At prikke flyndere
Denne ret specielle form for fiskeri foregik Øst for molen langs kysten til Kjul. Der skulle være lavvande, hvilket forekom ved sønden- eller Østenvind. Årstiden var fra november og til hen midt i januar. Tiden på døgnet var i dagningen eller i mørkningen.
Udstyret var rigtig varmt tøj, et par lange træskostøvler eller gummistøvler og oliebukser, en sæk til at komme rødspætterne i og så selve »flynderprikkeren«. Denne har haft mange udformninger. Der kom f.eks. landboere og prikkede flyndere med almindelige høtyve. Fiskernes redskab var til at begynde med en enkelt pig med modhage på en stang. Senere blev der sat flere pigge på, men faconen lig høtyv eller greb dominerede stadig. Disse redskaber blev lavet enten af »Kok-smeden« eller smed Chr. Jensen. De var ret tunge, og det betød, at det ikke var let at føle, om der sad en lille flynder på.
Fiskerne gik derfor over til selv at lave deres prikkere. De satte en tværpind på et skaft.
I tværpinden anbragte de tre-fire udrettede helleflynderkroge. Disse prikkere var lette, og man kunne nemmere føle, om der var fisk på. Ulempen var, at helleflynderkrogene måtte glødes for at rettes ud, hvorved de blev bløde og kunne knække. Der er historier om, hvordan en stor pighvar er blevet prikket, og da den skulle løftes op, knækkede piggen, og den var væk. For at få mere solide pigge end de udrettede kroge, begyndte også smeden at fremstille dem.
Det var koldt at prikke flyndere, for det var jo på den kolde årstid, og man vadede i havet. Det skulle være stille vejr, ellers gik vandet over støvlerne. Det kunne ske endda; der er adskillige historier om det. Også om at det blev drevet noget som en sport at narre sine uvenner til at vade støvlerne fulde af vand. Fidusen var at stå på en sten, så det ikke så ud til at være særlig dybt. Når man så kaldte på en, at han skulle komme, for her var der noget at fange, så tog han sig ikke i agt for, at der var dybere, end det så ud til. Det var i havet, der blev prikket flyndere, ikke i strandsøer. Man gik og stødte prikkeren ned i sandet foran støvlerne. I almindelighed var der kun én fisk på, men det skete, at der var to på en gang. Hvor der var sten i havet, kunne der danne sig en lille fordybning omkring stenene. Disse steder blev specielt gået efter, idet der kunne være adskillige fisk her. De prikkede flyndere brugtes enten til egen fortæring eller til agn til bakkerne. Prikkede flyndere blev ikke solgt. Dels var de fleste for små, og dels havde de jo sår efter stikket. Flynderne i sækken kunne fryse næsten stive, som var de døde. Når de havde ligget nogen tid hjemme i bryggerset, kom der liv i dem igen.

Prikkeren, som brugtes til fange flynder

To forskellige »fløjjerprekkere«. Ingen af dem har skaft mere, skaftet var Ca. 1,5 meter. På prikkeren til venstre var piggen, der går til venstre, og som er bøjet, for at redskabet kan hænge, slået op i skaftet. Denne prikker er den ældste og har tilhørt fisker Johan Thomsen. Prikkeren til højre er lavet af Martin Tophøj, men selve piggene er smedet hos smed Chr. Jensen, Hirtshals. Tværpinden har et hul, og skaftet var tappet ned i dette, foruden at der gik et stykke bøjet fladjern ned om tværpinden og var banket fast på begge sider af skaftet.


 

Dørge fiskeri
Det er gammel snak blandt fiskere, at til Sct. Hans kunne man begynde at dørge makrel. Og man kunne blive ved til sidst i august—først i september.
Princippet i dørgefiskeri er enkelt. Efter en båd i fart slæbes en agnet krog, som fisken hugger.
I sin simpleste form består redskabet af en line med et lod, som holder krogen i passende dybde, samt kense med krog. En dørgesnøre var lavet af en tynd bakkeline. Denne var knyttet direkte i det karakteristiske dørgelod. Dette havde fra gammel tid facon nogenlunde som en båd. I denne »båd«s bagstavn var linen fastgjort. »Båden« havde som »klyver-bom« enten et stykke indstøbt tykt ståltråd eller et stykke spanskrør eller tjørn stukket ind i et boret hul i »stævnen». Til spidsen af denne »klyver-bom» var kensen bundet. I regelen var der dog to kenser med hver sin krog.
Som agn på dørgekrogen blev brugt et nærmest ovalt stykke makrel, ca. 8 cm langt, 11/2 cm bredt og 1-2 mm tykt. Det skulle skæres, hvor der var blankt skind. Makrel, der var skåret agn af, kunne ikke sælges. Derfor blev der skåret så mange agn som muligt af én makrel. Der blev nærmest ikke levnet blankt skind på den. Den første makrel kunne gerne tages på en indtørret agn, som var blevet siddende på krogen fra forrige gang.
Når prammene eller senere jollerne sejlede til og fra tejnerne, var det almindeligt, at de slæbte en dørg undervejs. Ved dette fiskeri kunne der tages makrel til egen husholdning og måske til agn i tejnerne.
Når der var mange makrel, fristedes man til at lade dørgefiskeriet være det egentlige; måske ved kun at løbe tejner hver anden dag og dørge de andre dage. Når man gik efter makrel slæbte prammen en snøre fra styrbords og bagbords ræling. Da der senere brugtes motorjoller, øgede man fiskemuligheden ved at sætte en lang stage i begge sider af jollen med 3-4 dørgesnøre på hver stage. Makrel går i stimer. Hvis båden kommer ind i en stime, kan der fiskes lige så hurtigt, som der kan hales op. Fiskerne brugte de tidligere omtalte »fuglefald« til at lokalisere makrelstimerne. Imidlertid var der også andre forhold, som efter overleveringen spillede en rolle. Ved en bestemt lejlighed sejlede Martin Tophøj med en sejljolle til Uggerby. Man havde dørget hele vejen, men intet fanget. Imellem Hirtshals og Uggerby er der sandbund, men ved Uggerby er der stengrunde, hvilket gør bunden mørk. Så snart sejljollen kom over den mørke bund, huggede makrellene.

Dørgeramme med line, dørgelod og to kroge.

Når der var makrel, kunne der ofte fiskes mange, d.v.s. at der kunne tages adskillige hundrede pund. Enkelte gange er en pram blevet lastet med makrel, så vandet gik til rælingen.
Problemet var at få makrellene solgt. På det tidspunkt, der fiskedes makrel, var fiskehandlerens isdepot opbrugt. Fiskehandlerens købelyst til makrel var ukonstant, den afhang af, om de kunne afsættes i nærheden, så fiskene kunne nå frem i spiselig tilstand. Et udtryk for makrellens ringe værdi var, at den ikke solgtes efter vægt, men efter antal - nemlig i snese.
Hirtshalsposten aftog temmelig regelmæssig makrel. Han fik ofte i kommission at skaffe makrel til en eller anden i Hjørring. Han henvendte sig da direkte til fiskerne og bestilte en eller flere kasser. Makrellene skulle leveres, så han kunne få dem med til Hjørring samme dag. For øvrigt bestilte Hirtshalsposten på samme måde anden fisk, f.eks. rødspætter og torsk.


 

Dørgelodder. Tv. en meget gammel form

 

Dørgeloddet
Gennem tiderne har formen på dørgelodder varieret. På billedet ses et dørgelod, som findes på museet i Hirtshals. Det er af en meget gammel form i bådfacon. I den ene ende er en træpind sat ind i et hul i blyet. Ved siden af ses den senere mest almindelige form med et indstøbt stykke ståltråd eller kobbertråd.
I en periode omkring 1910 støbtes et dørgelod i en lille æggeskal. Der blev stukket hul i begge ender af ægget, og indholdet blev pustet ud. I den tykke ende af ægget sattes et øsken ind, og i den tynde ende anbragtes et stykke ståltråd. Det hele blev sat ned i sand, og ægget fyldtes med smeltet bly. Efter at æggeskallen var fjernet, var loddet klart til brug. Prammen blev som omtalt drevet med sejl, når der blev dørget. Som regel var det i godt vejr, så farten ikke blev for stor. Derfor var dørgelodder, der brugtes med pram ikke så tunge.

 


 

Kenserne til dørgelinen

Kenserne
For at undgå, at dørgens to kenser under fiskeriet snoede sig sammen, så krogene til sidst sad op ad hinanden, brugtes indtil omkring 1910 den her tegnede anordning. Denne bestod af en langagtig hornplade med hul i hver ende, samt en ståltråd hvis ender var bukket om til øjer. Ståltråden var - som det ses - anbragt i den ene af hornpladens huller. I det andet var bundet en kense. Den anden kense var knyttet til et af ståltrådens to øjer, og i det andet var dørgelinen fastgjort. Ved dette arrangement holdtes de to kenser adskilt.
Om det nu ikke var nødvendigt med en sådan anordning, eller den alligevel ikke virkede efter hensigten, så holdt man op med at bruge den omkring 1910. Siden har man uden videre knyttet de to kenser sammen, den ene lidt længere end den anden.

 

Der dørges lyssej
Omkring 1900 var havet udfor Hirtshals på visse tider vrimlende fuldt af lyssej. Når bådene Sejlede ud, var der i juni, juli og evt. august daglig lyssej at se i havoverfladen, særlig i kølvandet. Her kunne man være heldig at tage lyssej direkte med en klæp. Undertiden svømmede fiskene imod roret, så det kunne mærkes i prammen.
Lyssej kunne imidlertid ikke sælges til fiske-handlerne dengang, først under første verdenskrig lod dette sig gøre. Lejlighedsvis blev der taget lyssej på bakker, når der fiskedes efter torsk og kuller. Man fiskede også specielt efter lyssej, som fiskerne tog hjem, saltede og tørrede, hvor¬efter egnens købmænd solgte dem som en slags klipfisk. Ellers blev de lyssej, der fangedes brugt som agn i tejner.
Først efter 19 14-15 fiskedes der imidlertid direkte og mere intensivt efter lyssej. Om foråret kom der lyssej ind på stengrundene for at gyde. Fra juni kunne der dørges lyssej. Der brugtes en dørg, som makreldørgen, men med en større krog, f.eks. nr. 6. Kensen var også tykkere. Agnen var et stykke makrel. På et noget senere tidspunkt brugtes som agn et stykke rød gummislange, 5-6 mm i diameter, sat på krogen som en orm.
Selv om der var lyssej at se, var det ikke sikkert, de bed på krogen. Blev snøren da trukket op, loddet lagt på toften, mens kensen med krog og agn hang ud over rælingen og sprang på vandoverfladen, skete det ikke så sjældent, at en lyssej bed på. Undertiden kunne de springe efter krogen som en ørred.
Dørgen blev gerne sat på en »nikker«, d.v.s. bundet til spidsen af et stykke spanskrør Ca. 1/2 meter lang, hvis anden ende var sat ned i et hul i rælingen. Man kunne da se på »nikkepinden«, når der var bid, den ligesom nikkede. Lyssej kunne bide på med et sådant ryk, at nikkeren kunne ryge langt ud i havet. Det er da set, at en anden lyssej er kommet som et lyn og har taget nikkeren i munden og ligesom har rystet den.
Der blev dørget over stengrundene. Der kunne tages indtil 4-600 pund på en dags tid. Da fisken kunne sælges, efterstræbtes den også med garn. Disse blev sat over stengrundene om foråret.

 

Haj-fiskeri
Om sommeren i juni og juli, når der havde været lidt blæst fra vest og strøm ligeledes fra vest, og det derefter blev havvejr igen, kunne der fiskes »ho«. Denne fisk kunne altid sælges, både til fiskehandlerne og til landboerne, der gerne lod den røge.
Prammen blev ankret op på det dybeste sted over en stengrund. Der blev sat en pilkesnøre ud med en krog lidt mindre, end hvis der skulle fanges torsk. Der var heller ikke støbt bly på krogen. Som regel skulle der først pilkes et par torsk til agn. De blev flået og skåret i småstykker. Et stykke blev sat på krogen, gerne sammen med et lille stykke lever. Hvis der var dørget makrel på vejen ud, var stykker heraf også gode som ho-agn.
Snøren skulle ned til 1-2 meter fra bunden. Snøren bevægedes ikke som ved pilkning af torsk, men hang stille. Hver mand havde gerne to snører. Disse var sat på nikkere, som tidligere er omtalt.
Når en ho bider på krogen, sker det altid meget forsigtigt, men alligevel kan fiskernes betegnelse for hajernes måde at bide på variere meget. To fiskere fangede »ho«. Den enes nikker bevægede sig, og han sagde: »Nu var der sandelig en, der slikkede her!» Et øjeblik efter var det den andens nikker, der svajede. »Nu er der knuseme en, der gnufler her!» Det var hans udtryksmåde for det samme.
Fangsten kunne som regel blive til nogle hundrede pund. Omkring 1900 blev ho ikke solgt efter vægt, men i snese. I 1907-08 fik fiskerne Ca. 4 kr. pr. snes.
Det hændte, at der gik »hoe på bakkerne, der var sat som nattesæt om efteråret. Skete dette i større stil, prøvede man at sætte bakker direkte for at fange ho. Der brugtes almindelige bakker, som til torsk og kuller. De blev sat over sandbund, altid efter vestlig vind og strøm.


 

Pilkegrej

Fremstilling af pilkeredskaber
Fiskerne støbte selv bly på deres fiskekroge. Måden, det blev gjort på, var i store træk den, som her er angivet.
Der brugtes to stykker ens træ. Disse udhuledes som vist på billederne, øverst en tragtformet udskæring, hvor krogens øje placeredes, og her hældtes blyet ind i formens hulrum. Dette hulrum har en plump fiskeform og er i dette tilfælde 38 mm langt, 12 mm bredt og 8 mm tykt.
Krogen anbragtes imellem de to træstykker, som blev bundet sammen med en stump snor. Forneden blev formen tættet med en smule blødt ler. Hvis formen var utæt andre steder, repareredes også her med ler. Derefter kunne formen holdes med en tang eller sættes i noget sand, mens blyet hældtes i. Til slut fjernedes formen, og blyet filedes eller blev skåret glat.


 

De følgende billeder illustrerer, hvordan et blylod til en puk blev støbt. Billederne er fra 1973, men støbningen foregik på samme måde som omkring 1900.
Fremgangsmåden ved støbningen var denne: En beholder - her en urtepotte - fyldtes med strandsand. En træmodel af genstanden, som skulle støbes, blev presset ned i sandet og fjernet igen. Modellen efterlod da et aftryk af sin facon, og der med var støbeformen skabt.
Fremstillingen af formen kunne volde vanskeligheder. Var sandet for tørt, skred det sammen, idet støbemodellen blev taget op. Var det for fugtigt, bevarede det heller ikke tilstrækkeligt skarpt aftryk af modellen, og det kogte, når blyet hældtes i formen. Så kunne det hele næsten eksplodere ved den pludselige og voldsomme udvikling af damp.
På de to billeder fremstilles støbeformen. Modellen trækkes lidt op og ned i sandet for ligesom at stampe det fastere omkring den.

Til opvarmning af blyet brugtes et komfur eller åben ild. Digelen her er af støbejern, nu meget medtaget af rust. Min bedstemor brugte den til at lave dyppelse i omkring 1880-90. Siden da er den brugt til smeltning af bly.
Materialet til pilken var blyringe fra et kasseret vod. Blyringene gemtes og brugtes efterhånden til de forskellige formål, hvor bly anvendtes.

Når blyet var nogenlunde afkølet, kunne loddet tages op. Her bruges en tang for ikke at brænde fingrene. Til sidst gnides sandet, som hænger fast, væk.
Der blev gerne sat en ring omkring nederste ende af loddet, den ende som er opad under støbningen. Det var for at undgå, at blyet blev slået fladt og bredt, når det mange gange stødte imod stenene på bunden.

Bly til pilkesnøren

Ovenover til venstre ses det færdige resultat, øverst er der boret hul til at binde pilkesnøren fast i. I kelen til venstre er der boret et hul til kensen. Pilkelodder var ikke ens. Til højre ses en anden udformning.

Slåning af pilkeliner og reb


Til fiskeriet brugtes en del reb. Noget af dette kom til Hirtshals fra professionelle rebslagere. Dem var der ingen af på stedet, men et par fiskere havde grejer til at slå reb med.
Den ene var Jens Gårdbo, som havde hjælp af Hans Vrensted. Deres »reberbane« var græs-marken norden for Jens Gårdbos hus, det nuværende museum i Hirtshals.
Jens Gårdbo slog også liner til pilkesnører, lavet af tre stykker 27-garns dansk twist, men i Øvrigt tvundet som andet reb. Købmanden i kroen bestilte disse pilke-liner og solgte dem i sin forretning.
På et lidt senere tidspunkt - omkring 1905 - begyndte Ole Olsen, kaldet »Bette Wolle«, at slå reb og pilkesnører. Hans »reebslaw« var hjemmegjort af en kasseret cykel. Den ene pedal var håndtag. Der var stor udveksling, og det gik hurtigt.

Fotografi fra ca. 1910 af Niels Vrensted til højre ved spindehjulet. Jens Gårdbo er på vej hen mod dette og har »hjertet« i højre hånd; bag ham de sammensnoede liner.


 


»Reebslawe«, hvis rette betegnelse er spinde-hjulet, fungerede principielt som et kenseslag. Blot var der tre kroge, der blev drejet rundt ved hjælp af hjul med sving og snoretræk.
De liner, som skulle tvindes, fæstnedes til disse kroge, en til hver. Den anden ende af linerne fæstnedes til tre kroge på en lille »slæde«, der kunne glide i græsset, og som var gjort tung med en passende sten. Krogene på slæden var faste, kunne ikke drejes. For at huerne ikke skulle komme i urede, blev de lagt ned i nogle holdere imellem spindehjulet og slæden - to til fire stykker.
Når svinget drejedes rundt, blev linerne tvundet. Herved blev de kortere og trak slæden lidt nærmere hen imod spindehjulet. Når linerne var passende tvundet, satte medhjælperen »hjertet« i. Hjertet var en lille keglestub af træ, med tre dybe furer på langs. De tre liner lagdes ind i de tre furer helt henne ved »slæden«, samtidig med at linerne løsnedes fra slædens tre kroge og fæstnedes på et lægn på slæden. Når han holdt hånden om hjertet med de tre liner og gik hen imod spindehjulet, så tvandt linerne sammen bag ham. Når han nåede spindehjulet, var der et tvundet reb eller pilkeline bag ham færdigt, når det var løsnet fra krogene.

 

Rebslagnings maskine

Opstilling af apparaturet til rebslagning. Forrest spindeværket - belastet med store sten, så det stod solidt. Bagved de to stativer med anordninger, som forhindrede, at linerne kom i urede. Bagest »slæden« med sin stenlast.

Montering af pilkegrej
I det foregående er omtalt fremstilling af pilkekrog, pilkelod og pilkeline. Monteringen af disse til et pilkeredskab foregik således: I den ene ende af kensen - et ca. 2 m langt stykke tvist, som det brugtes til bakkeline - blev krogen bundet.
Den anden ende af kensen knyttedes i hullet på siden af pilkeloddet. I hullet i øverste ende af loddet fastgjordes pilkelinen, der var 40-50 meter lang. Linen blev rinket sammen og enden knyttet om »rinket«, så det ikke kom i urede. Nu havde man den pilkesnøre, der brugtes ved Hirtshals omkring 1900.


Agn til pilkning
Undertiden begyndte man pilkningen med en saltet flæskesvær som agn. Når den første torsk havde bidt på, blev der skåret en såkaldt »hage« af den. Det var et ovalt stykke skind med et tyndt lag fisk på, skåret af torskens bugside lige bagved gællerne.
En anden agn var ferskvandsmuslinger. Fra ældre tid var det almindeligt, at landmænd fra Tornby og Vidstrup om foråret kom kørende til Lilleheden. Med på vognen havde de tre til seks sække skaller kaldet »skååler«, en slags ferskvandsmuslinger som dengang levede og kunne tages i Liver å. »Skåå'h< var god agn, og fiskerne erhvervede dem i bytte for torsk, således at landmanden havde fragt både ud og hjem.
1908 blev min far sendt på cykel op til en mand, der havde jord ved Liver å, for at få muslinger. Det kunne han også godt få. Sønnen tog med ham ned til åen. Her havde de en »skåå'lskraber«, en slags grov rive, hvor der bagved riven var monteret en pose af net, således at muslingerne, som blev løsnet, når skraberen blev trukket hen over dem, gled ind i posen eller ketsjeren. De tog 30-40 muslinger i hvert skrab. Min far kørte hjem med 4-500 muslinger i sin sæk. Da der senere blev ledt kloakvand ud i åen, forsvandt muslingerne straks. Få år senere for¬søgte samme dreng igen at skrabe muslinger i åen, men da kom der næsten kun tomme skaller fra døde muslinger op. Forureningsproblemer¬ne er ikke af helt ny dato.
En anden meget brugt agn var - som tidligere nævnt - konksnegle. Når skallen var slået i styk-ker, blev hele sneglen sat på krogen. Anden pil¬keagn var blå muslinger, sandorm eller stykker af sild. Gamle Peder Hejlesen brugte sild som agn. Han satte et sildegarn på læsiden af molen om aftenen. Om morgenen tog han garnet op og havde da gerne 20-30 sild til agn.

 


 

At pilke torsk
Fra sidst i februar ville torskene ikke længere bide på bakkerne. Det faldt sammen med, at vandet blev klart, hvorefter de nu bed på pilke-snøre.
Der blev også pilket i perioden, fra tejnerne var taget ind i september og ind til november, når bakkefiskeriet begyndte.
Når der blev pilket, lå båden omtrent stille. Den ene mand pilkede, mens den anden brugte årerne så meget, at prammen næsten ikke drev. Man ankrede ikke op. Pilkesnøren kom i havet og sank, til man følte, at loddet var på bunden. Derefter haledes ca. 3 meter line ind, sådan at krogen var ca. 1 meter over bunden. Med sekunders mellemrum trak man hurtigt i snøren, idet armen - fra at have været strakt - hurtigt bøjedes stærkt. Armen rettedes langsomt ud, og det samme gentog sig.
Om foråret kunne der først pilkes torsk ved de ydre sten, Melgrunden og Kjul grund. Ved »Jeppes Rimmen» var der altid med østenstrøm store torsk, selv om der ingen var andre steder.
Fiskerne mener, at torskene kommer ind fra dybderne om foråret. Det er de såkaldte »hvide torsk», de er blege af farve i modsætning til de torsk, der om efteråret blev pilket ved de inderste sten - »di ryy' tåå'sk« - hvis farve kunne være helt bronzeagtig.
Martin Sort har fortalt om en forårsdag, han var roet ud til »Tysker Lausts grund« og prøvede at pilke der. Men der var ingen torsk at tage. Vandet var klart, og pludselig så han nede i vandet ligesom en stor skygge kommende udefra. Det var en stor stime torsk, der strøg ind. Så pilkede han. Senere på året blev der pilket torsk på alle stengrundene. Det var og er dog lunefuldt, hvor torskene kan tages. Én dag pilkes der godt et sted, næste dag er der ingen dér, men måske kan de tages et andet sted.
Torsk, der pilkes på de inderste sten, er særlig voldsomme. Det lave vand bevirker, at de spræller kraftigt, når de kommer til vandoverfladen. Måske fordi der kun er kort vej, så de ikke når at blive udmattet.
To ældre fiskere i pram var ude at pilke ved de inderste sten. I nogen tid havde den ene pilket, og det gik godt. Den anden sad ved årerne og roede lidt, så båden ikke drev. For at den ene ikke hele tiden skulle have det sjoveste arbejde med at pilke, skiftede de, og han, der tidligere roede, fik også bid. Torsken blev halet op til overfladen, og han ville med et snuptag tage den indenbords. Herved røg den imidlertid tværs over prammen og havnede i vandet på modsatte side af prammen. Pilkeren har nok følt det som en flov affære, men i et forsøg på at redde lidt af æren sagde han: »Det er nok bedst, jeg får årerne tilbage. Det er, ligesom jeg er bedre til at lægge til torskene, end du er!»
Selv om der brugtes større kroge på pilken end på bakkerne, og krogen derfor også sad bedre fast, var torsken voldsommere i sine bevægelser, så den kunne falde af, særligt når den blev løftet fra havoverfladen og indenfor rælingen. Fangstkrogen eller klæppen blev da, når det drejede sig om torsk af nogenlunde størrelse, hugget i fisken, som løftedes ind med klæppen.
Omkring 1900 var der i Hirtshals en fisker - Tysker Kræn, som der er fortalt meget om. Af en eller anden grund var de torsk, han tog, rolige når han skulle tage dem indenbords, de hang lodret og stille ned fra krogen uden at sprælle. De andre fiskerkolleger har drøftet, hvordan dette gik til, og der er fremsat mange forklaringer, med grundlag i både tro og torskepsykologi. Jeg har ikke hørt nogen sandsynlig begrundelse derfor, men fænomenet er konstateret af så mange, at det må accepteres som et faktum.
Når torsken var indenbords, skulle krogen tages af. Sad krogen fast i munden, kunne den almindeligvis tages af uden videre. Det var ikke nødvendigt at bruge klæppen, som ved de små bakkekroge. Hvis krogen sad nede i spiserøret, så det var et såkaldt »mawbe'» - mavebid, kunne det være besværligt at få krogen op. Så afhang det af fiskerens temperament, om krogen løsnedes med lempe og forsigtighed eller med et voldsomt ryk.

Den store fisk
»I det samme følte han et heftigt ryk i sit håndled, hvorom fiskesnøren var bunden.
»Kornelius havde ret, De førte lykken med Dem«, sagde han glad, »her har vi en hellefisk. Pas på, så skal De snart få krabaten at se«.
Han trak snøren langsomt til sig, men lod den til min forundring af og til løbe tilbage mellem fingrene. Jeg fulgte opmærksomt alle hans bevægelser. Et øjeblik så jeg den lige under vandskorpen, men vips, var den atter nede i dybet.
»Å, der gik den!« råbte jeg i et udbrud af ærgrelse og fejlslagen forventning.
Fiskeren smålo.
»Giv Dem kun tilfreds, den kommer nok igen«, og nu så jeg også, at han atter begyndte at hale op i snøren.
»Hvoraf kom det, at den kunne således smutte fra Dem?« spurgte jeg nysgerrig.
»Jeg gav den selv forlov«, forklarede han.
»Det er en svær tamp — jeg tænker på en ti, tolv lispund, og så må den mattes noget, før jeg tager den ind, ellers slår den alt sønder og sammen i båden. Se bare selv«, vedblev han, idet flynderens snude kom et øjeblik over vandspejlet, for atter at synke ned i dybet.
»Men hvorledes kan De få den halet ind med den tynde snøre?, spurgte jeg. »Og hvorledes skulle vi rumme den karl her i båden?
»Det finder sig nok alt sammen«, sagde han, idet han vedblev at hale og fire i den ulykkelige flynder.
»Å, tjen mig i at tage den ene åre og hold den ret i vejret».
Jeg så forundret på ham.
»De tager mig da ikke min anmodning ilde op?», spurgte han smilende. »Jeg antog, at De nok ville hjælpe mig at få flynderen ombord». »Ja, det ved Gud jeg vil«, svarede jeg, » men
»De hjælper mig meget mere, end De tror«, afbrød manden mig med et smil.
»Kan De se, hvor flynderen glor på åren?»
Den beholdt hovedet et øjeblik overfor vand-spejlet, før den lod det gå til bunds igen. I min uskyldighed antog jeg, at der var en overtro forbundet med denne åre, som skulle holdes i vejret, medens han trættede fisken. Jeg var så fordybet i at se efter den, at jeg næsten for sammen, da jeg tæt bagved mig hørte en mand råbe: »Til lykke med fangsten, Mourits! Er hun stor?» Jeg vendte mig hurtigt om og så den fisker, der ville give en daler for, at jeg skulle følge med ham, skyde hen ved siden af vor båd, som han greb fat i.
»Jeg tør ikke bakse hende alene», svarede Botner, »thi den unge herre kunne gerne gå på hovedet ud, mens jeg trak fisken ind, og tilmed er hun også stor nok for denne båd alene; men jeg tror, vi vil lade hende løbe lidt endnu».
Nu kom dyret atter til overfladen. Kornelius gjorde lang hals og betragtede fisken nøje.
»Næste gang kan vi tage den, Mouritz! Det er ellers en svær tamp. Sagde jeg ikke nok, at De havde held med Dem», vedblev han. »Fanden giver håndpenge den første gang, han spiller hasard, og Vorherre giver ham dem den første gang, han går på fangst».
»Må jeg bede Dem, gode ven», sagde nu Botner til mig, »at træde over i den anden båd. Trøst Dem ved, at det ikke er første gang, at en brav karl bliver fortrængt af en flynder. Nu skal vi til at valse med hellefisken, og der kan De ikke danse med«.
Jeg adlød naturligvis ubetinget i al hast, hvorpå den anden fisker surrede begge bådene således sammen, at de lå side om side, og nu gjorde de sig rede til at give sig i kast med fisken.
Begge fiskerne forsynede sig hver med en temmelig tyk stav med en krog på enden - jeg tror, de kaldte den en klep eller sådan noget. Kornelius slog til fisken, da den kom op i vand-spejlet. Dyret gav et vældigt plask, men gik så til bunds igen.
»Denne gang narrede den os», sagde Botner. »Du var for hidsig».