At pilke torsk
Fra sidst i februar ville torskene ikke længere bide på bakkerne. Det faldt sammen med, at vandet blev klart, hvorefter de nu bed på pilke-snøre.
Der blev også pilket i perioden, fra tejnerne var taget ind i september og ind til november, når bakkefiskeriet begyndte.
Når der blev pilket, lå båden omtrent stille. Den ene mand pilkede, mens den anden brugte årerne så meget, at prammen næsten ikke drev. Man ankrede ikke op. Pilkesnøren kom i havet og sank, til man følte, at loddet var på bunden. Derefter haledes ca. 3 meter line ind, sådan at krogen var ca. 1 meter over bunden. Med sekunders mellemrum trak man hurtigt i snøren, idet armen - fra at have været strakt - hurtigt bøjedes stærkt. Armen rettedes langsomt ud, og det samme gentog sig.
Om foråret kunne der først pilkes torsk ved de ydre sten, Melgrunden og Kjul grund. Ved »Jeppes Rimmen» var der altid med østenstrøm store torsk, selv om der ingen var andre steder.
Fiskerne mener, at torskene kommer ind fra dybderne om foråret. Det er de såkaldte »hvide torsk», de er blege af farve i modsætning til de torsk, der om efteråret blev pilket ved de inderste sten - »di ryy' tåå'sk« - hvis farve kunne være helt bronzeagtig.
Martin Sort har fortalt om en forårsdag, han var roet ud til »Tysker Lausts grund« og prøvede at pilke der. Men der var ingen torsk at tage. Vandet var klart, og pludselig så han nede i vandet ligesom en stor skygge kommende udefra. Det var en stor stime torsk, der strøg ind. Så pilkede han. Senere på året blev der pilket torsk på alle stengrundene. Det var og er dog lunefuldt, hvor torskene kan tages. Én dag pilkes der godt et sted, næste dag er der ingen dér, men måske kan de tages et andet sted.
Torsk, der pilkes på de inderste sten, er særlig voldsomme. Det lave vand bevirker, at de spræller kraftigt, når de kommer til vandoverfladen. Måske fordi der kun er kort vej, så de ikke når at blive udmattet.
To ældre fiskere i pram var ude at pilke ved de inderste sten. I nogen tid havde den ene pilket, og det gik godt. Den anden sad ved årerne og roede lidt, så båden ikke drev. For at den ene ikke hele tiden skulle have det sjoveste arbejde med at pilke, skiftede de, og han, der tidligere roede, fik også bid. Torsken blev halet op til overfladen, og han ville med et snuptag tage den indenbords. Herved røg den imidlertid tværs over prammen og havnede i vandet på modsatte side af prammen. Pilkeren har nok følt det som en flov affære, men i et forsøg på at redde lidt af æren sagde han: »Det er nok bedst, jeg får årerne tilbage. Det er, ligesom jeg er bedre til at lægge til torskene, end du er!»
Selv om der brugtes større kroge på pilken end på bakkerne, og krogen derfor også sad bedre fast, var torsken voldsommere i sine bevægelser, så den kunne falde af, særligt når den blev løftet fra havoverfladen og indenfor rælingen. Fangstkrogen eller klæppen blev da, når det drejede sig om torsk af nogenlunde størrelse, hugget i fisken, som løftedes ind med klæppen.
Omkring 1900 var der i Hirtshals en fisker - Tysker Kræn, som der er fortalt meget om. Af en eller anden grund var de torsk, han tog, rolige når han skulle tage dem indenbords, de hang lodret og stille ned fra krogen uden at sprælle. De andre fiskerkolleger har drøftet, hvordan dette gik til, og der er fremsat mange forklaringer, med grundlag i både tro og torskepsykologi. Jeg har ikke hørt nogen sandsynlig begrundelse derfor, men fænomenet er konstateret af så mange, at det må accepteres som et faktum.
Når torsken var indenbords, skulle krogen tages af. Sad krogen fast i munden, kunne den almindeligvis tages af uden videre. Det var ikke nødvendigt at bruge klæppen, som ved de små bakkekroge. Hvis krogen sad nede i spiserøret, så det var et såkaldt »mawbe'» - mavebid, kunne det være besværligt at få krogen op. Så afhang det af fiskerens temperament, om krogen løsnedes med lempe og forsigtighed eller med et voldsomt ryk.

 


 

Den store fisk
»I det samme følte han et heftigt ryk i sit håndled, hvorom fiskesnøren var bunden.
»Kornelius havde ret, De førte lykken med Dem«, sagde han glad, »her har vi en hellefisk. Pas på, så skal De snart få krabaten at se«.
Han trak snøren langsomt til sig, men lod den til min forundring af og til løbe tilbage mellem fingrene. Jeg fulgte opmærksomt alle hans bevægelser. Et øjeblik så jeg den lige under vandskorpen, men vips, var den atter nede i dybet.
»Å, der gik den!« råbte jeg i et udbrud af ærgrelse og fejlslagen forventning.
Fiskeren smålo.
»Giv Dem kun tilfreds, den kommer nok igen«, og nu så jeg også, at han atter begyndte at hale op i snøren.
»Hvoraf kom det, at den kunne således smutte fra Dem?« spurgte jeg nysgerrig.
»Jeg gav den selv forlov«, forklarede han.
»Det er en svær tamp — jeg tænker på en ti, tolv lispund, og så må den mattes noget, før jeg tager den ind, ellers slår den alt sønder og sammen i båden. Se bare selv«, vedblev han, idet flynderens snude kom et øjeblik over vandspejlet, for atter at synke ned i dybet.
»Men hvorledes kan De få den halet ind med den tynde snøre? spurgte jeg. »Og hvorledes skulle vi rumme den karl her i båden?
»Det finder sig nok alt sammen«, sagde han, idet han vedblev at hale og fire i den ulykkelige flynder.
»Å, tjen mig i at tage den ene åre og hold den ret i vejret ».
Jeg så forundret på ham.
»De tager mig da ikke min anmodning ilde op?», spurgte han smilende. »Jeg antog, at De nok ville hjælpe mig at få flynderen ombord». »Ja, det ved Gud jeg vil«, svarede jeg, »men
»De hjælper mig meget mere, end De tror«, afbrød manden mig med et smil.
»Kan De se, hvor flynderen glor på åren?»
Den beholdt hovedet et øjeblik over for vandspejlet, før den lod det gå til bunds igen. I min uskyldighed antog jeg, at der var en overtro forbundet med denne åre, som skulle holdes i vejret, medens han trættede fisken. Jeg var så fordybet i at se efter den, at jeg næsten for sammen, da jeg tæt bagved mig hørte en mand råbe: »Til lykke med fangsten, Mourits! Er hun stor?» Jeg vendte mig hurtigt om og så den fisker, der ville give en daler for, at jeg skulle følge med ham, skyde hen ved siden af vor båd, som han greb fat i.
»Jeg tør ikke bakse hende alene», svarede Botner, »thi den unge herre kunne gerne gå på hovedet ud, mens jeg trak fisken ind, og tilmed er hun også stor nok for denne båd alene; men jeg tror, vi vil lade hende løbe lidt endnu».
Nu kom dyret atter til overfladen. Kornelius gjorde lang hals og betragtede fisken nøje.
»Næste gang kan vi tage den, Mouritz! Det er ellers en svær tamp. Sagde jeg ikke nok, at De havde held med Dem», vedblev han. »Fanden giver håndpenge den første gang, han spiller hasard, og Vorherre giver ham dem den første gang, han går på fangst».
»Må jeg bede Dem, gode ven», sagde nu Botner til mig, »at træde over i den anden båd. Trøst Dem ved, at det ikke er første gang, at en brav karl bliver fortrængt af en flynder. Nu skal vi til at valse med hellefisken, og der kan De ikke danse med«.
Jeg adlød naturligvis ubetinget i al hast, hvorpå den anden fisker surrede begge bådene således sammen, at de lå side om side, og nu gjorde de sig rede til at give sig i kast med fisken.
Begge fiskerne forsynede sig hver med en temmelig tyk stav med en krog på enden - jeg tror, de kaldte den en klep eller sådan noget. Kornelius slog til fisken, da den kom op i vand-spejlet. Dyret gav et vældigt plask, men gik så til bunds igen.
»Denne gang narrede den os», sagde Botner. »Du var for hidsig».

Atter kom fisken til syne, og nu angreb begge mændene den på en gang. Snart var den øverste halvdel inde i båden, der krængede forskrækkeligt og tog en hel sø ind.
Jeg holdt af alle kræfter i rælingen af frygt for, at den skulle gå fra den båd, hvori jeg var, og rende rundt. Det havde været Botner aldeles umuligt uden hjælp at bjærge denne fisk, hvilket han også siden indrømmede. Endnu en kraftig anstrengelse og hele fisken lå i båden, hvor den slog forfærdeligt om sig med sin hale, mens hele båden, for mig at se til, var så godt som fyldt med vand og truede med at gå til bunds. Vandet sprøjtede til alle sider ved dens mægtige slag, og jeg blev lige så dyngvåd som begge fiskerne. Pludselig greb Botner en økse og gav den et sådant hug over halen, at det næsten skilte denne fra kroppen, men nu var det også forbi med dyrets modstand. Nu begyndte øsningen, og lidt efter lidt hævede båden sig igen, men det viste sig ved nærmere eftersyn, at mange af de fisk, som ikke var mast af fiskernes støvler, havde benyttet lejligheden til at tage »Reissaus«.
»Nu skulle vi have os en bid brød», sagde Botner...
Beskrivelsen af, hvordan man fiskede helleflynder i 1860'rne, findes i fortællingen »
Et sommerophold ved Vesterhavet» af J..J..J.. Friis. Det almindelige var, at fiskerne gik ud for at pilke torsk, og at der så bed en helleflynder på. Det vil sige, at det var et tilfældigt fiskeri, men et meget velkomment lejlighedsfiskeri. Helleflynder kunne som torsk pilkes over stengrund. Perioden, hvori de blev fisket, begyndte midt i marts og ebbede ud først i maj.


 

Helleflynderfiskeri
Helleflyndere er store fisk. De fleste vejede 30 til 90 pund, men enkelte havde en vægt på flere hundrede pund. Fisken var eftertragtet, den kostede Ca. 10 gange så meget som torsk pr. pund. Når en helleflynder havde bidt på, var der ikke tvivl om, at det virkelig var en helleflynder. Den rykkede meget hårdt. Problemet var at få den op i båden. Som beskrevet foregik det på den måde, at fiskeren trak, hvad han turde under hensyntagen til krog og snøre. Så kunne flynderen trækkes opefter, men på et eller andet tidspunkt ville den ikke længere. Der måtte nu fires, og helleflynderen gik gerne til bunds. Forfra igen. Således bølgede kampen op og ned. Hvis heldet var med fiskeren, endte det med, at flynderen udmattedes og blev trukket op til båden. Kommet dertil blev der sat en eller to klæppe i den, og den blev taget indenbords. Det krævede erfaring. Hvis klæppen blev sat i den forkerte side, krummede flynderen sig med halen ind under prammen, og så var den meget besværlig at få ombord. Når den blev klæppet rigtigt, sprang den næsten selv ind i prammen.
Efter at være kommet indenbords tog den rigtig fat på at sprælle eller »spritte«. Det var så voldsomt, at der var risiko for prammens træværk. Derfor kastede fiskerne sig gerne over den, for at den ikke skulle slå for meget i stykker.

Peder Svendsen, kaldet »Pi Svæssen«, havde været med Martin Sort ude at pilke. »Pi Svæssen» var ellers ikke fisker, og han var heller ikke rigtig udstyret til det, idet han var i almindeligt tøj, blandt andet sorte vadmelsbukser. Det gik nu således, at de tog en helleflynder, som de også fik indenbords, hvorefter »Pi Svæssen» satte sig eller lagde sig på den.
Da de kom i land, var bukserne tørret igen og slimen fra flynderen på bukserne ligeledes, så de ellers sorte bukser var blevet hvidlige. Karoline Svendsen var en myndig kone og i almindelighed gemalens overmand. Hun var gået ned for at tage imod dem, når de kom i land, og da hun så »Pi Svæssen«, udbrød hun: »Hvordan er det, du ser ud, Pii«? Peder, som ellers ikke tillod sig et sådant frisprog overfor Karoline, var betaget af situationen og sej over fiskeriet og sagde derfor: »Hold du din mund<<!« Når en helleflynder var kommet op i prammen, blev den lagt tværs over prammens bund lige bagved mastetoften, med hoved og hale op ad siderne. De, som var vant til at tage hellefisk, bandt et reb om dens hale, løs nede storskødet helt fra sejlet og satte dets ene krog i flynderens mund og den anden i rebstumpen om halen. Når der blev trukket i skødet, blev hale og hoved trukket sammen, så flynderen stod i en bue eller næsten en cirkel. Derved kunne den ikke komme til at slå.

Blandt fiskerne havde man den overbevisning, at hvis krogen var kommet i tungen, gjorde flynderen ikke modstand.
Søren P. Christensen kaldet »Soren Peter» fortalte, at han engang tog en helleflynder på
kullerbakker med krog nr. 3. Den var på godt 200 pund, og »den kom som en sten». Den strittede altså overhovedet ikke imod. Måske sad krogen i tungen, men det er almindeligt, at fisk, som har bidt på bakker, ikke stritter særligt imod.
Laurits Tophøj og hans jævnaldrende Peder Rimmen var som et par store konfirmerede drenge ude at pilke torsk ud for Kjul. De skiftedes til at ro og pilke. Mens Laurits roede, fik Peder Rimmen bid og begyndte at hale i snøren. Han trak, »vendte hænder og knuste tænder» og forstod, at det var en helleflynder, han havde fat i. 

»Nu må du komme og hjælpe, Laurits! «
Det ville Laurits ikke, han vidste, at det holdt snøren ikke til. Peder Rimmen kæmpede derefter kampen alene og fik flynderen op. Den vejede 2 lispund, og knægtene var meget seje. De kørte til Asdalgård og solgte den til godsejeren. Der er vistnok aldrig før eller siden fisket helleflyndere på dette sted.
Men også for de ældre var det en oplevelse at fiske en helleflynder. En forårsdag, da Laurits Tophøj gik hjemme og såede, kom Ole Mikkelsen kaldet »Wolle Sott« kørende med sin trillebør sydover forbi Tophøj. Han havde en aftale med Horne højskole om at levere torsk dertil, og det var torsk, han kom kørende med. Laurits var nysgerrig efter at høre, hvad han eventuelt var gået glip af ved at blive hjemme og gik hen og sludrede med »Wolle Sott«.
»Ok jo, der var både fisket torsk og helleflyndere!« Hvem der da havde taget en helleflynder. »Ja, hvad mener du om sådan et par gamle kale, som »Pi Sme« og »Wolle Sott<d« Begivenheden blev uddybet. Det var »Pi Sme«, der havde fisket. Han havde fået en torsk på krogen og var ved at hale den op. Da den var tæt ved overfladen, så han ned i vandet og fik øje på en helleflynder, som fulgte op efter torsken. Han trak torsken helt op og satte et stykke af den på krogen og lod snøren glide ud igen. Helleflynderen bed så på og blev halet op.

 


 

Helleflynderbakker
I en periode omkring 1900 blev der fisket med helleflynderbakker. Der var pilket så mange hellefisk, at det fristede til at prøve med bakker. Selve kroglinen var tyndt reb. Med mellemrum var der herpå sat et korkstykke med det formål at løfte krogene lidt op fra bunden. Kenserne var stykker af almindelig bakkeline Ca. en meter lange og sat på med adskillige favnes mellemrum. Krogene var store pilkekroge, der agnedes med stykker af torsk.
Bakkerne blev sat over stengrund med dræg og bøje ved hver ende, og de stod til næste dag. Det var godt, hvis der kunne tages 3-4 helleflyndere. Efter 6 til 8 år blev der så få helleflyndere, at bakkefiskeriet efter dem ebbede ud.
Peter Raundrup har fortalt, at engang han og makkeren Berthel Nielsen roede ud for at sætte helleflynderbakker, så de pludselig en stor helleflynder oppe i havoverfladen. Den bukkede hale og hoved sammen oven over vandet nogle gange med sekunders mellemrum. Så forsvandt den i dybet igen. Bakkerne blev sat på stedet, hvor de også pilkede en del torsk. Da de tænkte igen at søge mod land, ville de lige se til bakkerne, om helleflynderen skulle være gået på.
De trak bakkerne op, men der var ingen helleflynder, før de kom til de sidste to kroge, og på hver af dem var der en helleflynder - »men de var ikke nær så store, som den vi havde setb<
Helleflyndereksperten i Hirtshals var Poul Chr. Pedersen kaldet »Tysker Kræn«. Han fiskede direkte efter helleflynder i den periode, de kunne pilkes. Han gik ikke efter torsk i den tid. Specielt var chancerne store, når der var »nyt ØØsten woo'j«, d.v.s. når der efter en periode med strøm fra en anden retning kom strøm fra Øst. Så sejlede han ud og ankrede op på det sted, han havde udvalgt sig. Og det var hyppigt »Møllebanken». Han satte et solidt »pilketøj» ud agnet med en lille torsk eller et stykke deraf. Han lod det hænge stille tæt ved bunden.
Engang var »Tysker- Kræn» sammen med broderen »Tysker-Las-Kristian» roet ud, efter at det i nogle dage havde været uroligt vejr. Nu var det nogenlunde havvejr, og det var »nyt østen woo'j«, men vandet var grumset og uklart. De skulle først pilke en torsk, og det døjede de noget med, men omsider fik de en, som de delte og havde så en agn hver. De fandt stedet, hvor de ville tage hellefisk, og fiskede. De tog syv helleflyndere, »men til sidst var agnene også kun »skejreegler» (skindtjavser)!» Det var svært at holde op med et sådant fiskeri, selv om vinden friskede mere og mere. På et tidspunkt, da blæsten var rigelig stærk, gik ankertovet i stykker, og prammen begyndte at drive mod land - det var blæst fra nordøst. De kom i land noget vest for fyret - »men da var havet også sådan, at vi ikke kunne se en plet blåt vand».
Da »Tysker Kræn» var en gammel mand, fortalte han om en tur med broderen, »Tysker-Las-Kristian». De tog denne gang ud for at pilke torsk, og under dette fiskeri fik »Tysker-Kræn» en stor helleflynder på. Han var ikke i tvivl om, at det var en virkelig stor flynder, efter den modstand den gjorde.

 

Efter en lang kamp var han så vidt, at flynderen var ved båden, og »Tysker-Kræn» så da, at den var så stor og gammel, »at der var »skåå'ler» på den!.», d.v.s. den slags rurer, der kan komme på sten i havet, og det var et udtryk for, at det var en virkelig kæmpe, nok den store hellefisk i »Tysker-Kræn«s liv. Og han fortalte videre, men det skal lige indskydes, at de to mænd var store og stærke karle. »Vi satte to klæppe i den, men den krummede sig og vred klæppene rundt i vore hænder, som om vi var drenge» - og så forsvandt flynderen til bunden igen. Når han fortalte det, havde »Tysker- Kræn» tårer i øjnene.
Helleflynderen var den store fisk. Den der blev fortalt historier om. Den der gav mening med det hele og berigede livet.

 

En helleflynderkrog fotograferet sammen med en vanlig pilke-krog.

Udbytte
Omstående skemaer er fra » Fiskeri-Beretning for de anførte finansår,udarbejdet på Landbrugsministeriets foranstaltning og udgivet i Kjøbenhavn i kommission hos G.E.C.Gad i en tilsvarende årrække.

I 1895 er der anført nærmere oplysninger for de forskellige fiskepladser. Derefter kan udviklingen følges, og jeg har valgt at standse ved 1907-08.
Materialet, som Lilleheden tallene er baseret på, er indberettet af strandkontrollør F. Degner.

Fartøjer

Års-indtjening

Af skemaerne fremgår, at antallet af egentlige fiskere er ret konstant i Lilleheden. Fra 1895 til 1901 var der 53. Derefter i tre år 50 for at stige til 56 i 1905 og -06 og springe til 68 i1907. Derimod varierede »andre som deltage« i fiskeriet mere.
Af de enkelte fangstmetoder var bakkefiskeri, snurrevodsfiskeri og hummerfiskeri konstant i hele perioden. Fiskeri med landdragningsvod er kun anført at finde sted i 1898, hvilket man nok må betvivle. Efter beretninger fra dem, hvis erindring når tilbage til den tid, drev enkelte konstant denne form for fiskeri. I det hele taget må man tage statistikken med forsigtighed. I de senere år ændres indberetningsmåden til at gælde fangsten af fiskearter og ikke fangstmetoderne. En helt almindelig fangstmetode som at pilke torsk er f.eks. ikke omtalt. Heller ikke garn-fiskeri er nævnt.
Hvis tallene ses nærmere efter, afsløres f.eks. prisstigningerne. Som eksempler herpå er priserne pr. pund af torsk og hummer udregnet pr. år i gennemsnit.
Jeg har også forsøgt at udregne den totale indtjening pr. fisker, idet jeg har indregnet »andre som deltage< i fiskeriet på lige med de egentlige fiskere.
Der er megen usikkerhed ved en sådan beregning af fiskernes årsindtægt; Den fisk, som fiskerne selv spiste, indgår ikke som udbytte. Den fisk, der byttedes væk for kød, mel og kartofler, figurerer ikke i regnskabet, lige så lidt som fisken der solgtes direkte. Udbyttet var heller ikke jævnt fordelt. De dygtigste og mest energiske havde det største udbytte. Til gengæld var der tilsvarende mindre til andre.
Til sammenligning med fiskernes indtægt kan anføres, at i denne periode var daglønnen for at arbejde på Hirtshals teglværk fra seks morgen til seks aften 3 kr., d.v.s. en årsindtægt på omkring 900 kr. Yderligere, at embedet som andenlærer ved Hirtshals skole blev aflønnet med 500 kr. årligt plus brændsel og fri bolig.
Man kan konstatere, at indtjeningen ved fiskeri i Hirtshals omkring år 1900 var ringe. Særlig set på baggrund af, at havet var fuldt af fisk, og at udbyttet i vægt ikke var ubetydeligt. Betalingen for fisk var for lille og fiskernes produkt blev vurderet lavt på grund af ringe efterspørgsel.

Produktets kvalitet, frisk fisk, har umiddelbart været god, men er blevet forringet under transporten. Organiseringen af denne var ny. Den var brugelig, men havde ikke fundet sin mest hensigtsmæssige form.
Hvorvidt fiskeredskaberne og -metoderne var hensigtsmæssige, skal jeg ikke tage stilling til. Over dem har historien allerede afsagt dom. Såvel redskaberne som metoderne er i det store og hele opgivet, afløst af mere effektive. Pramme og sejljoller bruges ikke mere. Der er motorjoller endnu, de fleste dog i betydelig større udgave end dengang. Fartøjerne er i det hele taget blevet meget større.
I Hirtshals pilkes der stadig torsk, og rødspætter fanges med snurrevod og i garn, men redskaberne er ændret betydeligt, og der må således tages forbehold, hvis man vil sammenligne disse fiskemetoder, som de var dengang, med den form de har i dag. Det materiale, redskaberne laves af, influerer stærkt på effektiviteten. Som en fisker sagde, da man begyndte at lave rødspættegarn af nylon og konstaterede, at de fiskede betydeligt bedre end de tidligere garn af bomuld: »Det er blevet med flynderne som med damerne; de vil kun gå i nylon!»
Og hermed vil jeg slutte beskrivelsen af Hirtshals-fiskernes materielle forhold.


 

 

Bådfællesskabet
De intermenneskelige forhold mellem fiskerne er ikke berørt ret meget, kun hvad angår de mere organiserede rednings- og hjælpeorganisationer. En pram var en noget speciel arbejdsplads, hvor mange problemer blev meget enkle. Det fælles formål var at fiske mest muligt, desto mere blev der til dem, som var med, lige meget til hver. Hvem der bestemte, f.eks. hvor der skulle fiskes, afhang helt af, hvem der var bedst til det. Og det fandt man let ud af - det fremgik jo af fortjenesten.
Hvis det blev ondt vejr, ændredes det fælles formål, at fange mest muligt, til at komme i land med livet i behold. I det forhold var alles interesser ens, og på intet tidspunkt kunne der i denne
situation opstå tvivl om, hvad det gjaldt. Også under sådanne forhold fordeltes opgaverne efter graden af fiskernes duelighed. Den, som kunne sejle båden ind, gjorde og måtte gøre det, om han var skipper eller ej. Det samme hvis det drejede sig om at ro.
Ude på åbent hav brækker bølgerne ikke over, så skal stormen da blive ganske voldsom.
Der kunne prammen i almindelighed sejles ved hjælp af sejlene, selv om de måtte rebes. Det var over revlerne, bølgerne brækkede, og problemet med at klare prammen over revlerne bestod i at undgå, at en bølge brækkede således, at den fyldte prammen med vand og kæntrede den. Bådene var små, og derfor kunne vandet fra en enkelt bølge gøre det. Det drejede sig om at ligge på lur udenfor brændingen og afvente øjeblikket, da der ikke var bølger, som ville brække. En sådan kort periode uden bølgebråd kaldte fiskerne »i slææ'ting.x, og når denne indtraf, roede de som rasende for at nå at komme over revlerne. Der var ikke tid til at sætte sejl.
En større båd ville måske kunne sejle igennem brændingen; en båd så stor, at kraften og vandet i én bølge, der brækkede, ikke kunne kæntre den eller fylde den med vand. Hvis uheldet var ude, kunne det dog alligevel ske, men chancen var større for at nå gennem brændingen. Derfor var der større både langs kysten, fladbåde og senere egentlige redningsbåde. Disse større både måtte også lægge sig på lur efter en »slææ'ting«, og så roede de 12-14 mænd det, de kunne. En besætning, man kan måske kalde det en skæbne-gruppe, kunne - med hele vægten lagt på kunne - overvinde kraften i et voldsommere hav. Der hvor prammen med de to mænd ikke kunne klare sig.
Det var meget stærke interesser, der knyttede mændene i bådene sammen, så stærke som de vel overhovedet findes: liv og livsmuligheder for fiskeren selv og hans familie. Interesserne bandt dem sammen i et virkelig stærkt fællesskab. Der tales i vor tid om fællesskabet i landsbyen, som er, gået tabt, men som man skal forsøge at genoplive ud fra den mening, at selve afhængigheden af og ansvaret for andre var egentlige livsværdier. Hvis dette er rigtigt, vil jeg påstå, at i fiskersamfundet var afhængigheden af og ansvaret for andre større end i landsbyfællesskabet, og at livsværdierne altså var større.
Er det rigtigt, at »langs vestkysten boede fattige fiskere»?