Fiskernes beklædning

Fiskernes beklædning skal kort omtales. Inden transport og handel blev så universel som nu, var beklædningen bestemt af de stedlige materialer, og hvordan disse traditionelt forarbejdedes. Tøjet fik den udformning, som under de givne omstændigheder var den mest hensigtsmæssige. Dette gælder i særlig grad almuens tøj. Modens indflydelse var ringe.
Udfra disse forudsætninger har fiskernes klædedragt også udviklet sig til den form, den havde i Hirtshals omkring år 1900. Inderst mod kroppen havde de en lys og forholdsvis tynd under-trøje syet af vadmel, ligeledes lange vadmels-underbukser. På et senere tidspunkt blev det almindeligt med strikket undertøj. Samme slags undertøj brugtes året rundt. Udenpå havde fiskerne vadmelsbukser, sorte, af typen med en klap foran, der knappes op i siderne.
Tøjet på overkroppen varierede mest. En såkaldt »islandsk trøje« brugtes hyppigt om vinteren. Andre brugte en såkaldt »ærmeveste syet af tyndt vadmel. Dette klædningsstykke havde ikke meget med en vest at gøre, det var nærmest en skjorte uden krave. Udenpå havde de en almindelig stortrøje af sort vadmel.
Det blå drejlstøj blev almindeligt under første verdenskrig. Dertil strikket halstørklæde og vanter. Vanterne var specielle ved at have to »tommelfingre», en i hver side. Formålet hermed var, at når fiskeren havde siddet og roet og var blevet våd, kunne håndrygsiden af vanterne vendes indad i håndfladen ved at dreje vanten, så tommelfingeren kom ind i den vantefinger, som før sad på lillefingersiden.
På fødderne havde fiskerne hjemmestrikkede uldne strømper, ofte med kvindehår spundet i. Strømperne nåede op over knæene og blev holdt oppe af et hosebånd lige nedenfor knæet. Om sommeren brugtes ét par, men om vinteren to par strømper udenpå hinanden. Fiskernes hovedtøj var hyppigst en kasket. For ikke at blive våde i dårligt vejr brugte fiskerne »olietøj«. Hovedbeklædningen var da en »sydvests<. Over stortrøjen bar de en bluse eller trøje syet af lærred og ferniseret 2-3 gange. Der fandtes også ferniserede lærredsbukser. Disse forekom i to faconer, enten som overalls eller som almindelige bukser holdt oppe med et reb om livet.
Olietøj var ikke hver fiskers eje. Det blev syet af koner, som havde symaskine.
Hyppigt havde fiskerne et par lange læderstøvler, hvis skafter nåede til lårkrogene. Bundene var oftest af træ, den samme slags bunde som brugtes til »spidsnæsede« træsko. Der var dog enkelte, der havde støvler med læderbunde. Det var den lokale skomager og fisker, der lavede støvlerne. 

Læderstøvlerne tilhører en gammel mand i Tversted og er syet i Skagen Ca. 1920. Når støvlerne skulle tages på, blev den Øverste del af skaftet foldet ned som på billedet. Nu var det lettere at få støvlerne på. Det samme blev gjort, hvis man skulle gå længere tid i støvlerne.
I støvlen var der på indvendige side nedenfor knæet indsyet en lille læderstrop. Herigennem blev der trukket et hosebånd, som blev knyttet under knæet, hvorved den nederste del at støvle-skaftet blev holdt oppe.

Skafterne blev til sidst trukket op, og når støvlerne passede, skulle kanten af støvleskaftet nå til lårkrogen.
Arrangementet, der brugtes for at holde den Øverste del af skaftet oppe kunne være forskelligt Her er der syet en strop på skaftet som via en snor fæstnes til en rem Til de støvler, skomager Nielsen Hirtshals syede var der en rem som havde to små remme svarende til hoftebenskammene De små remme der sad vinkelret på selve livremmen blev stukket igennem en slidse skaret øverst -i hver sit støvleskaft og derefter spændt.

Pasningen af læderstøvlerne var anledning til en standende diskussion mellem fiskerne.
Nogle holdt på, at de jævnligt skulle smøres. Smørelsen var en blanding af tran og okse- eller fåretalg og deri lidt kønrøg. Andre mente, at der ikke skulle gøres noget ved støvlerne.
Jeg kender ikke noget mere videnskabeligt eksperiment angående dette problem, end det P. Rimmen foretog. Han fortalte i hvert fald, at han havde haft et par støvler, hvoraf han havde smurt den ene, mens han ikke havde gjort noget ved den anden. Resultatet blev, at den behandlede holdt længst, nemlig én dag længere end den ubehandlede. Alligevel fortsatte diskussionen.
Støvlerne var ikke særlig bekvemme at bruge. De repræsenterede også en bekostning, som ikke alle fiskere ville afholde. Disse gik så på havet uden støvler. Det fortælles om Jørgen Lilleheden, der altid gik på havet i træsko, at når han sad og roede om vinteren, og der efterhånden blev fanget så mange fisk, at de gled ned over hans fødder, bemærkede han:
»Det varmer dærreme!
Først hen imod 1915-16 blev der sat almindelige træskobunde i læderstøvlerne. Det var i øvrigt nogenlunde samtidig med, at der begyndte at komme gummistøvler. De kom efter første verdenskrig og blev solgt ud fra militærets overskudslagre. Egentligt gummitøj kom betydeligt senere, nemlig omkring 1930.

 


 

Fiskeri. Hestevod og andre redskaber

Fiskeri med hestevod er meget gammelt og specielt ved ikke at kræve en båd.
Det var derfor velegnet til de landbrugere, der boede langs kysten.
Fiskerne ved Hirtshals brugte altid udtrykket »en wo'«, selv om retskrivningen foreskriver intetkønsformen. Hestevoddet var forholdsvis lille. Det havde almindelig vodfacon med to arme, hver 6-8 meter lange. Armenes frie ender var 50-60 cm brede og hver heftet til en lidt længere stok, som holdt dem udspilede. Herude var netmaskerne videre end længere inde på armene og i posen. Armene gik sammen i posen, og ved overgangen hertil var de et par meter brede eller høje. Når voddet blev brugt, stod armene på højkant. Posen var ca. tre meter lang og snævrede ind imod enden. Denne lukkedes, ved at en snor blev trukket igennem de afsluttende masker og derefter knyttet. Når posen skulle tømmes for fisk, løsnedes snoren, hvorved posen åbnedes, så fiskene kunne hældes ud. I posens ende var maskevidden 6-8 cm. Længere tilbage i tiden var voddet lavet af hørgarn, senere af bomulds-twist.
Langs under- og overkant af armene og i posens åbning var der monteret et reb, et såkaldt »li'g«, 6-8 mm i diameter. Rebet i underkanten var påsat bly ringe og overkantens reb
korkstykker. Blyets vægt skulle være så stor, at voddet gik langs bunden.
Et hestevod blev trukket langs strandkanten. En mand gik i vandkanten eller eventuelt så langt ude i vandet, han kunne, uden at det skvulpede over hans støvler. Han havde en 15-16 meter lang træstang, som han lod svømme på vandet, men han skulle sørge for, at den var vinkelret ud fra stranden og ikke blev trukket længere ind end dér, hvor han selv gik. Voddet var med reb bundet til yder- og inderenden af stangen, disse reb var en halv snes meter.
Til yderenden af stangen var der endvidere bundet et Ca. 100 meter langt reb, og en mand eller en hest, som gik foran på stranden i en tilsvarende afstand, trak voddet. Med en hest til rådighed blev hele foretagendet lettere. Så blev vod, reb og personer transporteret til og fra stranden med hestevogn. Alternativet var, at alt skulle transporteres med trillebør.
Fiskeri med hestevod foregik, når rødspætterne var helt inde ved land, det vil sige i november, december og januar. Man gik ud for at få rødspætter, men det skete, at der kom torsk eller endog en ørred i.
Vejret skulle være godt. Der skulle trækkes med vind og strøm. Man startede om morgenen, så snart det var lyst og fortsatte så længe, man orkede. Hvor langt trækket blev, afhang enten af, om der kom noget i vejen - sten eller vragrester, så voddet måtte tages op, eller hvor hurtigt der kom så meget fisk i, at voddet måtte tømmes. Almindeligvis var et træk en til to kilometer.

Når voddet skulle tages op, gik den bageste mand langsomt, mens den forreste gik højere op på stranden og trak ind i rebet. Herved blev stangen svunget parallelt med strandkanten, og begge tog da i hver sin ende af stangen og gik op over stranden, hvorved voddet blev trukket på land. Hvis der var mange rødspætter, lod man dem gerne ligge i en dynge, dækket af sække for at mågerne ikke skulle »husere« med dem. Havde man hestevogn med, kunne de læsses på den, selv om hest og vogn fortsat skulle trække voddet.
Der blev fisket en del med hestevod ved Hirtshals omkring 1900, bl.a. af Martin Mikkelsen Sort sammen med sine sønner eller Carl Jensen. Fiskeriet foregik østen for molen fra Emmersbæk og østefter mod Kjul og eventuelt længere.

Skematisk fremstilling af fiskeri med hestevod.

Fiskeri med landdragningsvod. Efter C. F. Drechsel: »Oversigt over vore Saltvandsfiskerier«. 1890.

Landdragningsvod

Fiskeri med landdragningsvod foregik vinkelret på kysten i modsætning til fiskeri med hestevod, som foregik langs med. I øvrigt brugtes et betydeligt større vod, meget tovværk samt en båd, en pram eller en fladbåd. Voddet var så stort, at det udbredt målte Ca. 40 favne eller 80 meter fra den ene arms spids til den anden. Dybden af armene ved overgangen til posen var ca. 11/2 favn eller tre meter. Posen var 3-4 favne lang og uden nogen form for tragt. Maskevidden i posen var afhængig af, hvad man ville fiske med voddet. Til rødspætter var maskevidden 6-8 cm, og ud mod enderne af armene var maskevidden Ca. det dobbelte. Til sild eller makrel var maskevidden i posen Ca. 3 cm, ude på armene ca. 10 cm.
Voddet var monteret med hampereb, henholdsvis kork- og blybesat, langs over- og under-kant af pose og arme, således at blyringene tyngede voddet ned til bunden. For enden af hver arm var der monteret en kort træstok, og til hver stok var bundet et tov omkring 100 favne langt.

Før fiskeriet begyndte, lå båden lastet med alle grejerne helt inde i strandkanten. Tampen af det ene vodtov monteret med et dræg blev kastet på land, hvorefter båden sejlede vinkelret ud fra kysten, mens vodtovet sejledes i havet. Når det ikke rakte længere, svingede båden halvfems grader og sejlede parallelt med kysten, mens selve voddet blev sejlet ud. Når voddet var i havet, drejede båden igen halvfems grader og sejlede derefter ind mod kysten, mens det andet vodtov løb ud. Prammen blev taget op på stranden, og to-tre mand greb hver i tovene og begyndte at trække voddet ind mod land. Efterhånden som voddet haledes mod stranden, nærmede de to »trækkehold« sig hinanden. Når stokkene på armene gled op af vandet, skulle der være 2-3 meter imellem de to hold. Det var for at forhindre, at de fisk, som var imellem armene, skulle gå udenom posen.
Om sommeren blev der »drawet på la'j» efter små sild og makrel. Sildene var omkring 12 cm lange og kunne fiskes i store mængder. De kørtes direkte med trillebør eller hestevogn til de landmænd, som ville aftage sild. Først efter 1910 begyndte en videre behandling af disse små sild i Hirtshals, idet de blev saltet i tønder i et specielt bygget hus. Dette var forudsætningen for, at de kunne transporteres længere, da man dengang ikke disponerede over tilstrækkeligt is.

Den almindelige måleenhed, når der solgtes sild, var en spandfuld, og prisen herfor var 35-50 øre. Sildene blev saltet og spist som spegesild, hyppigst sammen med kartofler til middagsmad. I den første tid efter saltningen kunne de smage godt, men efterhånden blev de meget salte og hårde. Min far har fortalt, at når voddet nærmede sig land, kunne der ses en stime makrel foran. Når stimen var nær strandkanten, vendte makrellene pludselig om og strøg udefter. Så skulle de gerne gå i posen. Hvis der var en mulighed for at komme udenom, var de væk som et lyn.

 


 

Man må have ment, at turisterne gerne ville se Martin Sort og Carl Jensen »draw på la'j«. Billedet er sandsynligvis fra Ca. 1916, men er brugt i turistbrochure omkring 1928.

Martin Sort har berettet om en noget lignende hændelse engang, da han brugte
landdragningsvod efter makrel. Der var da kommet en stor laks imellem. I nærheden af land vendte den og svømmende udefter og kom ind i posen. øjeblikkelig gjorde den omkring og kom indefter som et lyn, vendte inde i strandkanten og udefter igen. Da den kom til voddets ene arm, sprang den højt op over vod armen og var væk.
I de år, hvor der var mange makrel, blev der lavet kompagnier omkring de fiskere, som havde vod. Specielt var 1918 et stort makrel år, der var da 4 kompagnier eller selskaber. Man foretrak dengang, at der var knyttet en motorjolle til hvert selskab. Makrellene solgtes til Kræn Løth, som sendte dem videre, enten med resten af vinterens is, eller uden is.
Stedet for voddragningen var Øst for molen mellem Emmersbæks udløb og Kjul.
Silde- og makrelfiskeriet foregik om sommeren i juni, juli og august. I november, december og januar fiskedes rødspætter på samme måde.
Der er ikke nogen principiel forskel på brugen af landdragningsvod og dybsvod. Forskellen på de to fiskemåder ligger i, at der bruges et større vod og så lange tove, at dybsvoddet kunne nå længere ud i havet, hvor der var kuller og torsk. Det var de fisk, der fangedes med dybsvod.
Der brugtes 2-400 favne tov på hver vod arm. Det betød, at en pram ikke var stor nok til at sejle grejerne ud, hvorfor der brugtes en fladbåd. Der var 3-4 mand til at trække i hvert af tovene, mændene gik med front mod havet baglæns op over stranden i jævn og ikke særlig hurtig takt. De, som var længst væk fra havet, slap tovene, når de kom op i det bløde sand, gik udenom de andre til strandkanten og begyndte - som de forreste i rækken - at hale igen. Således skiftedes hele tiden, mens tovene blev trukket ind.

For ikke at trække med hænderne direkte i rebet brugtes et »draw bååje, dragebånd. Dette bestod af to krumme stykker træ, som var hæftet sammen i begge ender, så de dannede en oval eller cirkel. Manden tog dragebåndet ned over sig, så det sad lige under armene, det ene træstykke på ryggen og det andet foran. Tovet blev via en strop i det forreste træstykke heftet hertil.
Fiskeriet foregik i november, december og januar. Det var almindeligt ved Hirtshals inden 1900. På det tidspunkt blev det i det store og hele forladt.

Voddet er »drawet på la'j <. Her tømmes det for makrel over i kurve. Ca. 1916.

Det var et godt dræt - mange kurve fyldtes.

I perioden Ca. 1904-11 var der en del hirtshalsfiskere, som fiskede tunger ved Blokhus om foråret, hvis der ingen var i de hjemlige farvande. I denne situation præsterede hver mand i båden 3-4 garn. Man sejlede fra Hirtshals om morgenen og nåede til Blokhus hen på eftermiddagen. Der blev garnene så sat, hvorefter man gik i land. Fiskerne sov i lader eller høstakke, til det blev lyst. Man sejlede så ud og tog garnene op og vendte hjem til Hirtshals med garn og fisk. Det skete, at det i nattens løb blev blæsevejr.
Billedet her er en flok fiskere fra Løkken og Hirtshals, som ikke kunne komme hjem for blæsevejr. For tidsfordriv vandrede de fra Blokhus til Pandrup og blev fotograferet.
Omkring 1900 blev der ved Hirtshals kun fisket med garn efter fladfisk. Men Ca. 1912-14 begyndte fiskerne der at bruge torskegarn. Lidt senere - under første verdenskrig - begyndte de også at bruge lyssejgarn.
Fra ca. 1914 og fremefter blev der drevet lidt laksefiskeri med garn periodevis forår og efterår.

 

Snurrevod
Jens Væver udviklede i sidste halvdel af 1800-tallet snurrevoddet. Fremkomsten af dette var et fremskridt, idet man derefter ikke mere var afhængig af, om fisken var helt tæt ved land.
Selve voddet var i princippet et dybsvod. Der blev brugt tilsvarende lange tove, hvert ca. 400 favne.
Snurrevoddet brugtes sådan: Enden af det ene tov forsynet med et dræg og en bøje blev kastet i havet. Derefter sejledes det ene tov, voddet og det andet tov i havet i en cirkel eller oval, så båden endte ved den bøje, som markerede dræget med vodtovet. Her blev båden lagt for anker, og en mand eller flere tog fat i hvert tov og halede ind. Voddet var ikke forsynet med nogen anordning, der holdt armene fra hinanden. Derfor var det område af havbunden, voddet bevægede sig hen over, smalt, ikke bredere end afstanden mellem de to tove i båden.
Der var i Hirtshals kort efter 1900 tilløb til at bruge voddet som trawl, idet der undertiden blev fisket med ét fra to pramme, som hver slæbte et af tovene, mens de for sejl holdt en afstand, som svarede til afstanden mellem voddets »armender». Denne fiskeriform ophørte med motorjollerne og er først taget op på et langt senere tidspunkt under betegnelsen at
»slæbe tvilling».

Da der kom motorjoller til Hirtshals, blev de straks udstyret med »snurregrejer«, det vil sige vod og tove, men desuden blev motoren forsynet med en roterende akse!, som på hver ende havde en spilkop, d.v.s. en jerngenstand, mindende i form om trærullerne, hvorpå man køber sytråd. Vodtovene blev med en, to eller tre tørn sat omkring hver sin kop, der halede tovet ind, og dette gjorde arbejdet med at trække voddet op så langt lettere.
Snurrevodsfiskeriet foregik efter fladfisk, specielt rødspætter, forår og efterår. Det blev drevet alle steder, hvor der var sandbund, også langt ude i havet.