Bakkefiskeri
En bakke er ifølge Vendsysselsk Ordbog et fiskeredskab bestående
af en langline med kenser (tjæjser) og kroge.
Én langline havde 100 tjæjser og kroge. Afstanden mellem
kenserne har varieret noget, men omkring 1900 var der Ca. 32 tommer
imellem, d.v. s. at hver langline var Ca. 45 favne eller Ca. 90 meter.
En sådan line med kenser og kroge kaldtes »»et hundrede bakker»».
På billedet her hænger »»to hundrede bakker»», »»ét hundrede»»
på hver sin krogklemme eller »»splitte»». Når langliner ikke er i brug,
opbevares de på krogklemmer, disse omtales nærmere i det følgende.
Alle hundrede kroge er i rækkefølge sat på klemmen.
Fra krogene hænger kenserne, derfra en bugt af langlinen,
stykket mellem to kenser.

Fiskerne fremstillede også selv deres bakker. Til langline brugtes en -gelsktwist, 120 eller 105-garns. Til kenser brugtes dansk twist 9, 12 elles 15-garns. For at kunne lave kenser måtte man disponere over et »tjæ'jsslaws, et kenseslag. Dette bestod at et hjul med sving, som påvirkede et snoretræk, der drejede to kroge rundt. På disse to kroge hægtedes enderne af det stykke twist, som skulle blive til kensen. På midten et blylod. Arrangementet ses på billedet til venstre. Til højre drejes svinget, og de to kroge, der tvinder snoren, snurrer rundt. Ved sammensnøringen af de to snorehals dele, bliver disse gradvist kortere, og blyloddet hæves tilsvarende. For at hindre at blyloddet snurrer for tidligt rundt, sættes venstre tommelfinger ind i twistbugten lige over loddet.

Twisten er tvundet passende, og blyloddet tillades at snurre rundt, idet venstre tommelfinger langsomt glider opad. Hastigheden, hvormed svinget drejes, aftager hurtigt, indtil det holdes stille, samtidig med at venstre tommelfinger når helt op til krogene. Til højre løftes enderne af twisten af krogene. Enderne holdes fast mellem tommel- og pegefinger, mens loddet stadig snurrer rundt, så længe det vil. Derefter tages loddet af, kensen tvinder lidt tilbage og er færdig. Den er Ca. 40 cm lang. Der laves gerne 100 kenser, der bundtes, indtil de skal bruges. De fiskere, der havde et kenseslag<, lavede kenser til dem, som intet havde, imod en mindre betaling.

 


 

Krogklemmer
En krogklemme var skåret af et Ca. 35 cm langt stykke træ uden knaster, kvadratisk i tværsnit, og spidset noget til i den ene ende.
En fjerdedel af træet var skåret frit i længde-retningen med et lille mellemrum til de resterende tre fjerdedele. I denne retvinklede slidse kunne krogene sættes ned, som det er skitseret.
Krogklemmerne blev skåret af en mand, der havde gjort det til sit speciale, Jens Svendsen. Størrelsen var lidt forskellig efter hvilke kroge, de skulle passe til.
På fotografiet ses en krogklemme med »et hundrede bakker». Der blev knyttet en snor om den frie ende af klemmen, så krogene ikke gled af. Det hele kunne hænges op i denne snor. Formålet med den spidse ende var, at denne kunne sættes ned i et tilsvarende hul i bakketruget når bakkerne skulle agnes eller igen sættes på splitten, hvilket kaldtes
»å splet åp«.

Befæstelse af kenser på øjekroge.

Op til ca. 1900 brugtes pladekroge, d.v.s. kroge uden øjer, i stedet endte krogskaftet i en lille plade. Kenserne blev surret fast til pladekrogene.

Krogene, der brugtes til bakker, var omkring 1900 altid norske. De købtes i pakker i 100 stk. Mærket her er fra en sådan pakke, det er nr. 2 kroge. Det almindelige var nr. 3 eller 4.

Bakkerne gøres klar
Det var om vinteren, der blev fisket med bakker. Der begyndtes i november og fortsattes til sidst i februar. Efter fiskernes eget skøn kunne man begynde bakkefiskeriet, når der blev »tyy'k woo'j«, d.v.s. at vandet blev uklart og grumset efter efterårsstormene.
Så var tiden inde til at gøre bakkerne rede til fiskeri. Splitterne blev taget ned, og der skulle agnes eller »ææ'nes«, som det hed på egnen. På et bakketrug blev langlinen lagt i cirkulære bugter, mens der sattes agn på krogene. Disse blev lagt i rækkefølge på tværs af truget, den ene række efter den anden, alle ordnet således at bakkerne kunne sejles i havet uden at gå i urede.
Et bakketrug, som det brugtes i Hirtshals, var 106 cm langt og 33 cm bredt. Ved de to sider og den ene ende var der en 5 cm høj kant.

Agn - sild
Det var et problem at skaffe agn. Man ville helst bruge sild. Der blev gerne købt en tønde brislinger, som saltedes. Dette var en reserve, der brugtes af, når der ikke kunne skaffes friske sild.
Friske sild blev taget hjem til Lilleheden af fiskehandlerne. Sildene kom fra Sverige og blev sejlet til Frederikshavn, eventuelt fisket derfra. Silden kom med tog til Hjørring.
De hestevogne, der kørte fisk fra Hirtshals til Hjørring, skulle have sildene med tilbage, men de nåede ikke tilbage til Hirtshals før ret sent - kl. 2 1-23. De store knægte stod og ventede på, at silden skulle komme. De fik dem i spande eller små kasser, som de kunne tage på ryggen. Derefter gik det hjemad, så hurtigt som muligt. De var ventet med længsel.
Alle, der kunne aktiveres, hjalp til med at agne. Først skulle sildene skæres i stykker. Hvordan det blev gjort afhang af sildenes størrelse. Små sild blev skåret på tværs. Større sild blev først flækket på langs og derefter skåret i mindre stykker på tværs.

Kolever og sandorm
Saltet kolever brugtes lejlighedsvis til agn på bakker. Det var ingen god agn.
Der kunne fiskes kuller på den, næppe torsk.
Vinteren 1904-05 efter en voldsom og langvarig vesten-storm med højvande, drev der store mængder sandorm i land på stranden. Der var fiskere, som samlede dem og brugte ormene til agn på bakker. Det viste sig, at de fiskede godt. Efter at de var brugt op, begyndte man at købe sandorm til bakkeagn. Man bestilte dem leveret 1-2 kasser pr. dag fra Aså eller Voerså. De sendtes med toget til Hjørring og derfra med Hirtshalsposten til Lilleheden, hvortil de ankom ved middagstid.

 


 

 

Muslinger
Et par år senere blev det almindeligt at bruge muslinger som agn. I den første tid kom de vistnok fra Aalborg, hvor de blev taget fra broer og pæle i Limfjorden. I en lidt senere periode kom de fra Isefjorden, specielt fra Holbæk. Der sendtes en banevogn fuld af muslinger til Hjørring. Herfra fordeltes de til de forskellige fiskepladser.
Det var et langsommeligt arbejde at åbne skallerne og tage muslingerne ud. Der kunne gå adskillige timer hermed. Og så var det i mange tilfælde de store børns arbejde, bistået af moderen; hele familien var engageret på en eller anden måde i bakkefiskeriet. Det var også almindeligt, at fiskere, som var holdt op med at gå på havet, enker og andre der ville, agnede bakker mod en eller anden betaling. Fiskere uden familie kunne næppe overkomme at agne deres bakker. Derfor betalte de andre for at gøre det.
Andetsteds er omtalt, hvordan man »prikke
de« rødspætter om vinteren. Disse rødspætter brugtes for en dels vedkommende til agn på bakker, efter at være skåret i stykker.

Krogene agnes
Hvis der var personer nok, var der en, som »lagde ned», d.v.s. ordnede langlinen i cirkulære bugter på truget og anbragte kenser og kroge i rækkefølge. Det var det mest betroede arbejde. Den anden »redte op», d.v.s. at han tog krogene af krogklemmen og klarede langlinen fri. Krogene blev sat på kanten af truget, så kunne det gå hurtigere for ham, der »lagde ned». Hvis den, der redte op, også kunne nå at sætte i hvert fald nogle agn på, gik det hurtigere.
Omkring 1900 brugtes det ikke at lægge noget imellem rækkerne af kroge og agn. På et lidt senere tidspunkt lagde man et lag fugtigt sand på rækken, når den var færdig. Så havde agnene og krogene mindre tendens til at hænge sammen. Herved blev hele truget imidlertid tungere. Måske af denne grund blev det endnu senere almindeligt i stedet for sand at lægge en strimmel avispapir imellem rækkerne.
Det var traditionen, at hver fisker deltog med 16 »hundrede bakker». Disse kunne være lagt på 4 eller 3 trug. Der blev lagt 5 eller 6 »hundrede bakker» på hvert trug.

Bakkerne er havklare
Når truget var »agnet« færdigt, blev der lagt en sæk over det, og der surredes et tyndt reb omkring trug, bakker og sæk fra den ene ende til den anden. Det var jo vigtigt, at bakkerne ikke kom i urede på vej til havet. Denne transport skete, enten ved at trugene blev taget på skulderen eller ved, at de blev kørt på en trillebør. Da vandringen til havet foregik tidligt om morgenen i mørke, var der altid risiko for at snuble eller vælte med trillebøren. Der er mange historier herom. Derfor var det, at trugene blev surret godt.


 

 

På billederne her vises, hvordan bakkerne fra »spleet'ens blev »ææ'nts. Det foregik gerne i køkkenet, og imens herskede en ret speciel stemning indeholdende mange ingredienser: søvnighed (idet man tit havde sovet for at udnytte ventetiden, inden agn sildene kom(, lugt af agn og bakker, belysningen (der gerne var fra en petroleumslampe eller tællelys), fællesskabsfølelsen ved at arbejde sammen og hjælpe hinanden. Det kunne endog være hyggeligt.
Her ses krogklemmen sat ned i hullet i truget, så det er bekvemt at tage krogene fra den.


 

Opklaring af bakker
Når bakkerne haledes af vandet, blev langlinen opskudt i ovale bugter på bakketruget, mens kenser og kroge lå som det kunne falde. Hjemkommet skulle denne dynge af liner og kroge redes op, agnes og »lægges nede.
Når bakkerne i en periode ikke skulle bruges mere, blev de »splittet» op. Krogklemmen blev sat i trugets hul, agnresterne blev taget af, og krogene sat på »splitten» i rækkefølge, det ene »hundrede bakker» efter det andet.

Fiskeriet med bakker
Bakkerne brugtes som »daw'sæt«, d.v.s. at fiskerne sejlede ud om morgenen, satte bakkerne i havet, hvor de stod et par timer. Derefter blev de trukket op, og fiskerne sejlede i land til aften.
Bakkerne blev sat på sandbund, og fiskestedet var fra molen og østefter. Man begyndte at sætte bakkerne et stykke udenfor revlerne. Mens den ene mand roede prammen udefter, vinkelret på kystlinie og strøm, stod den anden bag i prammen og passede på, at bakkerne gik i havet fra truget uden at gå i urede.
Bakkerne blev sat i én lang række - »jæn' læ'ntj«. Hvis der var to mand i prammen, og de hver havde 16 »hundrede bakker«, så blev det en line på henved 3 km. Det var en anselig rotur. Var vinden passende til det, sejlede man bakkerne i havet, enten.for en fok eller med det omtalte arrangement af topsejlet stående forude som et lille storsejl.
Når prammene gik ud om morgenen, var det mørkt.

Trillebøren eller »hywlbon« var hjælpemidlet til at transportere fiskeredskaber til stranden, når de var tungere, end man bekvemt kunne bære dem. Trillebøren stod ved stranden, mens båden var ude, parat til hjemtransporten.
Det meste af trillebøren lavedes enten af fiskeren selv eller af den lokale snedker, men hjulet var vanskeligt at skaffe, det skulle laves af en hjulmager.
En ting, som omkring 1900 var næsten hver mands eje, findes nu kun som museumsgenstand. Med en sådan trillebør kunne omtrent alt transporteres. Når »hywlbon« står stille, er ladet på det nærmeste vandret, men når håndtagene løftes, bliver ladet lidt skråt. Dette kunne være nok til at påvirke krogene på et trug bakker og måske bringe dem i uorden, der var jo ikke asfalterede veje dengang. Derfor brugtes en lav sidefjæl; den var høj ved gavlen, blev lavere hen mod håndtaget, så overkanten var vandret, når man kørte med »hywlbon<. Bakketrugene blev sat på tværs ovenpå disse sidefjæl. Under bakketrugene kunne andre ting ligge beskyttet, f.eks. mellemmadder og fisk, når det gik hjemad. Skagens Fortidsminder.


 

Den pram, der kom først ud, begyndte at sætte sine bakker, når den nåede lidt Øst for molen. Manden, der stod bag i prammen, skulle stå med en flagermuslygte, for at den næste pram, der kom, kunne se, at dette sted var optaget. Den skulle sejle et passende stykke Østen for, inden den begyndte at sætte sine bakker. Og så fremdeles efterhånden som prammene kom. De sidste pramme nåede på den måde langt østpå. Det var en ulempe, fordi de under hjemturen oftest skulle sejle imod vinden. Derfor var det om at komme tidligt op og ud.
Når bakkerne var sat, begyndte det at blive lyst. Fiskerne spiste deres mellemmad og »løbe derefter bakkerne, d.v.s. trak dem op fra den ene ende af. Det afhang af vind og strøm, om de begyndte ved yder- eller inderenden af lænken.
Bakkerne, der brugtes, var »løse bakker», d.v.s. den ene ende af »lænken» blev ikke fikseret til havbunden med et dræg, som det er vist på tegningen, men med en sten Ca. 25 x 8 x 5 cm stor. Som markering på havoverfladen brugtes en blære. Den anden ende af lænken markeredes på samme måde. Herved kunne bakkerne drive en del med vind og strøm, hvorved de affiskede et større område af havbunden.

Skematisk fremstilling af en bakkeline stående i havet. Bakkernes position markeredes med blærer; nederst ty, vises, hvordan linen til redskabets forankring blev fastgjort til blærens lægn. Nederst th. ses, hvordan tampen fra henholdsvis blære-line og bakkeline fastgjordes til stroppen på både dræg og ankersten.

Til forankring af redskaber brugte man enten dræg som det, der ses på billedet, eller sten. Både forankringssten og dræg var forsynet med en strop til fastgøring af en line, som dannede forbindelse til en vager, der afmærkede fiskeredskabet. Billedet viser, hvordan vagerlinen blev fastgjort til stroppen. Linetampen førtes gennem denne og knyttedes, så der var en fri ende på Ca. 60 cm, og hertil knyttedes bakkelinen eller garnet. Når det drejede sig om »nææ't-sæt«, nattesæt, hvor der eventuelt kunne gå flere dage, inden bakkerne blev taget op igen, forlængedes stykket fra dræg-stroppen til bakkerne med en indskudt strop, Ca. 1 meter lang.
Også et andet forhold ved de »løse bakker» havde betydning. Når man f.eks. begyndte at trække bakkerne op udefra med lidt vind og strøm fra vest, ville prammen drive mod øst, mens den roedes indefter. Det stykke, den drev, kunne let blive en halv kilometer. Det betød, at den sidste halve kilometer bakker skulle trækkes op, mens der roedes imod strøm og vind, hvis bakkerne var solidt fæstnet til bunden. En sten kunne imidlertid trækkes hen over havbunden, hvis denne var af sand. Dette gjorde det betydeligt lettere at redde bakkerne.

Vejret kunne ændre sig i den tid, det varede at sætte og »løbe» bakkerne. Blæste det op, kunne det være risikabelt at bruge tid til at »løbe» dem. Det rigtige var ofte at lade bakker være bakker og se at komme i land, men bakkerne repræsenterede en værdi, og der skulle
selvovervindelse til at efterlade dem. Der var altid tvivl om, at de kunne reddes senere.
Der blev også i hele den omhandlede periode brugt »nææ't-sæt» (nattesæt), bakkerne blev da stående i havet natten over. Om morgenen sejlede prammen ud og trak bakkerne op, ilede derefter i land. Så skulle fiskerne have »ææ'nt«. Ud at sætte dem igen. Det hele skulle nås i løbet af en kort vinterdag. Det kunne være et jag.


 

 

Nattesæt
Ved nattesæt brugtes faste bakker, d.v.s. at lænkens ender fikseredes med dræg. Det betød igen, at prammen lejlighedsvis måtte roes op mod strøm og vind det sidste stykke. Det var derfor særlig, når der brugtes nattesæt, at der var tre fiskere med en pram, to til at ro, med én åre hver. Fordelen ved nattesæt var, at krogene stod i havet i længere tid og havde længere tid til at fiske.

Bakkefiskeri med motorjoller
Da fiskerne fik motorjoller, udvidedes fiske-mulighederne med bakker. Man begyndte at sætte bakker over stenbund. Bakkerne gik ofte i hold på denne, og for at få dem fri af holdet måtte man sejle op mod strøm og eventuel vind, forbi stedet hvor de sad fast, så trækretningen i linen ændredes. Linen kom da almindeligvis løs. I de fleste tilfælde kunne man imidlertid ikke ro op mod strøm og vind, hvorfor dette fiskeri først lod sig gøre med motorjoller.

Kuller var dyrest
Man Ønskede særlig at fange kuller, de var dyrest. Der kunne fiskes kuller fra sidst i november. Kullerne kom, når det havde været vestenblæst og -strøm, og de kunne først fanges tæt ved land. Senere kunne de også tages længere ude. Efter midten af februar kunne de kun fanges langt ude i havet f.eks. på »Bånki<.
Det konstante kullerfiskeri ophørte omkring 1912 og ebbede derefter ud med enkelte år med godt kullerfiskeri. Efter 1920 har der ikke været fanget kuller på bakker ved Hirtshals udover ganske enkelte. Kullerne fiskedes over sand-bund. Der kunne være næsten udelukkende kuller på bakkerne. Mere almindeligt var det, at der var både kuller og torsk.

Rensning af fiskene
Dengang blev indvoldene ikke taget ud, inden torsk og kuller blev solgt til fiskehandlerne. Disse købte fisken med indvolde og hoved.
Kullerne blev renset hos fiskehandlerne. Der var gerne to til at hjælpe hinanden, den ene sprættede fisken op, og den anden tog indvoldene ud. Kullerne blev almindeligvis eksporteret til Tyskland.
Torskene blev derimod sendt af sted med indvoldene i. Undtaget herfra var kun store torsk, som eksporteredes til Tyskland. Der blev indvolde og hoved fjernet, formentlig for at gøre fragten billigere.


 

 

Indvoldene brugtes
Fiskeindvoldene blev smidt i tønder. Når disse var fyldt, kørte Kræn Løth dem ud på sin mark på Nejst, og her blev de pløjet ned. Leverne blev samlet i særlige tønder sønden for fiskerhuset. Her stod de i sol og blæst og blev efterhånden til tran. Trannen solgte han til landboerne, som brugte den dels til at smøre seletøj i, og dels brugte de den til maling ved at blande farvepulver i. Fiskerne brugte tran til deres læderstøvler og til at blande i tjære.

Hvilling og andre fisk
Fiskerne tog også kuller hjem til eget brug. De blev saltet natten over og kogt næste dag. Spistes hyppigt kold. Det var f.eks. tradition at spise kuller juledag og nytårsdag til middag.
Hvillinger ligner kuller en del, men er noget mindre. De gik også på bakkerne, men de kunne ikke sælges, hvorfor fiskerne tog dem hjem til egen fortæring. De saltedes ligeledes fra den ene dag til den næste. Blev derefter kogt eller stegt.
»Ritter« er den lokale betegnelse for en lille rokke, som også lejlighedsvis bed på bakkerne, særlig på silde- eller rødspætteagn og især i februar, når der var Østen strøm. Ritterne var Ca. 30 cm lange og næsten lige så brede, havde en brunlig overside med pigge og hvid underside, samt bruskskelet. De kunne ikke sælges, og fiskerne tog dem derfor hjem og lagde dem i
»køleskab«, d.v.s. at de blev lagt ned i en dynge sne udenfor huset. Når de skulle bruges, blev de taget ind og tøet op. Det var kun »vingerne, der brugtes; hovedet, kroppen og halen blev smidt væk. »Vingerne« kunne steges eller koges som almindelig fisk, efter at skindet var taget af. De blev da forinden saltet fra den ene dag til den næste. De var forråd, når der gik mange dage imellem, det var havvejr.
I ny og næ gik der en havkat på, særlig da der blev agnet med muslinger, og bakkerne blev sat over stenene. Havkat kunne heller ikke afsættes dengang, nu kan den sælges under betegnelsen »koteletfisk«. Den er ikke nogen særlig pæn fisk, venlig er den heller ikke. Den har rigtige tænder og kan bide splinter af et stykke træ. Det var med at passe på fingrene, når der var fisket havkat. En endnu sjældnere fisk på bakkerne var en lange (lå'ng). Undertiden solgtes den sammen med torskene, eller den gik til familiens egen fortæring. En enkelt fisker begyndte i den omtalte periode at fiske efter rødspætter med bakker. Men dette fiskeri var han altid alene om. Havde udbyttet været betydeligt, må man slutte, at andre havde taget fiskeriet op.