Hummerringe
Hummerfiskeri med »ringe«, længere vestpå langs kysten kaldet »kranjer«, blev brugt ved Hirtshals til lidt efter 1900. Redskabet bestod af en ring af jern. Martin Tophøj beskriver det som et halvrundt profiljern bukket til en ring med diameter 110-115 cm og de to ender samlet med surring. Ringen skulle være så tung, at den kunne synke og blive liggende nogenlunde stille på havbunden. Det fortælles, at endnu tidligere var ringene af træ med påbundne stensynk.
På ringen var der monteret en netpose Ca. 70 cm dyb. Den var knyttet specielt til formålet og
havde en maskevidde på ca. 7 cm, og der var brugt tråd lidt tyndere end bakkeline.
Endvidere var der på ringen fæstnet 3 stykker tyndt reb, som ca. 1 meter over ringen var knyttet sammen og dannede en såkaldt hanefod. Formålet med at sætte tre liner på ringen var at forhindre den i at tippe rundt under ophalingen, så hummeren derved faldt af. Ved knuden, der samlede hanefoden, var påsat et lille stykke kork, og endvidere var der fastbundet en »drageline«, et tyndt reb, der skulle være lidt længere end afstanden fra overfladen og ned til hanefoden. Dragelinerne varierede i længde efter fiskestedet.
Der blev fisket hummere med »ringe« fra midten af maj og til hen i august. Der var dog et mellemrum i denne periode fra sidst i juni til lige over midten af juli, hvor hummerne skifter ham. De er da sårbare og søger ly og kravler kun lidt. Derfor fanges der ikke mange hummere i den periode.

Fiskeri med ringe var et énmands fiskeri. Fiskeren sejlede ud i en lille pram om aftenen, noget før det blev mørkt. Han havde ringene, gerne 12 stykker liggende i bunden af prammen. Han fandt sig den stengrund, han ville fiske på, loddede sig eventuelt til den. Han sejlede til den ende af stengrunden, hvorfra strømmen kom. Der satte han et dræg, til hvis line var fæstnet en stor bøje. Hertil var også fæstnet et langt reb, en såkaldt »strækline«, ca. 100 favne lang og 3-4 mm tykt. Stræklinen blev sejlet ud medstrøms og tværs over stengrunden. Den anden ende af »stræklinen« blev ligeledes knyttet til en bøje med line og dræg.
Nu roedes prammen op til den ende af » stræk-linen», som først var sat ud; linen blev taget op over båden og lagt i en lille udskæring, som var i prammens forspeji. Prammen drev medstrøms, til den kom til det første sted, hvor der skulle bindes en dragline med hanefod og ring. Mens det blev ordnet, blev der slået et dobbelt halvstik på »stræklinen» omkring åretolden, så prammen var fortøjet. På stedet, hvor draglinen knyttedes til stræklinen, blev der også fæstnet en lille bøje, så stræklinen nærmest svømmede ovenpå.
Inden ringen sænkedes i havet, blev der fæstnet en agn midt i nettet. Agnen var et lille stykke tørret torsk. I løbet af foråret, mens der blev pilket, oparbejdedes en ret stor mængde små torsk, der saltedes og tørredes og sommeren over brugtes til agn. På stræklinen sattes 6 dragliner med ringe med 12-15 favne imellem. Der blev lavet en tilsvarende strækline parallelt med den første i en afstand af Ca. 50 favne. Forberedelserne var dermed gjort, og det var ved at blive mørkt. Natten igennem sejlede fiskeren med prammen langs med de to strækliner og trak ringene hurtigt op, for at forhindre hummeren i at svømme af. Hummeren var kravlet ind til agnen, som lå midt i ringen, og den fulgte eventuelt med, idet den sad i netposen. Hvis der ikke var for dybt, kunne man føle, om der var en hummer i ringen, formentlig fordi den slog med halen.

Fangsten varierede fra 3-4 hummere op til et halvt hundrede på en nat, men enkelte gange har Laurits Tophøj taget et halvt hundrede hummere, og det blev anset for meget fint.
Det var gennemgående store hummere, som fangedes i ringe, sikkert af den grund, at var der flere, gennede de store de små væk fra agnen, og så var det de store, der kom med op. Hummere blev anbragt i et lille rum midt i prammen, og der blev lagt en våd sæk over. Når prammen havde taget en tur langs en strækline, blev de fangne hummeres klosakse bundet med tyndt ståltråd. Det kunne knibe at finde stræklinerne i mørket.

Hummerring i brug ved Klitmøller i 1967.

Laurits Tophøj har fortalt, at han undertiden slæbte en puk efter prammen for at fange stræklinen med den.
»Las Peter i Rajene fiskede hummere med ringe. Når han kom ind om morgenen efter at have fisket natten igennem, fik han morgenmad. Der efter tog han hummerne på sin trillebør og kørte hermed de Ca. 15 kilometer til Hjørring. Dette skete Ca. 1860-80, inden der kom fiskeopkøbere i Hirtshals. Hummerne solgte han til hotellerne i Hjørring, inden turen igen gik hjem, hvortil han kom Ca. kl. 15-16. Han satte sig straks til bordet og fik middagsmad, hvorefter han lagde armene på bordet og hvilede hovedet på dem og sov 3-4 timer. Så gik han på havet igen og fiskede natten igennem. Det var ikke nemmere at være fisker, inden der kom fiskeopkøbere.
Det var ved de inderste stengrunde, der fiskedes med ringe. Laurits Tophøj har enkelte gange fisket ved »Kjul grund«. Af andre, der har fisket med ringe, kan nævnes: Jørgen og Peder Hejlesen, Niels Rimmen fra Kjul og Peder Rimmen. Peder Hejlesen har fortalt, at en morgen, han kom sejlende ind efter en nats fiskeri, kunne han lidt vesten for fyret tydeligt se havbunden med sten. Han fik da den idé at sætte en ring ned, og ganske kort efter kunne han se en stor hummer spadsere ind i ringen.


 

Hummerfiskeri med tejner
Omkring 1895 begyndte fiskerne i Hirtshals at bruge hummertejner, og disse fortrængte i løbet af kort tid helt ringene.
Fiskerne lavede selv deres tejner vinteren igennem, når det ikke var havvejr. De fik gerne trælisterne savet til hos en professionel snedker eller tømrer. I Hirtshals skete det på den tid hos P. Chr. Christensen (Samuel), der på taget af sit værksted havde en vindmølle, som trak en sav. Hver fisker havde 25-40 tejner.

Tegne på stenrev.

En tejne er en tremmekasse. Størrelsen har ikke ændret sig, siden man begyndte at lave tejner, hvis man ser bort fra højden. Den første tid blev de lavet 1-2 tommer højere, men de havde herved en tendens til at trille rundt, når det var stormvejr. For at modvirke dette blev de gjort lidt lavere. De er 32 tommer lange, 15 tommer brede og 11 tommer høje.
I trèmmekassens loft var der en låge, som kunne lukkes op, og hvorigennem hummerne og krabberne blev taget ud af tejnen og agnen sat ind. Den ene ende af tejnen var åben, men forsynet med en »tragt« af tyk ståltråd eller net. Tragten, som havde størst vidde yderst, var fæstnet til tejnens ramme, derfra gik den ind i tejnen og opefter og endte med en tragtring ca. 10 cm i diameter. Tragtens dybde var ca. 20 cm. To passende store og flade sten blev fæstnet med ståltråd til bunden, indvendigt i hver ende, så tejnen blev tung og kunne synke i havet med undersiden ned og stå nogenlunde fast på bunden. I stedet for sten støbte nogle en lille cement-klods fast i hver ende. Inde i kassen var der anbragt et stykke fisk som lokkemad. Til tejnen var fastgjort et reb, en såkaldt tejnende. Denne var ca. 1 cm diameter og så lang, at den nåede op til havoverfladen. Til den øverste ende af dette reb var bundet et tyndere, 4-5 mm i diameter. Dette var fastgjort til et lægn (drejeled) på dobberen.
Til det tykke stykke af tejnenden var der enten knyttet to stykker kork eller et stykke kork og en glaskugle. Dette for at hjælpe dobberen med at løfte tejnenden. Dobberen angav tejnens position, og hvis den gik af tejnenden, havde disse flydere betydning ved at løfte tejnenden op, så den kunne fanges af et strygedræg.
Tejnerne blev sat i rækker - såkaldte »læ'ntjer«, lænker - med 4 eller 6 tejner i hver. Der var ca. 30 favne mellem to tejner i lænken. Den yderste dobber i hver ende af lænken var mærket, almindeligvis ved at en lille snor var bundet om dobberstagen. På et senere tidspunkt omkring 1930-40, da risikoen for, at dobberne blev sejlet fra, voksede, gik fiskerne i mange tilfælde over til at bruge et system, som havde været anvendt til ringene. Man havde en lang strækline med en dobber i hver ende, og de 4 eller 6 tejner var fæstnet hertil med Ca. 1 meter lange rebstropper.

Tejnerne blev sat ud først på sommeren midt i maj måned. De blev stående i havet til sidst i august. De skulle sættes på sten-grundene, hvor hummerne var. Stengrunde er forskellige. De består af mere og mindre topformede ophobninger af sten, som gradvist går over i den jævne sandhund. Fiskerne mente, at det var vigtigt, tejnerne stod på toppene af sten-grundene. Under storme drev tejnerne ud på dybere vand, og der fiskede de også hummere, men alligevel blev de flyttet tilbage til toppene.
Der var engang kommet en ny mand til Hirtshals. Han havde sat sine tjenere lidt udenfor en stedkendt fiskers. Den stedkendte vidste derfor, at tilflytterens tejner ikke stod på de mest udtalte grunde. Da han havde røgtet tejnerne og ikke havde haft hummere i sine, mente han heller ikke, at den nytilkomne havde nogen. Da han var kommet i land, blev han spurgt, hvordan fiskeriet havde været. Det havde været skidt, sagde han og tilføjede, at den nytilkomne heller ikke havde taget flere hummere, end han - den stedkendte - godt ville spise rå. Efter at være landet hørte tilflytteren om dette. Han tog da en stor »blå hummere op fra kassen, gav den til den stedkendte og sagde: »Vær så god, nu har du noget at begynde med!» Det kan tilføjes, at for uden ved farven adskiller en blå hummer sig fra almindelige sorte hummere ved at være af ringere kvalitet. Fiskehandleren betaler under det halve af normal hummerpris for den.


 

Tejne af typen, som brugtes ved Hirtshals Ca. 1905. Den består af tre rammer, hvorpå listerne, som udgør bund og sider, er fæstnet. Låget lukkes ved, at enderne af dets tværstykker stikkes under listerne på tejnens overside, og to hvirvler drejes over den modsatte kant. Hummeren går ind i tejnen gennem en garntragt i redskabets ene ende, den anden er lukket. Tejnen er opdelt i to rum af en anden garntragt, som leder hummeren ind i rummet i den lukkede ende. Som synk er indstøbt en cementklods i bunden af hvert af tejnens rum. 

Først på sommeren blev tejnerne hovedsagelig sat ud på de inderste stengrunde: »Brede grund«, »Knudegrundene«, »Flammingen« - der var tre af det navn, »Polli«, »Kirken i
bækken« og vest herfor på »Jens Uggerbys rimmen«, »Små pjalter« og til »Røde grund«.
Længere hen på sommeren blev nogle af tejnerne flyttet udefter på stengrundene »Kjul grund», »Stoddergrunden« og »Hvalgrundene,.
Når tejnerne var sat, sejlede fiskerne ud om morgenen til den første lænke. Alle tejnerne i denne blev taget op, tømt for indholdet, og der kom ny agn i. Disse 4-6 tejner fyldte godt i en pram. Senius Grønhøj og Soren Peter kæntrede omkring århundredskiftet med en lænke tejner. Personerne og materiellet blev reddet.
Lænken blev gerne flyttet lidt. Hvis fiskeriet på et sted i længere tid havde været utilfredsstillende, blev der måske gjort et større flyt udad.

Fiskerne sejlede fra lænke til lænke og »løb» tejnerne på denne måde. Når alle tejnerne var røgtet, gik båden i land. Det samme gentog sig næste dag, om vejret var til det.
Fiskerne lagde mærke til, at de første tejner med én tragt fiskede godt, når de blev »løbet» hver dag. Men gik der flere dage imellem, var det hyppigt, at der ikke var hummere i. Denne iagttagelse førte til overvejelser, om hvorvidt hummerne eventuelt kunne gå ud af tejnerne igen. Man fandt da på at sætte en slags lås for tragten. Låsen bestod af to stykker ret tyk ståltråd. Den ene ende af ståltrådsstykkerne var bukket til et øje omkring tragtringens øverste del, og den øvrige del af de to stykker ståltråd hang ned for tragtringen, lidt længere ned end ringens underkant. Når hummeren kravlede ind i tejnen, kunne den let skubbe de to stykker ståltråd indad. Derimod kunne de ikke skubbes udad, hvis hummeren prøvede at kravle tilbage til friheden.


 

 

Mange fiskere havde imidlertid den opfattelse, at de nedhængende ståltråde også bevirkede, at hummerne nødigt gik ind i tejnen. Derfor brugtes »tragtlåsen» i Hirtshals kun i en kortere periode lige omkring århundredskiftet. I stedet fandt man på midt i tejnen at sætte en ekstra nettragt, et såkaldt »mælgåå'n» (mellemgarn eller -net).
Princippet var det samme som i en ruse. Når hummeren havde ædt agnen og ville søge nye jagtmarker, var den letteste vej ind gennem mellemgarnet. Var hummeren først indenfor dette, og altså inde i tejnens inderste rum, var muligheden for at komme ud igen ved egen hjælp nærmest lig nul. Denne udformning med et mellemgarn bruges stadig ved Hirtshals, for så vidt der overhovedet fiskes med tejner længere.

 

Tværs over tejnens forreste rum var der udspændt et stykke ståltråd fra en liste i den ene side til en i den modsatte side. Agnen blev bundet på denne ståltråd.
Som agn brugtes saltet fisk, af hvad art der nu kunne skaffes. Rødspætter ansås for at være bedst, makrel brugtes også meget.
Rødspætter og anden fladfisk fik man enten af dem, som fiskede med snurrevod, eller hummerfiskerne måtte selv fange agnfisk. Når man fik en portion rødspætter, blev de hjemme saltet i en stor træbalje. De lå i saltlagen, til de skulle bruges. En ny portion rødspætter eller makrel blev lagt i samme lage, hvis det ikke var så stor en portion, at en anden balje blev taget i brug.

 

 

»Mælgå'n« - mellemgarn.
Mellemgarnet var den garntragt, som adskilte tejnens to dele. Når en tejne havde stået i havet sommeren over, var mellemgarnet mørnet, og der skulle sættes nyt i, inden tejnerne igen blev sat i havet.
Fiskerne bandt selv mellemgarn. Det var de lange vinterafteners hyggearbejde, når vejret var ondt. Rammen, der er brugt, er som den midterste ramme i tejnen. På rammen her holdes hver maske fast på et bøjet som. I selve tejnen blev mellemgarnet fæstnet med fire tynde lister, stukket igennem kantmaskerne og sømmet til midterrammen.
Der blev brugt twist af samme tykkelse som til bakkeline. Når mellemgarnet var knyttet, blev det præpareret, på den tid med tjære.

Om eftermiddagen, når fiskeren var kommet fra havet, satte han sig til at forberede næste dags fiskeri ved at gøre agn i orden. En rødspætte blev skåret over på tværs en eller to gange, et kort stykke passende tyndt twist blev med en lang og stor nål syet igennem fisken og knyttet, så der var et par ender at binde omkring ståltråden i tejnen. Almindeligvis blev der beregnet et par stykker agn i hver tejne, og et tilsvarende antal skulle gøres i orden til brug. Disse havde fiskeren med i en lille trækasse næste morgen, enten han bar dem eller kørte dem på trillebør.


 

 

Hummere er krigeriske, de slås og kan ødelægge hinanden, hvis der er kommet flere i én tejne. Er der en stor og en lille hummer i samme rum, kan den lille være klippet fuldstændig i stykker. Hvis de er mere Jævnbyrdige, kan den ene måske have mistet en klosaks. En sådan hummer er andenklasses ligesom de meget store hummere. Hummerne kan være for små, så de ikke kan sælges. De bliver da sat i havets frihed igen. Hver fisker havde en målepind til at afgøre, om hummeren havde - eller »holdte - målet. Førsteklasses hummere er fra Ca. 300 gram til knap 1000 gram.
For at hindre at hummerne gjorde skade på hinanden, mens de var i båden eller senere i et hyttefad, blev klosaksene bundet. I prammene blev hummerne lagt i en kasse, f.eks. en lilje fiskekasse, som stod foran i prammen. Senere, da der kom dam i nogle af motorjollerne, blev hummerne puttet i en kasse som et lille hyttefad og derefter i dammen.
Hummerne skulle leveres levende til fiskehandleren, enten han sendte dem med det samme, eller de kom på lager i et hyttefad, til de blev efterspurgt. Hummerne skulle nå frem til forbrugeren, mens de var levende. Dengang skete forsendelsen i fiskekasser, hvori der var grønt græs eller marehalm godt vædet med havvand. Således emballeret kunne hummerne overleve få dages transport.

 

Også andet end hummere gik i tejnerne. Der var langt flere krabber end hummere. Omkring 1900 kunne krabber ikke sælges. Fiskerne tog kløerne med hjem og spiste dem enten selv eller gav dem væk til familie, venner og naboer. Krabbekroppene blev smidt i havet, inden bådene kom i land. Det var først hen mod 1920'rne, at fiskehandlerne ville købe krabbe-klør.
Der gik en del konksnegle i tejnerne. Konk kaldtes og kaldes i Hirtshals for »tyy'r« (tyre). Dem smed man enten i havet igen, eller man tog dem med i land og satte dem i et lille hyttefad. De var meget brugt som pilke-agn, og hver fisker oparbejdede gerne et depot af konksnegle til efterårets pilkefiskeri. Undertiden blev de taget med ind og smidt i havet ved »kåsense stenrev. Nogle af dem blev der, og når det var lavvande, kunne de tages fra stenene der.
Det skete ikke så sjældent, at dobberen blev løsrevet fra tejnenden, som regel fordi et fartøjs skrue greb fat i tejnenden og sprængte den i længere eller kortere afstand fra dobberen. Denne drev med strømmen, og tejnen var nu uden forbindelse med havoverfladen. Det, der var tilbage af tejnenden, løftedes af de to stykker kork - højt op mod overfladen, hvis der ikke var strøm, men kun lidt op over bunden med stærk strøm.
En af fordelene, ved at tejnerne stod i rækker, var, at når en dobber manglede, kunne man så nogenlunde vide, hvor selve tejnen stod - problemet var at »fange» stumpen af tejnenden. Hertil brugtes et såkaldt strygedræg. Det slæbtes i en lang line efter båden og skulle gribe fat i tejnenden, så denne kunne trækkes op.

 

strygedræg

Der ses her to udgaver af et strygedræg, mere og mindre professionelt udformet.
Det ene er lavet af et metalhylster fyldt med smeltet bly, mens «stammen« og grenene, som består af lange søm, sidder ned i blyet. Det andet dræg er den type, som smed Chr. Jensen lavede.

Var der nogen strøm, ville stumpen at tejnenden drive med denne, og der var 16-18 meter line at ramme med dræget. Dette var i almindelighed ikke noget problem.
Anderledes forholdt det sig, hvis der ingen strøm var. Da stod stumpen af tejnenden nogenlunde lodret op, båret af de to stykker kork. Mange fiskere opgav da på forhånd at få fat på tejnen. De lod de to nærmeste tejner blive stående og afventede fly strøm. Andre var mere optimistiske og prøvede. Forsøgene foregik efter to principper:
At bruge strygedræget med den almindelige ca. 60 meter lange line. På skitsen her er markeret de to dobbere, som står på siderne af den, der er væk, og som her er tegnet med punkteret linje. Med båden sejles ruten, der er markeret med pilen. Da dræget under slæbningen er ca. 60 meter efter båden, vil den bue, som dræget følger, være betydeligt fladere end den, båden følger. Derfor er der en chance for, at dræget vil støde imod den eftersøgte tejnende. Der er ca. 60 meter imellem to nabotejner. Når dræget eller dræglinen rører tejnenden, er det tydeligt at mærke.

Den anden teknik kaldes »at snurre en tejne«, idet princippet kan minde om et snurrevod.
Der skal bruges et tyndt reb ca. 100 meter langt. I den ene ende knyttes en almindelig dobber. Denne sættes i havet ved x på skitsen. Så langt fra dobberen som afstanden til to meter over bunden knyttes et almindeligt blylod fra en pilk på linen. Båden sejler efter pilen i den angivne cirkel, mens linen går i havet efterhånden og ligger som en lang løkke omkring den eftersøgte tejnes tejnenderest. 30-40 meter fra blyloddet er strygedræget knyttet på linen. Når båden er tilbage ved dobberen, tages denne op, og der hales ind i begge linens ender. Hvis eftersøgningen lykkes, kan man på et tidspunkt føle på den ene del af linen, at den glider mod tejnenden. Der hales nu i den anden ende af linen, indtil tejnenden også mærkes på denne. Linen ligger da som en stram løkke om tejnenden og hindres i at glide af, fordi den hænger fast i et af de to korkstykker. Tejnen kan hales op. Ved denne afsøgningsmåde er strygedræget kun tyngde på linen.

Skematisk fremstilling af den først omtalte metode at eftersøge tejner på.

Illustration af fremgangsmåden ved at »snurre tejners.


 

Tjæring af tejnender
En aprildag med så megen blæst, at det ikke var havvejr, skulle der tjæres tejnender.
Solen skinnede og varmede livsaligt, men vinden var kold og svirpede.
Der blev brugt et specielt apparat, når der skulle tjæres. Foran dette stod gryden med tjære, stillet på nogle sten i en lille gravet fordybning. Der blev fyret op under gryden med pinde og kasseret reb, og når tjæren var varm, begyndte arbejdet.

Det er ikke lykkedes at finde et intakt apparat til at tjære tejnender med. Her er det rekonstrueret på en tegning.

Drengen stod foran ved gryden. Han skulle passe på, at rebet, der lå i en oprinket bunke, ikke kom i uorden, og han skulle med en pind med en garnrulle på den ene ende presse rebet ned i den varme tjære. Manden stod bagved og trak rebet igennem. Fra gryden fortsatte det op imellem to stykker gummi med riller i. De blev klemt imod hinanden af en stenvægt, der hang på den bevægelige »arm<. Herved blev den overflødige tjære gnedet af, den løb ned og samledes i overdelen af en gammel gummistøvle og derfra ned i gryden igen. Rebet blev trukket videre hen til manden og der cirklet op i passende dynger, som lagdes i en række på et par brædder.
Når alt var tjæret, og det varede det meste af en dag, skulle tjæren tages af hænder og arme. Det blev gjort med margarine. Et lille stykke blev smeltet med hænderne og gnedet rundt på tjæren. Når ikke mere ville opløses, blev det hele gnedet af i gamle aviser, og processen blev gentaget. Til sidst blev hænderne vasket i sæbe og flere hold varmt vand. Det var en god dag.


 

 

Dette og følgende fire billeder er fotograferet Ca. 1960, mens man
tejner med en lille motorjolle. I princippet er fremgangsmåden den samme, som brugtes fra pram og motorbåd omkring 1900.
Herunder gribes dobberen, før den tages indenbords.

Tejnen hales op med tejnenden. Det er et ikke helt let arbejde, men mindre tungt end i prammenes tid, da det værste slæb nu tages af et på lønningen monteret spil, som via et remtræk drives af bådmotoren.

Ovenover er tejnen taget op på lønningen inden den løftes ind på damdækslet og åbnes.

Nederst billede.  tømmes tejnen. Her en krabbe, dem var der altid flest af. Efter tømning bindes ny agn i tejnen - herover. Når en lænkes fire eller seks tejner er taget indenbords, sejles de et passende stykke bort og genudsættes.

Tejnerne gemmes bort for vinteren
Når tejnerne kom hjem om efteråret, blev de sat til tørre. Når de var helt tørre, skulle tang og mos børstes af med en stiv børste. Tejnenderne var, mens de stod i havet sommeren igennem, groet til med mos, selv om de var tjæret. De blev lagt i blød i et trækar med vand.
Bagefter skrubbedes de meter for meter på et bræt. Derpå blev de rinket op og hængt på træstænger over hanebjælkerne på loftet. Tejnerne stuvedes ligeledes op på loftet. Om foråret blev de efterset og eventuelt repareret, inden de sattes ud. Det var et arbejde, som skulle gøres, når det ikke var havvejr eller efter dagens tur på havet.

Ved huset lå et skur kaldet »»Roser og liljer»».
Der stod karrene med saltet agn til tejnerne.