sejles
Afdøde auktionsmester N. C. Jensen, der i sin ungdom omkring 1900 var fisker i Hirtshals, fortæller: »Om vinteren, når fiskerne gik på bakke-fiskeri, udstod de ofte hårde strabadser. Det var sejlene, man stolede på, og disse udnyttedes ved ud- og hjemfarten, når der var vind, hvorimod årerne benyttedes under selve fiskeriet, og når der var stille vejr.
Hvis de på fiskepladsen blev overrasket af dårligt vejr med kuling og ofte modvind hjemefter, da havde fiskerne en hård tørn, først med at få bakkerne bjærget - hvis de ikke måtte lade dem i stikken - og med at nå hjem. Ofte kunne de være 4-6 timer om at krydse sig ind med to- eller trerebede sejl, og hvis prammen tilmed var lastet med fisk, blev det ikke nogen »tør« sejlads. Det var bogstaveligt en sejlads med livet i hænderne. Den mand, der sad ved roret, måtte sidde næsten ubevægelig i de mange timer med rorpinden i den ene hånd og storskødet i den anden, klar til Øjeblikkelig at smide skødet løs, når båden blev udsat for hårdt vindpres. Det mindste øjebliks svigtende agtpågivenhed kunne medføre kuldsejling og dermed døden.

Arbejdsfordeling
Den mand, der sad midt i prammen, havde nok at bestille med at øse, idet vandet stadig vaskede over til luvart, og det heller ikke kunne undgås, at der kom vand ind i læ, når prammen ved det hårde sejlpres kastede læsiden under. Det var mest almindeligt, at der var to mand med en pram. Skipperen, som almindeligvis også var ejeren, var bag i prammen. Ham der var med, makkeren, var midt i prammen. I visse tilfælde, når det var nødvendigt, at der var to om at ro, var der tre mand med en pram. Dette var særlig ved fiskeri med bakker. Hvis makkeren var særlig erfaren, kunne det være ham, der stod for roret. Bortset fra at sejle havde manden bag i båden det arbejde at sætte og trække fiskeredskaberne op. Manden i midten skulle ro og i øvrigt meget andet. Når der f.eks. blev pilket, kunne de skiftes til at ro og pilke. Den side i båden, hvorfra der arbejdedes, var altid styrbordsiden. De to mænd stillede med lige mange fiskeredskaber. Indtægten blev delt lige over. Der blev ikke taget noget fra til båden. Undtagelsen herfra var, når der fiskedes med snurrevod. Da blev der taget lidt til voddet, inden resten deltes. Vedligeholdelsen af båden deltes, både hvad udgifter og arbejde angik.

Sejij olien
P. Christensen fortæller i »Fra det gamle Hirtshals«, at 6 mand fra Hirtshals en af de første dage i marts 1878 sejlede til Gl. Skagen for at hente en lidt større båd, som de havde købt der. Under hjemturen blev det blæst af nordøst, og bådene kunne ikke lande ved »kåsen«. I stedet forsøgtes det at lande lidt sydvest for Hirtshals fyr. Da bådene gik over revlerne, kæntrede de, og kun én mand, Christen Løth, blev reddet.
Båden, der blev hentet i Skagen, var en sejljolle, som den kaldtes i Lilleheden. Bådtypen var traditionel i Skagen.

Sejltegning til Skagen-jolle.

I »Fiskeri-Beretning« findes sejljollerne i gruppen »mindre både«, men hvor almindelig typen har været i Lilleheden kan ikke siges med sikkerhed.

Sejljollen er ikke større end de store Hirtshals-pramme, men den er »jolle-bygget«. Det vil sige, at fartøjet er bygget på en køl, i hvilken de underste bord er indfældede. I stedet for agter og forspejl, som prammene havde, er jollen afsluttet med stævne, hvortil bordklædningen er fæstnet.
Sejljollerne blev regnet for at være bedre til at sejle end de store pramme. Formodentlig beroede det på den skarpe for- og agterstavn. Sejludstyret svarede nøje til de store prammes: storsejl og fok, klyver på løs klyverbom samt topsejl på stage.
Sejljoller var også udstyret med årer, der brugtes på selve fiskepladsen. Det var vanskeligere at ro med sejljollen. Den var tungere og lidt højere end prammene.
Sejljollen var dog ikke tungere, end at den forholdsvis let kunne sættes på land og ud igen af et par mand. Man kunne lade kølen glide direkte på eller i sandet. Det almindelige var dog at lægge et par rundstokke, f.eks. et par props under og rulle båden på dem. Efterhånden som propsene blev rullet bagud, blev de båret foran og lagt under kølen igen.

Skagen-jolle, bygget ca. 1900. Længde 16 fod og 4 tommer, bredde 5 fod og 7 tommer, højde 2 fod og 2 tommer. Til venstre jollen set agter- og forfra, øverst opstalt, nedert plan og til højre tværsnit.

 


 

 

Under »den hårde sønden« 25. januar 1890 var der fra Hirtshals 26 både ude, men ingen af dem omtales som sejljoller.
I det voldsomt oprørte hav i fuldstændig vindstille d. 30. juni 1909 var der to sejljoller fra Hirtshals på havet.
Anders Buhelt havde fra nogle år før 1900 en sejljolle. Han brugte den sammen med Peder Haugård. Ca. 1912 fik han monteret motor i den, og samtidig blev den forlænget.
Jens Dahl havde fra Ca. 1900 en lille sejljolle, som han og Martin Christiansen fiskede med.

Model af en sejljolle

På billedet ses en model af en sejljolle i »Skagens Fortidsminder«. Den er af »Chr. Ovesens Type fra omkring 1882«. Modellen er bygget af Carl Pedersen, Gilleleje.
Betegnelsen »firemandsjolle« brugtes ikke i Hirtshals. Der hed denne båd simpelthen en sejljolle. Den var almindeligvis bemandet med to mand. Sejljollen må ikke forveksles med den båd, som i Hirtshals kaldtes en >firemandsbåd<, men som almindeligvis blev kaldt »Løkken-jollen.
Riggen på sejljollen svarer til den store Hirtshals-prams. Modellen her har »fokkestag, dvs. en fast line fra mastetoppen til stævnen, til hvilket fokkens forlig er fastgjort, og på hvilket sejlet glider op og ned ved sætning og bjærgning. Sejljollerne i Hirtshals havde ikke fokkestag. Det betød, at masten lettere kunne lægges ned, og det var nødvendigt at tage masten ned for at kunne få plads til at ro.
Årerne på modellen her blev under roningen lagt mellem de to korte rundstokke, som er sat ned i rælingen. Årerne er ellers ikke fæstnet, og under roningen kunne man efter behov sætte en større eller mindre del af årebladet i vandet. I Hirtshals brugtes næsten kun de såkaldte »klepårer.

Under første verdenskrig blev den købt af Ole Olsen (Bette Wolle), som ikke kunne bruge sin motorjolle på grund af petroleumsrationeringen.
Jens Kongerslev havde bygget en sejljolle omkring 1900. I 1912 havde han fået motor i den. Hvad der senere skete med disse joller, ved jeg ikke. Bådfortegnelserne blev brændt, da toldstedet blev flyttet til Frederikshavn.
Aksel Nielsen (Bager-Aksel) havde en sejljolle fra Ca. 1902 til 1912.
Under I. verdenskrig, da der ikke kunne fås tilstrækkeligt med petroleum, var der flere fiskere, som for en årrække anskaffede sejljoller: Vilhelm Jensen og Kræn Rynk samt Jens Christiansen, der byggede en til sig selv og en til kaptajn Pedersen.

 


 

Firemandsbåden
Ifølge gammel overlevering var der i en af de store Sten vest for molen enjernbolt med øje, som en båd kunne bindes til. En firemandsbåd var så stor, at det har været besværligt at tage den på land, hvorfor man undertiden lod den blive liggende ude. For at der ikke skulle ske noget med den, blev der gerne en mand i båden, så den kunne reddes i land om nødvendigt. Engang blev det moderat blæsevejr. Det varede så længe, at manden i båden blev ganske sulten. Man fandt på at tage en pilkesnøre og bruge som kastereb. Loddet havde en passende vægt hertil. Det lykkedes at kaste snøren hen over båden, så manden kunne hale forsyninger ud til sig.
Direkte erindringer om, hvordan man brugte disse firemandsbåde, eksisterer ikke mere. Hyppigst var der to mands besætning, undertiden tre, men vistnok ikke fire. Det var størrelsen, der adskilte firemandsbådene fra pramme og sejijoller. Størrelsen gjorde dem mere egnet til at sejle langt til havs, f.eks. sejlede de hyppigt til »Revet«, som ligger nogenlunde midt mellem Vendsyssel og Norge. Det gjorde de om foråret i den første tid, der blev pilket torsk. Det var ved en sådan lejlighed, at Firemandsbåden »Høgen <blev overrasket af blæst fra sønden og måtte sejle til Norge. Det samme skete ikke helt sjældent for firemandsbåden fra Løkken og Lønstrup, og så blev der altid ventet med megen spænding på livstegn, om de var kommet i land.
Da fiskerbådene blev motoriseret, fik adskillige firemandsbåde også installeret motor. På et senere tidspunkt, da der flyttede fiskere fra Løkken og Lønstrup til Hirtshals, medbragte de undertiden firemandsbåde med motor.

Firemandsbåden

 

Ifølge »Fiskeri-Beretning« skulle der omkring 1900 i Hirtshals være to åbne havbåde. Det må have drejet sig om den bådtype, der ved Hirtshals kaldtes 'firemandsbåde, men hvis mere officielle betegnelse var »Løkken-,joller«. Det er den største sejlbåd til fiskeribrug, der ifølge overleveringerne har været ved Lilleheden.
Billedet, der er fra 1907, viser firemandsbåden »Alpha« af Hirtshals, som er ved at blive sat i vandet øst for molen. Der ser ud til at være to master oppe.
Båden har fokkestag, vant og klyverbom.
Ved båden ses om bagbord fra agter: Martin Jørgensen, Jacob Knudsen og Jens Thomsen. Ved klyverbommen Martin Sort. Ved boven Jens Gårdbo. Ved fokkefaldet Jens Kongerslev. Adolf Jensen og Bertel Nielsen står med ryggen til. På molen ingeniør Fibiger og ingeniør Buhl.

 

 

Den åbne havbåd

Den åbne havbåd havde forskellig udformning fra sted til sted. Her en »Løkken-jolle« (ved Lilleheden blev en tilsvarende båd kaldt »fire mands båd ») bygget Ca. 1886 af bådebygger R. Steffensen, Løkken, til fiskerjens Aading, Lønstrup. Længde 21 fod og i tomme, bredde 8 fod og 5 tommer, højde 3 fod og 4 tommer. Til venstre ses jollen agter- og forfra, øverst opstalt, nederst plan og til højre tværsnit.

Sejltegning til Løkken-jolle

»Batel Las«
Hvem, der ejede føromtalte »Høgen«, vides ikke, men det var Lars Pedersen, bedre kendt under navnet »Batel Las«, og makkeren »Kræn Hansen», der fiskede med den. »Batel Las» var en legendarisk skikkelse. I sin ungdom sejlede han på langfart. Herunder fik han skade på sit højre ben, der blev amputeret under knæet. Han lavede selv et træben, en protese kan man næppe kalde det. Det bestod af to brædder, Ca. 10 cm brede, sat sammen i en meget spids vinkel. Det korte bræt var på indersiden af låret og det længere på ydersiden. Imellem var der plads til benstumpen. Nederst på træbenet var der en kugle. Benstumpen blev holdt fast af et par remme. De kan lige skimtes på fotografiet side 26. Det lange bræt var opadtil holdt fast med en rem om livet.
Ingen kan være i tvivl om, hvilket besvær han har haft, når han med sit træben skulle være med til at sætte båden ud og ind, eller når han skulle bevæge sig rundt i den gyngende båd. »Batel Las» klarede at ernære sig og sin familie som fisker trods det alvorlige handicap.
Uden videre klarede »Batel Las» det dog ikke. Om årsagen hertil var benet eller andre uheldige omstændigheder fortaber sig. Han drak. Det har vel været hans måde at flygte lidt væk fra den hårde virkelighed på. Han drak meget.
Når han da kom hjem til konen, var ulykken igen over ham. Hun tog hans træben og tærskede ham med det. Vel nok i et forsøg på at straffe ham eller måske for at prøve at lede ham ind på en bedre vej. For yderligere at sikre sig, at han holdt sig på denne vej, gemte hun træbenet for ham. Hvor svært dette har været for »Batel Las», kan man forstå deraf, at han alligevel vandrede til kroen - med det lange ben i grøften og benstumpen på grøftekanten. Sådan fortælles der.
Når han skulle tilbage fra kroen til hjemmet sønden for fyret, skete det, at han krydsede ind i den gamle strandfogedgård for at hvile og sove lidt. Det foregik i et skur, hvor også ilanddrevne druknede blev bragt hen. Engang blev »Batel Las» spurgt, om ikke det var uhyggeligt at sove der med de døde. Her kom da hans klassiske replik: »Det er ikke de døde, jeg er bange for. Det er de levende! »

To firemands både efter maleri af N. Mikkelsen Tophøj, Ca. 1905.

 


 

Fladbåden
Fladbådene fandtes fra meget gammel tid langs vestkysten på stederne, hvor der blev drevet skudehandel med Norge, d.v.s. mellem Skagen og Agger. Bådene blev brugt til at laste og losse skuderne, der var så store, at de ikke blev taget på land, men ankredes op udenfor revlerne.
Det vides ikke, at der er foregået skudehandel fra selve Lilleheden, men fra Kjul 2-3 km Øst for og fra Tornby 2-3 km vest for Hirtshals blev der drevet skudehandel i perioder. I Tornby findes en fladbåd, som har været brugt også til dette formål. Den er nu fredet.
Fladbåden er bygget Ca. 1870 til købmand Mads Chr. Sørensen i Tornby af Lars Pedersen Vadsager. Han havde adskillige talenter, han var egentlig skomager, men kunne også bygge Fladbåde. 1886 bestilte bjærgerne i Uggerby en fladbåd hos ham. Den blev 30 fod lang, 6 fod bred og kostede 325 kr. Ved skonnerten »Rhuma« s stranding 1873 ved Tornby blev der brugt 4 fladbåde, deriblandt den omtalte Mads Chr. Sørensens. Købmændenes fladbåde brugtes således lejlighedsvis af bjærgelavene. Ejerforholdet varierede fra den ene båd til den anden; i Uggerby var det Bjærgelavet, der ejede den.

Afdøde auktionsmester Niels C. Jensen fortæller: »Tidligere anvendtes også større fladbåde til det såkaldte dybvodsfiskeri. Til et sådant fiskeri krævedes 8 â 10 mand, som kaldtes et selskab og bestod af egnens landmænd og fiskere. De forskellige selskaber fra Horne og Tornby var ofte betegnet ved formandens navn eller ved øgenavne.
Fiskeriet foregik på den måde, at man med båden satte et vod ud fra stranden med 2-300 favne tov på hver arm, og man gik så på stranden og halede voddet ind. Et sådant fiskeri kunne ofte give stort udbytte af både rødspætter, kuller og torsk.
Om vinteren var det et både vådt og koldt arbejde«. I Fiskeri-Beretning anføres, at der i 1895 var 7 fladbåde ved Lilleheden. De har været anvendt til det senere omtalte fiskeri med dybsvod. Antallet af fladbåde faldt hurtigt til 2-3 omkring 1900.
Martin Tophøj har erindring om, at der var tre fladbåde ved Hirtshals - »dej bette o di stue«.
Den lille fladbåd var 20-22 fod lang og kunne ros med fire årer i hver side. Den stod på stranden på Østsiden af molen klar til at blive sat i vandet.
Den var meget »forrost«, idet fiskerne var godt tilfredse med den; den var let at manøvrere, og den kunne klare sig i brændingen. Inden redningsbåden kom i 1890, blev den brugt til at redde fiskere i land med. I lang tid efter at redningsbåden var taget i brug, havde den lille fladbåd stadig sine fortalere, og den blev lejlighedsvis brugt ved redningsforetagender, som det fremgår af notaterne i »Journal for Faresignalstationen Hirtshals ».
Under havnebyggeriet 1919 til Ca. 1925 blev den brugt af dykkerne og gik til.
De store fladbåde lå i klitten noget vest for molen.
Martin Tophøj husker én lejlighed, hvor Fladbådene blev brugt af bjærgelavet, der ejede dem. Det var ved »Storebælt« s forlis udfor kabelhuset 1922. Den var lastet med flæsk, smør og æg, og en del af lasten blev reddet i land med Fladbådene. Efterhånden blev vejret godt, og Svitzer kom da med lægterbåde og lossede resten over i et andet skib, inden »Storebælt »blev trukket af grunden.
Laurits Tophøj var med til dette arbejde. Han rev herunder sin ene tommelfinger, fik benedder og en misdannet tommeltot.

Ved ladepladsen Løkken ved Vesterhavet.

Fladbåden i Tornby

Fladbåden i Tornby fotograferet sommeren 1973. Den stod på stranden på en ret nymodens trailer. Båden er nu fredet af Nationalmuseet.

Fladbåd, bygget Ca. 1890 til Løkken af bådebygger Peter Andersen Mikkelsen, Lyngby. Længde 31 fod og 6 tommer, bredde 10 fod og 10 tommer, højde 3 fod og 10 tommer. Til venstre båden set agter- og forfra, øverst opstalt, nederst plan og til højre tværsnit.

Fladbåd, bygget Ca. 1890

Fladbåden i Uggerby, formentlig den omtalte bygget af Lars Pedersen Vedsager i Tornby. Båden havde tidligere stået i et bådehus i klitten vest for nedkørslen fra Uggerby.
I ca. 1955, da billederne blev taget, huset brudt ned, og båden lå frit. Der roedes
fem klepårer i hver side, én mand ved hver åre. Besætningen har således mindst været 11 mand, idet der var en ved roret. Man kan specielt bemærke det smukt formede dræg, der står ved siden af båden. I rullen på forstavnen har formentlig ankertovet hvilet.