Lod og Lodline

Dybdelod
Når der blev fisket under forhold, hvor »med«, d.v.s. pejlepunkter på land, ikke kunne ses, undersøgte man, hvordan bundforholdene var ved at lodde. Når der f.eks. blev sat bakker om morgenen, inden det var lyst, var der ofte foran i båden en mand, som med korte mellemrum loddede for at sikre, at man stadig var på sand-bund.
Dybdelod fandtes i flere forskellige størrelser og former. Fra gammel tid lavede fiskerne dem selv ved at hælde smeltet bly i en form. Til loddet var knyttet et tyndt reb, lodlinen. Denne havde forskellige mærker, f.eks. markerende 5, 10, 15 og 20 favne. Mærkerne var små stykker snor, trukket igennem linen og knyttet om denne.

 


 

 

Man brugte loddet for at få to oplysninger, dels hvor langt der var til havbunden, dels hvordan bundens art var. Stod tifavnemærket i vandoverfladen, når loddet rørte bunden, så var der 10 favne dybt. Var vanddybden ikke overensstemmende med et af mærkerne, »favnede« man stykket fra mærket til overfladen op, eventuelt tog man det på øjemål.
Midt i loddets nedre ende var der en fordybning, hvori der inden lodningen blev sat talg.
Af medbragte klumper okse- eller fåretalg snittedes en lille dynge »spåner», som enden af loddet pressedes ned i. Fordybningen i loddet fyldtes herved med talg, og noget hang fast på enden og lidt op ad siderne. Det glattedes ud med en varm hånd.
Under lodningen bumpede fiskeren loddet nogle gange imod bunden. Når loddet igen kom op, undersøgte han talgen. Var der »ar», altså fordybninger slået ind i talgen, så betød det, at der var stenbund. Sandskorn i talgen viste, at der var sandbund.

 

Dræg
Når man fra Løjbjerg kører mod nord gennem plantagen mod Kjul, ligger der en halv snes meter øst for vejen og 4-500 meter nord for Hirtshals-Uggerby vejen et ret nyt hus.
I et ældre hus på samme sted boede omkring 1900 Chr. Knudsen, som kun kendtes under Øgenavnet »Kok-smeden». Han havde smedje lidt nordøst for beboelseshuset.
»Kok-smeden» lavede før 1900 alt det smedearbejde, som var nødvendigt i fiskersamfundet. Her skal specielt omtales hans dræg. Han lavede dem i to størrelser, et lille til 1 krone og et større til 1,25. De små dræg brugtes til »dagsæt» over stengrund, de større til »dagsæt» over sandgrund og til forskellige slags garn.
Omkring 1907 fik Martin Tophøj hos »Kok-smeden» fremstillet 4 små dræg og 4 store. Kok-smeden foretrak, om muligt, at køberen selv leverede jernet, og i dette tilfælde blev drægene fremstillet af jernbolte fra skibsvrag.
Ca. 1900 kom smed Chr. Jensen til Hirtshals og byggede sit hus og smedjen i Nørregade.
Det er nu borte igen til fordel for parkeringspladsen.
I den første tid var han også fisker, men blev efterhånden fuldtidssmed og overtog det
smedearbejde, som var nødvendigt i fiskersamfundet. Han lavede også dræg, så vidt vides i en størrelse som det største af »Kok-smeden«s. Chr. Jensen gjorde sine dræg anderledes, på hans var fligenes runding større. Derved holdt de bedre fast i sandbund, hvilket kneb lidt for »Kok-smeden«s dræg.

DRÆG

Dræg til redskabsforankring. Det til venstre har »Kok-smeden« lavet, mens Chr. Jensen har smedet dræget til højre.

 

 

 

 

 

 


 

Spidsbøje, blære og dobber
Den ældste form for bøje i mands minde, der også brugtes omkring 1900, var spidsbøjen eller spidstønden. Den har været fremstillet hos en professionel bødker. Spidsbøjen er blevet brugt til markering af enderne af f.eks. en lænke hummerringe, bakker og garn. Hver fisker har formentlig haft et par spidsbøjer, måske 4-6.
Det fortælles, at norske fiskere havde en speciel spidstønde, der lignede de andre, men beregnet til at fyldes med brændevin hos købmanden i Hirtshals. Dengang kunne der ikke legalt købes brændevin i Norge.
En blære ved Hirtshals kaldet en »bleer« var en oppustelig bøje til afmærkning af fiskeredskaber. De første blærer, Martin Tophøj husker, var af skind og tjæret indeni; man skulle være forsigtig med dem, fordi de blev så tørre og stive, at de let knækkede.

BØJE

Spidsbøje. Den mangler en gjord samt synk.

 


 

Noget før 1900 gik man over til at lave blærerne af sejldug, og det var hovedsagelig Hans Vrensted, der stod for denne produktion. Først blev blærerne syet af 4-8 tenformede stykker, som i blærens ene ende var fastgjort til en rund træplade, Ca. 15 cm i diameter. Igennem pladen var der boret et hul. Der satte man munden til og pustede blæren op. Hullet og den træprop, der lukkede det, var smurt med et tykt lag tjære, for at det kunne blive tæt. Linen, der forbandt blæren med fiskeredskabet, var fastgjort til træpladen. Denne vendte under brugen ned i vandet.
Senere blev blærerne syet af to ottetalsformede sejldugstykker, en konstruktion der minder om en tennisbolds.
Indvendig var blærerne smurt med bruntjære. Udvendig var de malet i en eller flere farver.
Hver ejer havde sin farve eller farvekombination. Blærerne var let pære- eller ægformede. Deres størrelse varierede med en diameter på 35-45 cm og en højde på 40-55 cm.
Blærerne blev brugt til at markere enderne af en lænke bakker, der stod som dagsæt. Blæren egnede sig særlig hertil, fordi dens opdrift var så stor, at strømmen ikke kunne trække den ned under vandoverfladen. Var det sket, kunne bakkerne ikke genfindes, før strømmen aftog - sandsynligvis ikke samme dag. Endvidere havde blærerne den fordel frem for almindelige dobbere, at vind og strøm trak stærkere i dem, fordi de var større end dobbere. De var som et par heste spændt for de løse bakker.

BLÆRE

En typisk blære. Man kan se, hvordan lærredsdelen er fastgjort til den runde træplade med en surring. På billedet er rebet til fiskeredskabet gjort fast direkte; hyppigt var det via et lægn.

 

 

 

 

Omkring 1900 blev der af større udenlandske både drevet fiskeri i Skagerrak med sildegarn. 
Til markering af disse brugtes store blærer eller spidstønder. En del af disse rev sig løs og drev ind på kysten, også ved Hirtshals, hvor fiskerne tog dem og praktiserede genanvendelsens princip.
»Dobbere er det samme som en vager, i regelen bestående af flere korkplader lagt over hinanden, holdt sammen af en træstage, der er stukket midt igennem dem og Øverst bærende et lille flag, så den er lettere at finde.
Det kan tilføjes, at en dubbers kork kan have mange former og ikke behøver at være egentlige plader. Kork var et materiale, som fiskerne enten skulle købe for penge eller samle på stranden, hvor det drev ind i forskellige former. Dobberen blev et produkt af det kork, som var for hånden. Det, som samledes på stranden, blev først og fremmest brugt. Var der ikke nok af det, købte man kork.

 


 

 

Fiskerne lavede selv deres dobbere, når det ikke var havvejr. Den enkeltes opfindsomhed bestemte, hvordan han formede dobberne. Træstagerne fik fiskerne gerne savet hos en professionel snedker eller tømrer. Flaget foroven var enten et lille stykke af et kasseret sejl, malet med fiskerens kendingsfarve, eller det kunne være en anden kasseret klud.
Med dobberne markerede fiskerne deres redskaber på havoverfladen. Det sker jo ofte, at fiskeredskaberne sættes tæt. Men da dobberne havde forskellig bemaling, kunne fiskerne vide, at det ikke var andres fiskeredskaber, de trak op.
Dobberen skulle også bære det reb, hvormed redskabet blev trukket op. De fiskeredskaber, som skulle stå i havet og fiske i nogen tid som f.eks. tejner, bakker og garn, blev sat ned og trukket op ved hjælp af et eller to reb, og det knyttedes fast til dobberen.
Strømmen i Skagerrak kan blive stærk, og vandstrømmens tryk mod rebet kan blive så stort, at dette tvinges ned i mere eller mindre vandret stilling. Herved trækkes dobberen ned under havoverfladen og tjener ikke mere sit formål. Fiskeredskabet kan da ikke bjærges, så længe strømmen løber. For at undgå denne situation kan dobberen forsynes med mere kork, så opdriften øges. Eller man kan gå over til at bruge en anden form for vager, f.eks. en blære.

 

DOBBER

Dobberen til højre er lavet af nyt kork, hvor det har været
muligt at skære kvadratiske stykker i den Ønskede
størrelse. Dobberen til venstre er delvis flikket sammen
af brugte korkstykker. Den Øverste og nederste plade er
ny, tildannet til dobberen her.
Imellem disse er indsat 4 og 5 mindre korkstykker.
Disse holdes fast ved, at der er sat et stykke ståltråd
oppefra og ned igennem, derefter er det bøjet og stukket op igen,
og enderne er tvundet sammen. Således i hver at dobberens to halvdele.
Efter samme princip kunne dobbere også deles op i fire dele.
Oftest var det da de runde korkstykker med et hul midt i, som var brugt.

 

 

 

Denne vager er en slags mellemting imellem en blære og en dobber; det er en blære sat på en stage. Blæren er lavet af tre stykker lærred, ovale af form. Efter at blæren er syet, er stagen sat igennem. De to huller ved stagen er gjort tætte med tjære, hvorefter der er lagt en surring omkring. Dobberen her er noget større end de tidligere omtalte dobbere.


 

Drejeled - »ljæægen«
Når en dobber står i strøm og bølger, drejes den rundt og rundt. Herved snos rebet, som er bundet til den; det kan snos, så det går itu. For at undgå dette bliver rebet ikke sat direkte på dobberen, der indskydes et drejeled, et lægn, eller som det kaldes på egnen et »ljæægen«. Udformningen af dette kan variere. Fiskerne har anvendt samme slags, som blev brugt på tøjr f.eks. til får. Desuden havde man udviklet et specielt lægn til dobbere.
Den ene halvdel af fiskernes lægn var lægnknappen eller »ljæglknappie, lavet af en Ca. 11. cm lang rundstok, 21/2 cm i diameter. Bortset fra et par cm i den ene ende, var rundstokken drejet af til en tykkelse på godt 11/2 cm. Der brugtes til lægnknappen en hård træsort, en stump ædelt træ drevet i land på stranden.

At knappen skulle drejes betød, at man måtte disponere over en drejebænk. I Hirtshals var der omkring 1900 to, som lavede lægner, Niels Degn og »Baltzer Kræn. Niels Degn tog 2 Øre og »Baltzer Kræn« 4 Øre for et læng. Sidstnævntes siges dog også at være det mere værd, idet træet var udvalgt mere omhyggeligt.
Til nederste del, den tynde del af lægnknappen, blev rebet bundet.
For at det ikke skulle glide af, var der indsat en lille tværpind.
Under dobberstagen var der sat en lille træplade, den anden del af lægnet. Den var Ca. 8,5 x 3 x 1,5 cm, og hertil brugtes ligeledes hårdt træ.
I den første tid brugtes et stykke bøjet spanskrør til at fæstne denne træplade med. Denne konstruktion havde den svaghed, at spanskrøret arbejdede i hullet i dobberstagen, hvorved spanskrøret blev slidt her, og man gik derfor over til at bruge tykt ståltråd.

Fra venstre: fiskernes hjemmelavede lægn, lægn til en kogrime samt lægn til et kotøjr

  • LÆGN

    Lægnets enkelte dele.

  • LÆGN I FORSKELIGE UDGAVER

    Lægnets befæstelse til dobberstagen.
    Tv. med en bambusbøjle, th. med svær ståltråd;
    sidstnævnte kom i brug Ca. 1915.

Det sled på lægnet at stå i det urolige hav.

To klæppe med kroge al 101 forskellig form. Skafterne er afkortede.

 


 

Klæp og heg
Klæp er ifølge Vendsysselsk Ordbog en kort stang, én til halvanden alen lang, med krum Jernpig i enden til at hive store fisk indenbords med.
Det var altså en fangstkrog bestående af en stor krog uden modhager monteret på en træstang af noget forskellig længde. Krogen kunne også variere noget i formen, fra en stor hajkrog, hvor modhagen var filet af, til en smedet udgave, hvor krogen var knap så bøjet. Formen betingede en forskel i brugen; den første skulle trækkes ind i fisken, mens den anden blev slået ind.
Fra vandoverfladen gjorde fiskens vægt sig fuldt gældende, og det var for at torsken på dette stykke ikke skulle falde af krogen, at klæppen brugtes til at tage den indenbords. Men i øvrigt anvendtes klæppen til andet. Når torsken havde krogen i munden, var det ikke så let at få den løsnet uden at flosse fingrenes hud op på torskens tænder. Klæppen brugtes til at tage krogen ud med (se billedet). Hvis torsken havde mave-slugt krogen, løsnedes den med klæpskaftet. Dette sattes ned gennem spiserøret langs kensen, til det blev grebet af krogens runding. Når skaftet derefter pressedes lidt længere ned, blev krogen trukket løs. Derefter kunne krogen, der stadig sad omkring klæpskaftet, trækkes op. Det brugtes kun ved bakkekroge.
Når fiskeren var kommet i land og skulle have en torsk med hjem som proviant, kunne dette f.eks. foregå ved, at klæpkrogen sattes i torskens underkæbe, og klæppen lagdes over skulderen med torsken hængende ned ad ryggen. Når man gik en tur på stranden, tog man også gerne en klæp med. Krogen kunne bruges til at løsne kul-stykker, der havde sat sig fast imellem stenene. Hvis man i en strandsø så en torsk, det kunne ske, men var dog sjældent, så havde man en mulighed for at hugge den med klæppen.
Klæppen var lidt af et universalværktøj.
En heg eller »i hee'ge, som det hed lokalt, mindede meget om en klæp: en spids jernkrog monteret på enden af et træskaft. Forskellen bestod i krogens form. Den brugtes vistnok kun,
når der blev fisket kuller på bakker. Kullerne var gerne døde, når bakkerne blev trukket op, og det skete da jævnligt, at der gik en af krogen og flød ovenpå vandet. Den, der stod eller sad bag i båden, havde da en heg til at tage dem med.

Torsk fanget på bakker

Der er her vist fremgangsmåden, som brugtes,
når krogen skulle tages ud af munden på en torsk
fanget på bakker. Hvis det drejede sig om
pilkekroge, brugtes hænderne direkte.
På billedet hænger torsken på modhagen.
Når der gives et lille »dumpe' i kleppen,
falder torsken af. Chresten Peter Christensen var
ikke ømskindet. Engang havde han på havet fået en
bakkekrog i en finger, og det lykkedes ikke at få den
ud med det gode. Til sidst sagde han til makkeren
Per August Larsen, at nu måtte han tage den ud ved
brug af kleppen - «mæn do ska kon prøw jeej gång!<<