Redningsbåden

Ved fiskeri med små både fra åben strand undgås det ikke, at der sker ulykker, når fiskerne overraskes af blæst og sø. Således også ved Hirtshals. Fiskerne hjalp sig selv, så godt de kunne. Når der var fare på færde, forenede de deres kræfter i en større båd, en fladbåd. Med den kunne de bedre ro over bråddet på revlerne, uden at en bølge, der brækkede, fyldte deres fartøj, som dermed kæntrede og måske sank. Og med denne større båd kunne de hente fiskere i land, som med deres pramme eller sejljoller ikke kunne komme over bråddet uden overhængende fare. 

 

Andetsteds er omtalt »dej bette flåbo'«, som var brugt ved adskillige redningsforetagender. Alligevel mente man, at det var bedre med en rigtig redningsbåd. Der var flere gange søgt om, at der blev placeret en redningsstation ved Hirtshals, men det var blevet afslået med den motivering, at der var redningsbåd i Tornby siden 1851-52 og i Tværsted siden 1866. I Uggerby oprettedes en bistation til Tværsted i 1889. Disse redningsbåde skulle kunne udføre de nødvendige rednings-foretagender ved Hirtshals. Den begivenhed, der tilsyneladende blev den direkte årsag til, at der virkelig kom en redningsbåd til Hirtshals, var drukneulykken den 8. marts 1878, som er omtalt i forbindelse med sejljollerne. To joller kæntrede, hvorved fem mænd druknede. Kun én blev reddet. En af de druknede var Thomas Petersen Gårdbo fra Horne Terp, hvis hustru var Margrethe Christens datter, kaldet Margrethe Gårdbo.
Sidst i 1880'rne samlede kvinderne i Lilleheden 140 underskrifter på en adresse, hvori de skildrede frygten for, at deres mænd omkom under stormvejr, fordi de fiskede fra den havn-løse kyst, hvor der ikke med sikkerhed kunne ventes hjælp fra land. Adressen var vedlagt et brev fra omtalte Margrethe Gårdbo, hvori hun skildrede sine oplevelser og appellerede til dronningen om at gøre sin indflydelse gældende, så kvindernes ønske om en redningsbåd på stedet kunne opfyldes. Dronning Louise svarede i et brev til Margrethe Gårdbo, og dette brev bevares i familien som et klenodie:

Hendes Majestæt Dronningens Cabinetssekretær.
Til Margrethe Christens datter.

Enke efter Thomas Petersen Gaardbo af Horne Terp. Hirtshals.
Ifølge Hendes Majestæt Dronningens allerhøjeste Befaling kan jeg herved meddele Dem, at Hendes Majestæt, som fuldtvel forstaar det berettigede i det af Dem i Deres allerunderdanigste Henvendelse af 28 februar d. A. udtalte Ønske, og som har følt Glæde ved den Hengivenhed for og Tillid til Allerhøjstsamme, hvilken De har givet Udtryk i Skrivelsen, gjennem Hans Excellence Indenrigsministeren har udvirket Opfyldelsen af Deres og Medunderskriveres Andragende om Stationeringen af en Redningsbaad ved Hirtshals.
Ifølge allerhøjeste Befaling. S. Hennings.

Selve redningsstationen blev bygget sommeren 1890 ca. 100 meter nordvest for Hirtshals kro, redningsbåden kom I. oktober 1890.
Roredningsbåden flyttedes 1930 til Lønstrup og derfra 1934 til Nymindegab. Der var den i brug, indtil redningsstationen blev lavet om til raketstation. 1966 indgik redningsbåden i Nationalmuseets samlinger i Brede. Den er mærket Nymindegab RB 69. Længde 9,55 meter, højde ved roret 2,25 meter og bredde 2,80 meter. Båden har arrangement til rejsning af mast. Den har i alt 12 åregafler, hvoraf de to bageste er til styreåre.

 

 

Antal af mandskab på redningsbåden

Lilleheden redningsbåd, heste og mandskab på stranden Øst for molen omkring år 1900, formentlig i forbindelse med en Øvelse. Mandskabet, der er det samme, som ansattes ved redningsstationens oprettelse, er: 1 opsynsmand, kaptajn Jensen, 2 bådformand P. Rimmen, 3 bådsmændene Jens Gårdbo, 4 Jørgen Hejlesen, 5 P. Haugård, 6 skomager Nielsen, 7 Martin Sort, 8 Kræn Løth, 9 Bertel Nielsen, 10 Senius Grønhøj, 11 Severin Thomsen, 12 Peter Raundrup, 13 Gotfred Berg.

Lilleheden redningsbåd, heste og mandskab

 


 

Redningsbåden i aktion
Om betingelserne for fiskeri og landing på kysten findes der meget lidt nedskrevet af fiskerne selv. Som prøver herpå og for at anskueliggøre de vilkår, som fiskeriet ved Hirtshals var undergivet dengang, har jeg gjort udpluk af »Journal for Faresignalstationen Hirtshals«.
Alle beretningerne er skrevet af P. Rimmen, og udover stavningen er der ikke ændret noget. I nogle tilfælde har der været uoverensstemmelse i dateringen mellem journalen og »Indberetningsprotokol for Redningsstationen Lilleheden<<.

Faresignalstationen i Hirtshals

Faresignalstationen i Hirtshals var omkring 1900 placeret lige vest for P. Rimmens bolig, der var beliggende, nogenlunde hvor det nuværende Jyllandsgade 5 er opført. Råen vendte Øst/vest. Når der blev hejst én ballon, hejstes den op til mastens top. Én hejst ballon betød, at »søen voksede« og at bådene burde komme i land. Skulle der to balloner op, hejstes den ene i mastetoppen samt en i vestre eller Østre ende af råen. Hvis den østre hejstes, betød det, at man skulle søge land øst for molen, hvor der var mest læ i det aktuelle vejr. Omvendt betød en ballon i vestre ende, at bådene burde søge land vesten for fyret.
Tre balloner hejst - én i mastetoppen og én i hver ende at råen - betød, at bådene ikke skulle prøve at gå over revlerne, det var for at stoppe landgang« Samt at meddele, at bådene kunne forvente at få hjælp af redningsbåden.
Selve ballonerne var noget ægformede, 1,5 til 2 meter på den lange led og omkring en meter i diameter. De var lavet af et skelet af formentlig spanskrørsringe med flettet spåntræ udenom. De var ret lette.
Faresignalstationen forblev ved P. Rimmens hjem indtil ca. 1920, da den blev flyttet til Redningsstationen. Efter at havnen blev bygget mistede faresignalstationen sin betydning.

 

 

 

 

I disse tilfælde er redningsprotokollens datering brugt.
I 10-året 1895-1904 var faresignalstationen i brug 43 gange. De fordeler sig lidt ujævnt: 6 i 1895, 5 i 1896, 5 i 1897, 4 i 1898, 5 i 1899, 5 i 1900, 6 i1901, 1 i 1902, 3 i 1903 og 3 i 1904, d.v.s. et fald omkring 1902. Hvad fordelingen på årets måneder angår, blev stationen brugt 10 gange i januar, 3 i februar, 2 i marts, 5 i april, 4 i maj, 2 i juni, 1i juli, I i august, 2 i september, 2 i oktober, 3 i november og 8 gange i december. Det er for små tal at lave statistik på, men der er dog en ophobning af beretninger som udtryk for vanskeligheder i december-januar.
Onsdag d. 15. januar 1896 var vinden sydlig og rolig sø. 21 både var taget på bakkefiskeri cirka 2 mil til søs. Ved middagstid drejede vinden til sydøst og temmelig stiv luft. Bådene begyndte at krydse efter land, men da vinden friskede mere og mere, måtte 1 eller 2 reb tages i sejlene. Ved aftenstid nåede de første både land, og kl. 19 kom den næstsidste. Der var da en ualmindelig hård snestorm, og den sidste båd var observeret ca. 1/2 mil fra land. Der havde været tændt to lanterner på molen fra mørkningen, men de blev ikke fornyede, da intet kunne brænde. Der blev tændt to strandingslys og sat fire mand på vagt langs stranden. Kl. 22 fandt en af vagterne båden. 

 

Fiskerne havde nået land efter fire timers anstrengende sejlads og var med bakkekroge, hvor fiskeriet foregik et par mil fra land. Da vinden var sydlig, tog det lang tid at krydse i land. Da mørkningen faldt på, inden bådene var kommet i land, hejstes to lanterner på molen kl. 17,30 for at vejlede bådene ind. Omkring midnat indkom de sidste.
Den 3. februar 1896 var fiskerne ikke gået på havet på grund af Sø. Der havde imidlertid været godt fiskeri de foregående dage, hvorfor en fladbåd med 12 mand hen på formiddagen gik ud for at sætte bakkekroge. Aldrig så Snart var grejerne kommet i havet, før vinden friskede op med orkanagtig heftighed fra nordvest og meget høj sø. Man måtte lade grejerne stå og se at nå land. Der var hejst tre balloner kl. 11. Efter at fladbåden var gået ud, var tre pramme fulgt efter. Den ene af disse søgte til fladbåden, og de tre mand kom over i fladbåden og prammen på slæb. Fladbåden roedes ret fra søen af 28 kraftige arme, og der var ikke andet end brådsø at se både forude og agterude. Fladbåden landede i god behold på Kjul strand. Mens dette foregik, var redningsbåden transporteret til stranden østen for molen, og kl. 11,30 roedes ud over revlerne i nordøstlig retning, hvor de to pramme ventede. Mandskabet, 5 mand, toges i redningsbåden og de to pramme på slæb. Den ene af prammene kæntrede dog og måtte efterlades. Redningsbåden og den ene pram landede kl. 14 på Tversted strand 11/2 mil østen for stationen. For indgående benyttedes 8 potter olie, som udgødes jævnt gennem brændingen og gjorde god nytte.
De reddede var Vilhelm Jensen, Peder Chr. Thirup, Jørgen Hejlesen, Johan Thomsen, alle af Hirtshals, og N. P. Sørensen af Horne.
Den udmattede. Der blev almindelig glæde i hjemmene i Hirtshals, da det rygtedes, at fiskerne var kommet i land. De nødstedte var Søren Peter Christensen og Laurits Mikkelsen.
Den efterladte pram drev ind som vrag, og en del grejer gik tabt.
Den 7. februar 1898 var alle fiskerne, 34 både, taget på havet længe før dag med kullerbakker. Der var særlig godt fiskeri af kuller og store torsk, og grundet på dette var folk taget på havet, endskønt havet var en del uroligt, og der blæste en kuling af sydvest. Fiskerne havde sat mange grejer i havet, så da vejret var dårligt, tog det tid at bjærge dem. Ved middagstid var ingen kommet i land. Vinden var da drejet til VNV, og der begyndte at blive sø på revlerne. Da det var forbundet med risiko at lande, hejstes to balloner kl. 12,30. Samtidig gik redningsbåden ud og blev liggende lidt udenfor revlerne, mens alle bådene gik ind. Mandskabet fra den sidste blev dog optaget i redningsbåden, det var Chr. Jensen og Anders Chr. Andersen.
Mandag d. 26. marts 1900 var en snes både på havet på pilkefiskeri. Vinden var sydlig og smukt vejr. Kl. 08,30 drejede vinden om til nordøst med stiv kuling og høj sø med det samme. De første 18 både kom i land ved egen hjælp, men under vanskelige forhold. Kl. 09 hejstes tre balloner, og redningsbåden klargjordes. Der roedes med besvær over revlerne, hvorved der knækkedes en åre, og roedes så i nordlig retning ud til 2 pramme, som lå for anker og ventede på redningsbåden. Mandskabet, 4 mand, optoges, og redningsbåden roedes ind. Den ene af de opankrede pramme drev væk med grejer og fisk, og der hørtes intet om den. Den anden blev liggende og hentedes i land næste dag. De reddede var Peter Sørensen, Ole Sørensen, Thomas Østergård og Chr. Jensen.

Lørdag d. 18. april 1896 var samtlige fiskere på havet for at pilke torsk. Om formiddagen kl. 09 drejede vinden om fra sydvest til nordøst og lidt kuling. De nærmestliggende både søgte da land, og 10 både landede på vestsiden af molen. Da søen tiltog, hejstes kl. 10 to balloner for at vise de femten både på den anden side af fyret, hvor søen var nogenlunde slet. De 15 både landede der i god behold. Den 8. maj 1903 var 4 motorbåde på fiskeri på Jydske Rev 6-7 mil til søs. De var den foregående dags aften taget ud for at pilke. Om morgenen d. 8. begyndte det at blæse op, og der kom straks temmelig høj sø, som tiltog op ad dagen. Hen over middag var den første båd i sigte. Der hejstes to balloner, og redningsmandskabet alarmeredes. Den første båd var da landet på Østsiden af molen. Den næste var i sigte, og den landede også vel. Den ene af de to tilbageblevne havde maskin-skade, så den var på slæb efter den anden. Derfor varede det yderligere et par timer, inden disse både kom, og i mellemtiden var vinden løjet af, og de landede uden redningsbådens hjælp.

 

Redningsbåden køres ud ved Hirtshals

 

Postkort fra Ca. 1900. Man ser, at redningsbåden er ved at blive kørt til stranden for at blive sat i havet øst for molen. Det drejer sig sandsynligvis om en øvelse.
Man aner den typiske 'vogn, som båden blev kørt på. Den bestod af to par hjul. Lige over hvert hjulpar var der en støtte-anordning til bådens køl og sider. De to hjulpar var forbundet med en stang, der kunne skilles. Herved blev hjulparrene enkeltvis.
Båden blev kørt med de to spand heste, undertiden tre spand, så tæt til strandkanten som muligt med stævnen imod havet. Hestene blev spændt fra. Stangen, der forbandt de to hjulpar, skiltes ad. To mand på hver side gik ind under forstavnen, satte ryggene imod og løftede båden så meget, at en høj buk kunne sættes ind fra hver side. Næsten samtidig gjordes den samme manøvre med bagenden af båden. Båden hvilede nu ikke længere på hjulene, og disse blev trukket ud og væk. Medbragte slidske-stykker lagdes under og foran båden. Bådenderne løftedes igen ved, at ryggene sattes under. Bukkene blev taget væk, og båden sænket ned på slidsken, stadig støttet af mændene. Båden blev skubbet og »rykket« udad i havet.
Hele denne procedure var indøvet, og hver mand havde sit specielle at varetage herunder. At sætte båden i havet, at komme op i den, at komme i gang med at ro, komme fri af stranden var ikke noget let arbejde i storm med høje bølger.

År 1904 d. 13. maj var 4 motorbåde og 2 sejljoller taget på havet for at trække flyndergarn, som var udsat aftenen i forvejen. Om morgenen kl. 04 gik fiskerne ud, da det kort efter begyndte at friske op fra nordøst med tiltagende Sø ind over revlerne. Der var landet 4 både og 2 tilbage. Der hejstes i ballon for at tilkendegive, at søen voksede, hvorefter de to sidste både søgte og nåede land uden uheld.
Den 25. juni 1896 var 15 både taget på hummerfiskeri. Vinden nordøst, men stille og vestgående strøm. Kl. 08 rejste sig en temmelig høj sø i stille vind. De både, som var nærmest, landede, og 6 pramme landede vest for molen. Da det så faretruende ud, hejstes tre balloner kl. 09, og redningsbåden kørtes til stranden lige østen for molen. Den roedes ud over revlerne i nordøstlig retning, hvor 2 mand fra 2 pramme optoges. Redningsbåden blev liggende i ca. 11/2 time uden for revlerne og ventede på to andre pramme, som nærmede sig, men som selv sejlede ind. Havet var ved at lægge sig, men redningsbåden blev liggende til kl. Ca. 13. De reddede var jens Thomsen og Chr. Eltved.

Mandag d. 31.juli 1899 var 15 både taget ud for at røgte hummertejner. Der var vestlig flov kuling og østgående strøm, men kl. 19,30 sprang vinden til nordvest med storm og høj Sø. Det måtte anses at være forbundet med livsfare at lande. Nogle af de landede fiskere satte en fladbåd ud og reddede nogle både over bråddet. Der hejstes 3 balloner, og redningsbåden gik ud kl. 19,50. Der var da kun en pram tilbage, og denne ventede på redningsbåden udenfor revlerne. Mandskabet optoges, og redningsbåden landede i god behold kl. 21,15. De reddede var Peder August Larsen og Hans Peter Christensen.

Den 31. august 1898 var 15 både taget på hummerfiskeri. Vinden var fra sydvest med en del sø ind på land. På engang blev vinden ganske stille, og en klaring i nordøst viste sig. Det varede ikke mange minutter, inden der kom storm af nordøst. Kl. 10 hejstes 3 balloner, og redningsbåden gjordes klar. Bådene satte 2-3 rebede sejl og ilede skyndsomst i land, så der kun manglede to pramme, som redningsbåden gik ud efter og bjærgede mandskabet fra, mens prammene måtte drive. Redningsbåden landede i god behold, men dog med knækkede årer. De reddede var Peder August Larsen, Peter Sørensen, Peter Christensen Kjul og Jens Thomsen.
Den 6. september 1897 var samtlige fiskere taget på havet for at røgte hummertejner. Vinden var fra morgenen af nordvest med dønning ind mod land, men efterhånden tiltog vind og sø, og kl. 10,30 hejstes en ballon, og redningsbåden gjordes klar. Bådene kom i land på nær fire. Redningsbåden kørtes til stranden øst for molen og roede kl. Ca. 12 ud over revlerne. 6 mand fra tre pramme optoges i redningsbåden, mens prammene ankrede op. Besætningen, 2 mand fra den fjerde pram, ville ikke forlade denne. Derfor roede redningsbåden ind, og da brændingen var høj, brugtes bådeslæbet, og der udgødes 12 potter olie. Efter at de bjærgede var landsat, roede redningsbåden igen ud, men de to mænd ville stadig ikke forlade prammen. Redningsbåden blev derfor liggende. Vinden flovede, og havet lagde sig så meget, at der udsattes en fladbåd, som tog de to mænd over og to pramme på slæb. Den roede to gange, og redningsbåden ledsagede den. Kl. 16,30 var alle landet i god behold.
De reddede var Peder Nielsen Haugård, Adolf Jensen, Jens Chr. Jensen, Vilhelm Jensen, Søren Peter Christensen og Laurits Mikkelsen.
Den 3. oktober 1895 var 15 både på havet. Søen var nogenlunde rolig, men ved middagstid drejede vinden i nordvest, og det begyndte at storme. Der hejstes da tre balloner, da landing var umulig ved Hirtshals. Samtidig gjordes redningsbåden klar, men da vinden var vestlig,
kunne bådene ikke komme op til Hirtshals, men søgte land nede i bugten ved Uggerby. Alle kom i land ved egen hjælp og i god behold.
Mandag d. 19. oktober 1896 var Hirtshals-bådene taget på havet på flynderfiskeri ud-for Skallerup. Vinden sydøst med byger, som ved middagstid drejede om til nordøst og stiv kuling. Bådene begyndte at krydse hjemefter, eftersom de blev færdige med indhaling af voddene. Kulingen blev værre og værre, så der måtte tages 3 og 4 reb i sejlene. De første både nåede dog at komme op østen for Hirtshals fyr, hvor de kunne se, at der var hejst to balloner for at vise dem på vestsiden af fyret. Bådene søgte da alle i land langs stranden. 28 både landede fra fyret til Skallerup i god behold. En båd mistede sine årer.
Torsdag d. 24. november 1904 var alle motorbåde taget på havet, i alt 11 foruden
8 sejlpramme, de sidste for at trække natsætbakker og motorbådene med kullerbakker. Vinden var blikstille, men da de var kommet en mils vej fra land, satte det op med en svær dønning på land. Bådene vendte da straks om og søgte land og kom tidsnok til at lande ved egen hjælp med undtagelse af en motorjolle og en pram. Kl. 11 anså man det for uforsvarligt at lande, og der hejstes tre balloner.

Redningsbåden fra Hirtshals sættes ud i forbindelse med en øvelse. Billedet er fra Ca. 1922.

En fladbåd sattes i vandet og roede over bråddet og bjærgede prammens mandskab og tog prammen på slæb og kom vel i land. Samtidig gjordes redningsbåden klar, og den roede ud til jollen, som lå for anker. Mandskabet optoges i redningsbåden, der nåede land i god behold kl. 11,45. De reddede var Johan Thomsen og Carl Thomsen.
Den 9. december 1897 var 34 både taget på havet længe før dag. Vind og 50 var da rolige, men ved dagens frembrud begyndte søen at vokse, og der kunne da forventes, at vind ville indtræffe, og det varede ikke længe, inden havet var i et bråd, så langt Øjet kunne række. Tre balloner hejstes kl. 09, og redningsbåden gjordes klar og gik ud. Samtidig kom bådene ind til revlen. Redningsbåden fulgte dem en efter en over revlerne. Dog så det galt ud flere gange, da fiskerne ikke ville forlade bådene, som havde udmærket fangst, og redningsbåden ikke måtte tage bådene på slæb. Alt gik dog godt, da der var dannet et løb over yderste revle, og redningsbåden vinkede dem indover på dette sted. Tirsdag den 3. december 1903 var alle fiskerne på havet fra morgenen af. Vinden var sydlig med frisk kuling, som op ad dagen tog til at blæse hårdt. Bådene, som var ret langt til havs, havde en del besvær med at nå land. Ca. 11/2 mil nordøst for Hirtshals observerede P. H. Rimmen en motorbåd liggende til ankers, da
P. H. Rimmen med sin sejlbåd var under krydsning for land i den hårde storm. Han vendte et par gange omkring den, men da de ikke gjorde tegn til at ville modtage hjælp, fortsatte han krydsningen og nåede land henad aften, gennemblødt til skindet, men i god behold.
Motorbåden kom stadig ikke ind. Vinden tiltog til orkan, og søen blev meget høj. Kl. 21,30 brændte motorbåden nødblus. Der affyredes en signalraket for at tilkendegive, at blusset var set, og redningsmandskabet samledes, og båden gik ud Østen for molen kl. 22.
Båden roede ud langs molen og fandt motorbåden, som lå for anker ca. ½ mil nordøst for molen. Kl. 22,45 var bådens mandskab, tre mand, med stort besvær reddet over i redningsbåden.
Der roedes nu for indgående, men det blev ingen let sag. Mandskabet roede, hvad de kunne i 31/2 time. Redningsbåden fik i tusindvis afbråd over sig, som skjulte båd og mandskab, men båden klarede sig. Mandskabet kunne ikke konstatere, om båden kom nærmere land.

Det er fra denne begivenhed, følgende replikskifte stammer. En af mændene var ved at blive træt og modløs, og han sagde da til sidemanden: »Mon vi kan gøre noget ved det her?« men han fik et meget rapt og brøsigt svar: »Hvis vi ikke kan, er der ingen, der kan!«
Kl. Ca. 02 nåede båden land, men strandede desværre på en sandbanke udenfor Uggerby ås udløb. Ved store anstrengelser fik de båden på land og fik sendt besked til Hirtshals. Efter 171/2 time nåede båden hjem til Hirtshals. Det første mandskab anså og omtalte altid dette foretagende som det mest anstrengende, de havde været med til. De reddede var Peder Gårdbo, Peter C. Kjul og Peter Andersen.

 

 

Molen ved Hirtshals

Billede efter maleri af Chr. Blache 1907

Billede efter maleri af Chr. Blache 1907. Det er malet lige øst for molen, og der er diverse pramme og en enkelt motorjolle på stranden.
Chr. Blache, 1838-1920, var professor ved Kunstakademiet i København.
Fra Ca. 1903 til 1920 tilbragte han næsten hver sommer i Hirtshals sammen med enkelte maler venner. De boede på badehotellet »Udsigten« og spiste på kroen. Chr. Blache har malet mindst 100 billeder med motiver fra Hirtshals.