Garn

Omkring 1900 brugtes i Hirtshals udelukkende de meget lange »skawgåå'n» (skagengarn). Navnet refererer til, at garnene blev fremstillet i Skagen og købtes der. Et helt garn var 120 favne langt, men man kunne bruge et halvt. Hver fisker havde et par stykker af disse garn, således at f.eks. en pram med to mand disponerede over 4 garn. Selve nettet, den såkaldte ka'l eller kalli (kalv - må ikke forveksles med kalv i en ruse), var af tynd bomuldstråd. Man skal holde sig princippet ved garnfangst klart - at fisken svømmer imod det lodrethængte garn, der består af tyndest mulig tråd, som er lidet synlig for fisken. Fisken svømmer imod garnet, som den kører fast i eller vikler sig ind i - i modsætning til fangst med vod eller ruse. Ved dette fiskeri støder fisken imod netarme, der består af tyk tråd, som ikke vikler sig om fisken, men leder den ind i en pose, hvorfra den ikke så let kommer ud; i voddet fordi posen trækkes fremad hele tiden, og i rusen fordi denne har garntragt.

Garnet sættes i en lige linje og fæstnes i begge ender til dræg og bøje. Det skal stå lodret. Dette opnår man ved at forsyne den Øverste kant med et opdriftmiddel og den nederste kant med en tyngde. Hvis tyngden er størst, vil garnet stå ved bunden og fange bundfisk som rødspætter og torsk. Hvis opdriftmidlet dominerer, vil garnet hænge ned fra vandoverfladen og fange fisk dér, særlig makrel. På selve nettets over- og underkant blev der knyttet en stærkere snor eller et tyndt reb. Man kalder denne kant-snor eller -reb for »tællete, på rigsdansk tellen, når det drejer sig om garn. Garnet rynkes lidt i forhold til tellen, så det ikke står stramt, men trådene er så løse, at de kan vikle sig om fisken. Tellen kunne eventuelt være trukket igennem kantmaskerne; det var tilfældet med skagengarn.

På tellen var opdriftmiddel og tyngde monteret. Opdriftmidlet på skagengarn var flådtræ (flo-træ'j), små stykker let træ, vistnok balsatræ. Det var dyppet i smeltet paraffin eller voks for at gøre træet tæt. Et flådtræ var Ca. 6 x 1,5 x 1,5 cm, noget trekantet i tværsnit. Hyppigt var ejerens initialer skåret eller brændt i træet. træstykkerne var monteret på tellen i en afstand på 50-60 cm. I tellen langs underkanten heftes tyngden. Dette var på skagengarn flade rullesten, nogen lunde af tændstikæske-størrelse, 5 x 3,5 x 1,5 cm. Stenene blev med et slyngestik sat fast i tellen. Af den grund blev denne telle også kaldet stenbåndet (stjænbåå'ntj). Stenene sad ikke særlig godt fast, en del faldt af, mens garnet stod i havet. Når garnet blev hængt op på husgavlen efter at være redt op, blev de resterende sten også fjernet. Når garnet skulle bruges igen, skulle det stenes (stii'nes), d.v.s. at stenene skulle sættes fast i stenbåndet igen med Ca. i favns mellemrum. Efterhånden som stenene blev sat på, blev de lagt på et bakketrug. Til sidst lagdes kloven med garnet på langs oven på bakketrug og sten - og garnet var parat.  

Den morgen, garnene skulle bruges, blev de på trugene kørt til stranden på trillebøren. Når garnet skulle sættes, stod fiskeren i bagstavnen med kloven under venstre arm og truget med sten til højre for sig, stående på bageste tofte. Efterhånden som prammen sejlede, gled garnet i havet, hver sten kastet i havet til rette tid. Det var en omstændelig fremgangsmåde at tage sten af og på, at transportere det tunge garn, uden at det kom i uorden. Omkring 1914-15 begyndte man at sy sten af den størrelse, man tidligere satte i stenbåndet, ind i små tøjlapper og surre dem til nederste telle, så de altså sad der konstant. Dette var ikke helt praktisk, idet de små sten kunne gå ind gennem netmaskerne og lave uorden. 1916-18 begyndte man at bruge ringe af tyk ståltråd som tyngde. De var så store, at de ikke kunne gå igennem maskerne. De hang ikke fast. De var hensigtsmæssige og holdt sig i brug i mange år.  

Det var fladfisk, man Ønskede at fange. Der blev taget flest rødspætter, men pighvar og tunger var de kostbareste. Disse to sidste arter betegnedes som »krøj fisk«. Årstiden, da der kunne fiskes med garn var for- og efterår. Fiskeriet foregik over sandbund.

 

Fem stykker flådtræ (flotræj). Fra museet i Hirtshals.

Flådtræet knyttes på «tællet».

»skawgåå'n< (skagengarn),

Det øverste at et »skawgåå'n< (skagengarn), som er » klåwwe» dvs. ordnet op på en klov (i klåw). En klo' var lavet at to rundstokke, 80-90 cm lange, imellem hvilke var indskudt et Ca. 10 cm langt træstykke, og de tre stykker træ var solidt samlet, f.eks. som på billedet med sintring. Åbningen mellem stokkene var 1,5 cm bred. I denne slidse blev den Øverste telle skubbet ind. På billedet ses, at man har tilstræbt, at stykkerne af flådtræ er kommet ved siden af hinanden. Herved var det lettere at sætte garnet, uden at flådtræstykkerne greb fat i garnmaskerne.
Når garnet blev »klåwwe», gik fiskeren frem og tilbage foran husgavlen, hvor garnet i forvejen var hængt op på et par lange søm, efter at det var redt op og tang og lignende var fjernet. Han havde kloven under venstre arm. Efterhånden som han korn frem, tog han garnet ned, stak venstre pegefinger ind mellem telle og net, skiftevis fra den ene og den anden side med 50-60 cm's mellemrum. Tellen blev herved foldet, og bugterne hang ned på begge sider. Når fingeren var fuld, blev bugterne sat over på den underste pind på kloven. Når hele garnet var »klåwwe», knyttedes en kort snor omkring klovens to rundstokke ved de frie ender udenfor garnet, så dette ikke kunne glide af. Skagens Fortidsminder.

Skagengarn med sten i stjænbååtj, stenbåndet. Skagens Fortidsminder.

De omtalte sten, som blev indsyet i en stump tøj og knyttet fast på tellen.

 


Noten
Makrelfiskeriet med flot blev sandsynligvis påbegyndt 1905-10. Ved begyndelsen af første verdenskrig var der tre noter i Hirtshals: Peter Mikkelsen havde en, Adolf Jensen og Berthel Nielsen en og den tredje havde vistnok Senius Grønhøj og Soren Peter.

 

Notten

Det er omtalt, at flådtræ var mærket med ejernes initialer, brændt ind i træet. På samme måde blev f.eks. tejner, dobbere og blærer mærket.
Når en fiskerdreng efter konfirmationen begyndte at etablere sig som fisker, købte han foruden fiskeredskaber også et »navnejern«. Det blev fremstillet hos den lokale smed.
Når det skulle bruges, blev det varmet, til det var næsten glødende, hvorefter der kunne »stemples«.

Noterne blev kun brugt lejlighedsvis om sommeren til at fange makrel i. I sammenligning med nutidens noter var disse her dværge, Ca. 3 favne i dybden og Ca. 100 favne lange. De brugtes ret tæt ved land, kort uden for yderste revle. Her nåede de til bunden.
Når omstændighederne var således, at man skønnede, der kunne fiskes med not, blev denne med de nødvendige tove lagt i den ene side af jollen. Der skulle 4-5 mand med, og der var en pram på slæb efter motorjollen.
Jollen sejlede ud ved molen og østefter, mens der blev spejdet efter fuglefald. Fuglefald er en flok måger og terner, der holder sig i luften i en flok på samme sted. Hyppigt dykker de i havet. Det er udtryk for, at der er en sildestime, og fuglene dykker efter sild.
En sådan sildestime kunne være i den grad trykket sammen af angriberne omkring den, det var hyppigst makrel og eventuelt lyssej, at der opstod det fænomen, som kaldtes en »sildeknude». Sildene stod da en klump i vandoverfladen, så tæt at de sprællede mod hinanden. Hvis en pram kunne være heldig at komme til en silde-knude, kunne der øses sild op med spande, uden at der næsten kom vand med.
Hvis man fra jollen kunne se et fuglefald, sejledes den dertil. Prammen med en mand i blev forankret, og den ene ende af noten kom over i den. Derefter drejede det sig om at få noten sejlet i havet i en cirkel omkring den makrelstime, der var omkring sildene. Ved en sådan lejlighed fik den 3 hestekræfters Houmøller lov til at præstere, hvad den kunne.
Så snart jollen var nået til prammen igen, kom rebene op i jollen derfra, og mændene begyndte at hale ind i enderne af et reb eller en wire, hvormed man lukkede notens bund. Motorspillet brugtes som hjælp. Når bunden i noten var trukket sammen, blev notens sider halet ind, og efterhånden indsnævredes pladsen for makrellene. Hvis der var flere makrel, end der kunne løftes over i noten, blev de taget over i jollen med ketsjer eller »kee's«.
Et kast med flot tog en times tid, noget afhængig af hvor mange makrel der skulle øses over i jollen med »kee's«.
Det kunne være vanskeligt at undgå, at flot og reb kom i jollens skrue eller propel. Manden i prammen havde til opgave at manøvrere med jollen, således at dette ikke skete. Det drejede sig i almindelighed om, at jollen lå, så strømmen drev noten væk fra den.
Notfiskeriet blev ikke almindeligt, og omkring 1920 ophørte det helt, indtil det er kommet i brug igen i nutidens udformning.


 

Princippet i fiskeri med noter, at nettet sættes i en ring omkring den makrelstime, som skal fanges. I Øverste kant af noten er der anbragt korkstykker med så stor bæreevne, at de holder nettets overkant flydende i vandoverfladen. I almindelighed nåede nettet før 1920 til bunden. I de nederste kantmasker var der trukket en wire igennem. Ved at trække i denne wires to ender kunne noten lukkes helt i bunden som en pose.

Reparation af net
Reparationsarbejde på net var altid fiskernes egen sag. Fremstilling af nye net til vod eller garn gik de også lejlighedsvis i gang med, eventuelt bistået af konen. Det var almindeligt, at fiskerpiger lærte at knytte garn. I Hirtshals kom der ikke professionel vodbinder før langt efter 1900. De redskaber, der brugtes, når der skulle bødes eller bindes garn, var den velkendte bødenål, kaldet »bØØnoo'l«, samt et skel, efter Vendsysselsk Ordbog et redskab af træ, horn eller ben til at binde masker over under garnbinding.
På billedet herover ses to sådanne skel - udtales lokalt »skæl«. De to viste er af træ. De fandtes i forskellige størrelser, idet størrelsen af skellet bestemte maskestørrelsen.

På billedet her ses, hvordan skel og bødenål bruges. Der bindes nyt garn til et ældre net.